Forestil dig at sidde i sofaen foran dit TV og se en film, hvor en kæmpe eksplosion pludselig får bygningen til at styrte sammen omkring dig. Du kan godt høre braget på TV’et, men det er ikke helt så fedt som i biografen, vel? Hvis du lytter til musik i stedet for, tænker du måske, at musikken ikke lyder nær så magisk, som den gjorde til koncerten. Kort sagt: Du mangler en subwoofer!
Med en subwoofer kan du føle rystelserne i hele kroppen. Ligesom til en fed stadionkoncert, hvor bassen rammer dig direkte i maven og får dine bukseben til at blafre. Men en subwoofer handler ikke kun om at spille så dybt og så højt som muligt. Den kan give hele dit lydsystem en enorm forbedring, uanset om du lytter til musik, ser film eller spiller spil. Du skylder dig selv at opleve det!