Højtalere til udendørs brug er bygget til at modstå vejr og vind, så du også kan få kvalitetslyd på terrassen, i garagen, i båden og andre steder, hvor klimaet er usundt for almindelige højtalere.
Du vil måske spørge, hvorfor du ikke bare kan bruge en Bluetooth-højtaler eller en trådløs multirums-højtaler med indbygget batteri i stedet for? Det kan du da også sagtens, f.eks. en af de smarte modeller fra Sonos eller Bluesound. Det lyder bare ikke nær så godt. Et sæt rigtige udendørshøjtalere giver dig det fulde lydbillede i rigtig stereo, og det er bare en helt anden oplevelse. Musikken er også altid klar, du slipper for at slæbe højtalere frem og tilbage, og du risikerer ikke døde batterier lige midt i festen.
Med udendørs højtalere slipper du også for at blæse musikken fra stuen ud gennem terrassedøren. Du får meget bedre lyd på den måde, og du behøver ikke at spille højt for at høre musikken. Hvis det skal være helt perfekt, så vend højtalerne væk fra naboerne og ind mod dig selv (hvis det er muligt). Så har din nabo en chance for at nyde fuglesangen, hvis han foretrækker dét frem for din musik.