Gå til indhold

Hi-Fi Scenen med Mew

Lyden fra dengang verden var et bedre sted

For 20 år siden udgav det danske rockband Mew, albummet ’A Triumph for Man’. En imponerende debutplade, som sendte dem ud på en eventyrlig rejse i det meste af verden. De bosatte sig i London, har spillet på et utal af fede venues og ikke mindst arbejdet med producere og musikere fra den øverste skuffe. Anno 2017 er bandet, efter at have sagt farvel til guitarist Bo Rune Madsen, blevet en trio og er klar med deres 8. album ’Visuals’, som de har lavet i egne rammer – og brugt lyden fra dengang verden var et bedre sted.

Den første strofe og lyde kom til Mew, da de var ved at afslutte deres turne med den forrige plade ’+/-’. ”De nye sange opstod på den måde, at Jonas (Bjerre, sanger – red.) lavede skitser. Det er han rigtig god til”, fortæller bassist Johan Wohlert og fortsætter: ”Så tog jeg dem op, finpudsede dem og sammen begyndte vi et klippe/klister arbejde, på at skabe de nye melodier. Det er en blanding af gamle idéer og helt nye brudstykker, som udgør ’Visuals’. Sådan har vi altid arbejdet, til forskel for nogle artister, som dyrker det med at starte fra bunden, hver gang de laver en ny plade, uden at bruge gamle akkorder eller idéer.”

En mandfolke-indsats

Men samtidig har Mew truffet nogle afgørende nye valg på ’Visuals’, som adskiller processen med albummet betydeligt i forhold til tidligere udgivelser. For det første prøvede de at færdiggøre nogle sange, uden en producer – noget som de aldrig har prøvet før – men det var et valg, som de blev rigtig glade for. Johan noterer sig: ”Da vi stod med overvejelserne om at lave albummet selv, fik vi svedige håndflader – men besluttede os for at prøve, da det også økonomisk er den vej vinden blæser for at holde udgifterne nede. Det er gået meget smidigt med at indspille pladen, fordi vi kun har været tre personer der har skullet tage beslutninger. Men det har også været en mandfolke-indsats, fordi vi netop ikke har haft en producer at spille bold med. Så vi er selv gået med overvejelserne, om en idé nu var god nok, og når den usikkerhed er opstået hos én af os, har de andre trukket vedkommende op. Grundlæggende har vi fået stor tillid til, at hvis en idé lyder godt, så er det nok fordi at den er det – så lad os gå med det.”

Et andet valg på ’Visuals’, har været at lave sangene kortere og meget mere direkte end mange af de tidligere episke numre, som også har været Mew’s varemærke.
”Vi bliver nok aldrig et popband”, siger Johan Wohlert og tilføjer: ”Men vi havde lyst til at prøve noget nyt i forhold til ’+/-’. Sangene på ’Visuals’ er væsentlig mere præcise, lidt mere ’quirky pop’ og måske vores ’Prefab Sprout’ eller ’Talk Talk’ plade, fremfor at syre ud i Pink Floyd universet. Vi har prøvet at holde sangene lidt mere i nakken – og det er lykkedes ret godt.”

Lyden fra dengang verden var et bedre sted

Indspilningen af sangene, er foregået i flere forskellige mindre studier i København, og hjemme hos de tre medlemmer i Mew. En meget fragmenteret måde at angribe en indspilning på, der samtidig har givet en masse valgfrihed. Johan er meget overrasket over, at albummet er så stort og godt som det lyder, men han tilskriver det, de steder hvor de har valgt at indspille lyden og de teknologiske og mobile muligheder, som vi har i dag.
Pladen lyder, ifølge Johan, meget positivt og opløftende, fordi den er blevet skabt i en lethed, som de ikke før har skabt noget i!

Endelig er der også en væsentlig detalje i forhold til hvordan lyden er blevet. Mew har gjort mere brug af samples på ’Visuals’ end tidligere.
”Vi har trawlet en masse gamle film og tegnefilm igennem, for at finde lyde, som vi synes vi kunne bruge”, siger Johan. ”Det er ikke deciderede numre eller sange, men mere lyden af nogle gamle støvede strygere – som vi så har samplet og brugt til at lave vores egne melodier. I stedet for at finde en tilsvarende lyd på keyboardet, har vi brugt lyden af film, der er lavet dengang verden var et bedre sted – noget som Portishead også har været pisse gode til”, slutter bassisten Johan Wohlert.

Podcast med Jonas og Johan fra Mew

Lyt til vores podcast med Jonas og Johan fra Mew, lavet i samarbejde med Heartbeats.dk her:

Podcast med Mew 

Vi tror du vil kunne lide mere end bare denne side

Vi bruger småkager, aka cookies (informationskapsler), så du bl.a. kan bruge vores netbutik. Vi bruger dem også til at finde ud af, hvordan vores netsider bliver brugt, så vi hele tiden kan forbedre os, selvfølgelig imens vi lytter til vores favoritmusik. Ved at fortsætte accepterer du alt dette. Læs mere om cookies her