Ground/stelforbindelse – GND
Bag på de fleste RIAA-forforstærkere eller integrerede forstærkere med indbygget pladespiller-indgang finder du en stelforbindelse. Her tilslutter du stel fra pladespilleren til forstærkeren, så du eliminerer støjindstråling på lydsignalet.
På mange pladespillere sidder der et lille kabel til stelforbindelse sammen med signal-kablet. På andre pladespillere skal du selv montere et lille kabel fra stel på pladespilleren. Og på nogle pladespillere findes der slet ikke en separat stelforbindelse – den er her ”indbygget” i signalkablet. Hvis der findes en separat stel-ledning, bør du altid tilslutte den. Det skader aldrig, og nogle pladespiller kan skabe en masse støj, hvis du ikke tilslutter stel.
Impedans – tilpasning af RIAA og pickup
Det er også vigtigt, at pickuppens udgang og RIAA’ens indgang er impedanstilpasset til hinanden. Altså at der er det rigtige forhold af elektrisk modstand mellem de to apparater, så signalet bliver korrekt overført. Sagt på en anden måde skal indgangs-modstanden i RIAA’en passe til den tilsluttede pickup.
På mange RIAA’er er der ikke mulighed for at tilpasse impedansen. I dette tilfælde er den én gang for alle sat til et fast niveau, som passer til de fleste pickupper. Ved MM/high-output MC-pickupper er indgangsimpedansen typisk fastsat til 47 kohm, så det er næsten altid ”plug and play”. Super nemt.
Ved MC-pickupper er det en lidt længere historie. Typisk skal du bruge en indgangsimpedans i området 10-200 ohm, og derfor vil indgangsimpedansen ofte som standard være indstillet til 100 ohm, som fungerer fint med de fleste MC-pickupper.
MC-pickupper kan dog være ret forskellige, så på nogle (typisk lidt bedre) RIAA-forforstærkere kan du variere indgangsimpedansen for at tilpasse RIAA’en specifikt til den tilsluttede pickup. Lyden kan ændre sig markant, hvis ikke du benytter den rigtige indstilling, så det er en god idé at tjekke manualen til pickuppen og se, hvad producenten anbefaler.
Hvilken RIAA/pickupforforstærker skal jeg vælge?
HiFi Klubben fører RIAA/pickup-forforstærkere fra både NAD, Pro-Ject. Du kan altid få råd og vejledning i din nærmeste HiFi Klubben butik om hvilken RIAA/pickup-forforstærker, der passer til netop dit behov og system.