De mest populære streamingtjenester lige nu
Spotify er for de fleste ensbetydende med streamet musik. Her får du ubegrænset adgang til over 70 millioner musiknumre. Spotify har hjemme i Sverige, og de har cirka 356 millioner brugere på verdensplan, heraf 158 millioner betalende brugere. Gratisbrugerne kan streame i 128 kilobits-kvalitet, imens betalende brugere kan lytte i op til 320 kilobits opløsning. Spotify er på vej med en hi-fi-udgave, der hæver kvalitetsniveauet betragteligt til CD-kvalitet. Den er dog i skrivende stund endnu ikke lanceret, selvom det skulle være tæt på. De fleste streamere med wi-fi-forbindelse har Spotify Connect indbygget, så streameren afspiller musikken direkte fra Spotify uden at belaste mobil eller laptop. Vi glæder os til at give Spotify HiFi et lyttetjek!
Norsk/amerikanske TIDAL er den største konkurrent til Spotify i de skandinaviske lande. Tjenesten giver ligeledes adgang til 70 millioner musiknumre. Forskellen er, at TIDAL ved siden af 320 kilobits komprimeret musik allerede nu tilbyder et HiFi abonnement, der giver adgang til ukomprimeret musik i samme kvalitet som CD. En del af albummene findes desuden i HD-opløsning, der giver mulighed for endnu højere lydkvalitet. Det kræver dog, at du kan afspille MQA-filer. TIDAL har også en del af musikkataloget liggende i surroundformater som Dolby Atmos eller Sonys 360 Reality Audio. Hvor mange betalende brugere, TIDAL har, findes der ikke bekræftede oplysninger om, men antallet menes at ligge på 1-3 millioner.
Apple Music tilbyder omtrent det samme antal sange som konkurrenterne Spotify og TIDAL, nemlig 75 millioner. Da Apple Music er nært forbundet med Apples eget økosystem af tjenester og platforme, kan iTunes-brugere desuden afspille deres egen iTunes-samling sammen med de streamede sange fra Apple Music. Apple var forholdsvis længe om at tilbyde streaming i tabsfri kvalitet, men har i forsommeren 2021 åbnet for streaming, ikke blot i CD-kvalitet, men også i HD-kvalitet op til 24-bit/192 kHz. Den tabsfrie musik, der omfatter hele kataloget, er tilgængelig for alle 60 millioner betalende brugere uden ekstra udgift. På trods af, at Apple nu streamer i HD-kvalitet, understøtter deres egen streamingprotokol AirPlay 2 kun afspilning i CD-kvalitet, så hvis du bruger Apple Music sammen med et streaminganlæg, får du ikke fuld udnyttelse af filerne. Apple har desuden lagt trumf på ved at tilbyde rumlig lyd i Dolby Atmos på en del af musikkataloget. Denne lyd kan afspilles gennem for eksempel høretelefoner.
YouTube Music er en af de yngste streamingtjenester, men da YouTube i forvejen er den foretrukne (gratis) platform for musik hos de fleste unge, er den kommet godt fra start siden lanceringen i 2015. YouTube Music er desuden installeret på alle smarthøjtalere baseret på Google Assistant. Som de fleste streamingtjenester tilbyder YouTube Music et gratis, reklamebetalt abonnement i beskeden lydkvalitet (128 kilobit/s). Betalingsudgaven, YouTube Music Premium, koster det samme som Spotify og Apple Music, men lydkvaliteten er begrænset til 256 kilobit/s.
Franske Deezer var blandt de første til at tilbyde streaming I tabsfri CD-kvalitet. Ud over Hi-Fi abonnementet, der prismæssigt matcher TIDAL HiFi, tilbyder Deezer et premium-abonnement med 320 kilobit/s streaming og et reklamefinansieret gratisabonnement i 128 kilobits kvalitet. Deezer fungerer sammen med de fleste streamingplatforme og også Google Chromecast.
Amazon Music er ejet af internet-handelsgiganten Amazon og har cirka 55 millioner betalende brugere. Amazon Music tilbyder 50 millioner sange i CD-kvalitet, og dertil et ukendt antal millioner sange i tabsfri HD-kvalitet (op til 24-bit/192 kHz) samt en række numre med Dolby Atmos. Amazon Music afspilleren findes til PC, Mac, iOS og Android, samt til Amazons egne enheder. Tjenesten kan også afspilles på HEOS, Sonos og Bluesound.
Qobuz er en af de nyeste spillere på den skandinaviske streamingscene. Ligesom Deezer er tjenesten baseret i Frankrig, men har på det seneste udvidet til også at dække blandt andet Danmark. Naturligvis med også dansk musik. Qobuz tilbyder musik i ægte ukomprimeret HD-opløsning (op til 24-bit/192 kHz). Ud over streaming kan du også købe albums til download, hvis du ønsker at eje musikken eller lytte til den offline.
Internetradio – Streaming er ikke kun musik, men også radio. Med en musikstreamer kan du lytte til radiokanaler og podcasts fra hele kloden. Den største udbyder af internetradio er TuneIn, der udover lokale radiokanaler og podcasts også giver dig mulighed for at lytte til radio fra hele verden. Kunne du tænke dig at høre K-Pop direkte fra Sydkorea eller autentisk reggae fra Jamaica? Med internetradio er det næsten kun fantasien, der sætter grænser!
Der er fordele og ulemper ved alle tjenesterne. Vi har ikke én favorit-tjeneste i HiFi Klubben, og i virkeligheden er det ofte selve dynamikken og kvaliteten af den originale indspilning, der afgør, hvor godt det lyder. Vi kan dog konstatere, at lydkvaliteten af tracks svinger en del på de forskellige tjenester, og uanset hvilken tjeneste du vælger, så gør dig selv den tjeneste at tjekke dine indstillinger for selve lydkvaliteten. Det gælder både, hvis du streamer fra telefon, laptop eller andet. Der kan være meget stor forskel, og som regel er standardindstillingen for lydkvalitet sat relativt lavt for at give prioritet til stabilitet uanset internetforbindelse.