Brokobling – to forstærkere med dobbelte kræfter
En anden måde at gøre brug af to stereoforstærkere er at brokoble dem, dvs. at lægge hver forstærkers to stereokanaler sammen til én monokanal med den dobbelte effekt (ofte endda lidt mere). Dette kan være nyttigt, hvis du gerne vil have mere effekt til rådighed, eller du bare vil have overskud til at spille så højt som muligt, og hvor det ikke er helt så vigtigt, at de allerfineste detaljer kommer med. For eksempel ved et sæt store DALI OPTICON 8 gulvhøjtalere, der bare skal have fuld gas!
Hvis detaljering og gennemsigtighed er første prioritet, anbefaler vi som hovedregel at bruge de to ens stereoblokke til at bi-ampe højtalerne frem for at brokoble forstærkerne til større effekt. Men ligesom ved så meget andet, så kan du altid prøve dig frem og se, hvad der fungerer bedst til det konkrete system. Dette kan også være meget afhængigt af de tilsluttede højtalere.
Stik – råt kabel, bananer eller spadestik?
Både af praktiske og lydmæssige grund kan det være en god idé at montere et sæt gode stik på højtalerkablet. Det koster ikke alverden, og stik på kabelenden kan hjælpe med at lave en nemmere terminering, som passer perfekt i terminalen, beskytte mod kortslutninger, samt hjælpe med at beskytte kobberlederne mod oxidering og påvirkning fra omverdenen.
Ønsket om perfekt kontakt er grunden til at mange stik er belagt med guld, som ikke oxiderer og derfor bevarer en ren og flot overflade i lang tid. Nogle stik er alternativt belagt med sølv, som er den ultimative elektriske leder og derfor den ideelle audiofile løsning. Sølv er bare ikke så eksklusivt og lækkert at se på som guld.
Råt kabel – den tricky løsning
Ud fra et rent teknisk synspunkt må det rå kabel være den bedste forbindelse, da der er direkte kontakt mellem terminalen og kablet. Den helt kompromisløse løsning ville faktisk være at lodde sit højtalerkabel direkte fast på delefilteret, men det vil give en stribe praktiske vanskeligheder, for eksempel når højtaleren skal flyttes.
Det kan være lidt af en udfordring at spænde det rå kabel fast og få det til at sidde fastspændt over tid, især på terminaler med begrænset plads. Så kan det være svært at få det hele spændt ordentligt og få alle ledere med ind under terminalen. Selv den mindste kobbertråd, der stikker udenfor, er en åben invitation til kortslutninger, som i værste fald kan tage livet af din forstærker. Så gør dig umage, når du spænder kablet fast!
OBS: Det er ekstremt vigtigt, at du får alle kobbertråde helt ind i terminalen, hvis du bruger rå kabelender. Ellers kan du kortslutte din forstærker!
Selvom du i første omgang får en rigtig god kontakt til terminalen, kan du ofte opleve, at forbindelsen løsner sig over tid, da de mange ledere i kablet har en tendens til at flette sig ind i hinanden. Herudover er det rå kabel (kobber, sølv osv) blottet for diverse luftarter og vil hurtigt oxidere, hvis ikke du har det beskyttet. Dette kan med tiden være med til at forringe lydkvaliteten.
Bananstik – den handy løsning
Bananstik er klart den nemmeste løsning til at få stik på dit kabel, og de passer i næsten alle terminaler. De kan nemt skrues, klemmes eller loddes på kablet og giver en god kontakt med stikket. Samtidig er tilslutningen til højtalerne og forstærkeren ren plug-and-play.
Nogle bananstik kan udvides i stikket, så de får bedre kontakt med terminalen. Dette kan anbefales til terminaler, som ikke kan spændes ind mod stikket. Andre typer er lavet ud i ét stykke metal, så der ikke er nogen overgange i stikket. Dette giver bedre kontakt mellem kabel og stik. Skal det være helt optimalt, kan du overveje at lodde stikket på dit kabel, dvs. fjerne skruerne, varme stikket op, fortinne kabel og stik og så lodde dem sammen, mens stikket er varmt. Vil du gerne være fri for selv at svinge loddekolben, kan din HiFi Klubben butik naturligvis hjælpe dig.