Hvis du overvejer at bygge dine højtalere ind i væggen eller loftet, så er du muligvis stødt på begrebet backbox. En backbox er et separat "kabinet", som du monterer bag på højtaleren skjult i væggen eller loftet. Vi anbefaler som udgangspunkt, at du monterer en backbox på din indbygninghøjtaler af forskellige praktiske grunde:
- For at opnå en helt lufttæt montering af højtaleren, f.eks. på en ujævn overflade eller hvor væggen/loftet ikke er tæt i sig selv. En utæt væg vil ødelægge lyden, fordi bassen fra højtalerens for- og bagside vil ophæve hinanden.
- For at forhindre lyden fra højtalerens bagside i at sprede sig til de tilstødende rum.
- For at genetablere en evt. dampspærre, som er blevet brudt for at lave hul til højtaleren.
- For at opfylde krav om brandsikring i skillevægge og etageadskillelser.
- For at give højtaleren en passende volumen på bagsiden, så den spiller bedst muligt.
Lydmæssigt kan både for lidt og for meget luftrum bag højtaleren påvirke lydkvaliteten negativt. Når der er for meget luftrum, får højtalermembranen slet intet modtryk, så bassen bliver ukontrolleret – dvs. løs og lidt for fyldig. For lille luftvolumen vil på den anden side begrænse højtaleren, så den spiller for lidt bas. Med en backbox er du sikret et passende luftrum til dine indbygningshøjtalere, så de kommer til deres fulde ret.
Nogle indbygningshøjtalere, typisk i den mere eksklusive klasse som f.eks. Bowers & Wilkins 7- og 8-serier er endda født til at spille med backbox. Her har man af lydmæssige grunde valgt en basreflekskonstruktion, og backboxen indgår derfor som en integreret del af højtaleren på samme måde som et traditionelt refleksafstemt kabinet. Den eneste forskel er, at kabinettet er gemt inde i væggen.