Projektor og TV er to sider af samme sag
Projektor og flad-TV er to forskellige måder at opleve billeder og film på, hver med sine fordele og ulemper. Hvis du ikke kan mørklægge lokalet – for eksempel din dagligstue – falder projektorens kvaliteter helt til jorden, uanset hvor god den er. I så fald kan et storskærms flad-TV være den bedste løsning.
Projektoren har heller ikke hverken TV-tuner eller højttalere, så du skal have både tunerboks, anlæg og mørklægningsgardiner i sving bare for at se TV-nyhederne. Og du slider samtidig på den kostbare projektorpære. Mange vælger derfor at investere i et TV til de dagligdags ting og så primært bruge projektoren til det, den er helt suveræn til, nemlig film, spil og koncerter.
Hvis du har projektoren i stuen sammen med dit surroundanlæg og dit TV, kan det være en fordel at vælge en surround-receiver eller Blu-ray-afspiller med to HDMI-udgange. Så kan du nemlig koble hele dit system sammen én gang for alle og se film på projektor eller flad-TV, som du har lyst. Alternativt kan du anskaffe en såkaldt HDMI-splitter.
Er du blandt de heldige, som har mulighed for at dedikere et rum udelukkende til hjemmebiografen, kan du heldigvis stadig nyde Champions League og andre TV-højdepunkter i storformat. Det kræver bare en ekstra TV-boks, som du kobler til projektoren, evt. via din surround-receiver. En anden løsning er at købe en Blu-ray-afspiller med indbygget harddiskoptager og dermed også TV-tuner.