Gå til indhold

DALI EQUI

Ægte hi-fi-streaming og trådløs
surround

DALI EQUI er det danske højtalermærkes familie af trådløse, aktive hi-fi-højtalere, som tilbyder både stereo og surround sound med fantastisk lyd og nem opsætning.

Den danske højtalerproducent DALI har gennem de senere år lanceret en række produkter, som kombinerer suveræn trådløs teknologi med ægte hi-fi-højtalere. Det startede med CALLISTO C serien i 2018, og herfra har de nordjyske lydnørder støt og roligt både udvidet sortimentet og skubbet til publikums forventninger til trådløs lyd. I dag kan du gå på jagt i et helt økosystem af produkter, som er kompatible på kryds og tværs – under ét kaldet DALI EQUI.

Hvorfor trådløs hi-fi?

Hos DALI har lydkvaliteten altid stået i forreste række, og indtil for få år siden var alle DALI-højtalere passive. Det passede fint til den traditionelle tilgang til et hi-fi-anlæg, nemlig at højtalere og forstærkere var separate og skulle kobles sammen af brugeren selv. For mange musikelskere er det stadig den foretrukne måde at gøre tingene på, og intet tyder på, at højtalerkabler og separate forstærkere forsvinder i fremtiden. Filosofien bag EQUI er imidlertid, at rigtig hi-fi-lyd skal være for ALLE – inklusive for dig, der ikke har lyst til et komplet anlæg med alle kabler og dimser, men stadig gerne vil have suveræn lydkvalitet.

For mange er hi-fi – især i den dyre ende – en hobby, der drejer sig om mere end blot at lytte til god musik på et godt anlæg. Det er også en proces, hvor man konstant optimerer på sit anlæg i jagten på forbedringer af lyden og ikke er bleg for at udskifte alt fra højtalere til strømkabler med jævne mellemrum. I et traditionelt hi-fi-anlæg med passive højtalere, højtalerkabler, effektforstærkere og forforstærkere er der i sagens natur mange parametre at skrue på, hvilket netop tiltaler mange hi-fi-entusiaster. Ofte kan der rent faktisk også opnås bedre lyd, hvis et bestemt sæt højtalere kombineres med en anden forstærker, eller hvis man skifter højtalerkabler.

For andre trækker det gevaldigt ned, hvis et anlæg kræver, at man bruger en masse tid på at konfigurere og justere, før den gode lyd er på plads. Hvorfor kan man ikke bare få god lyd uden at skulle forholde sig til det tekniske? Her er EQUI et oplagt alternativ, især hvis den foretrukne lydkilde er en streamingservice. Du behøver nemlig ikke mere end et streaming-abonnement og et DALI EQUI-system for at kunne nyde alle dine musikalske favoritter i forrygende hi-fi-kvalitet.

Stereoanlægget gjort simpelt

Sæt dine DALI EQUI højtalere, hvor du vil, placér din SOUND HUB eller SOUND HUB COMPACT, hvor det giver mest mening (eventuelt skjult), sæt strøm til, og spil løs. Så simpelt kan det faktisk gøres.

For streamingfans er det største valg ved EQUI egentlig, om du skal vælge højtalere fra OBERON C, CALLISTO C eller RUBICON C serien, og om det skal være kompakte eller gulvstående højtalere. Det er naturligvis en sag mellem din pengepung, dine boligforhold og dig selv. Heldigvis er der ikke noget, der forhindrer dig i at starte med et sæt kompakte OBERON 1 C og en SOUND HUB COMPACT og senere opgradere til større og bedre højtalere eller en SOUND HUB, hvis du får brug for flere indgange og flere funktioner. Alle EQUI produkter er nemlig fuldt kompatible med hinanden.

Trådløs musik er andet og mere end Bluetooth, og hvis du har en SOUND HUB, kan du selv installere udvidelsesmodulet BluOS NPM-2i fra Bluesound, som tilføjer BluOS multiroom streaming og AirPlay 2 og også lader dig streame højopløst MQA-lyd fra TIDAL HiFi.

Trådløs surround sound

Har du overvejet trådløs surround, men har været i tvivl om, hvorvidt kvaliteten er god nok? Nu lancerer DALI et nyt HDMI-udvidelsesmodul til SOUND HUB, som gør det muligt at opbygge et komplet, trådløst EQUI surround system. Modulet understøtter både HDMI ARC og eARC, hvilket giver mulighed for at streame Dolby og DTS surround sound i op til 7.1 kanaler. I den forbindelse lanceres også den første centerhøjtaler i EQUI-familien, nemlig OBERON VOKAL C.

OBERON VOKAL C rummer alle de lydmæssige kvaliteter fra den passive OBERON-serie, og med tilføjet DSP-kraft og 2 x 50 indbyggede watt får du præcis det ekstra løft til filmdialogen, som kendetegner lyden af den gode hjemmebiograf. I forhold til surround systemer bestående af passive højtalere og AV-receivere (oftest fra forskellige brands) er opsætningen af et EQUI surround system også simplere, fordi alle delene er født til at arbejde sammen.

Du skal selvfølgelig heller ikke undvære en subwoofer i dit EQUI system. I stedet for at lægge sig fast på en dedikeret trådløs EQUI model har DALI valgt en genial alternativ løsning, nemlig at udvikle DALI WSR (Wireless Subwoofer Receiver). Det er en lille modtager, som tilføjer trådløs funktionalitet til enhver aktiv subwoofer, hvad enten der står DALI på den eller ej. Det giver dig helt frit valg af subwoofer, og du kan bruge WSR, hvad enten du mangler ”1-tallet” i dit 5.1 surround system, eller du gerne vil have mere bund i dit stereoanlæg uden at skulle trække et langt subwooferkabel gennem stuen.

EQUI – nemmere og bedre trådløs hi-fi

DALI er ikke de første til at udvikle trådløse musikanlæg eller aktive højtalere. Sonos pionerede området for mere end 15 år siden, og mange er fulgt efter. Derfor har DALI også valgt at fokusere på deres eget speciale, nemlig rigtige hi-fi-højtalere til entusiaster. Højtalere, som leverer en præcis og medrivende lyd – for enhver pengepung.

Uanset teknologien har DALIs fokus dog altid været på den gode lyd for de mange, og deri ligger eksistensberettigelsen for EQUI, nemlig at bringe den sublime lydoplevelse til dig, som elsker musik og god lyd, men har særlige forventninger til brugervenlighed. Et område, hvor de store streamingbrands har vist vejen. EQUI vil dog ikke være alles kop te, selvom det er både nemt at bruge og spiller suverænt dynamisk og detaljeret. På den ene side er EQUI meget fleksibelt og kan fint integreres med dine eksisterende lydkilder som f.eks. CD-afspiller og pladespiller. På den anden side får du en pakke med både højtalere og forstærkere, så hvis du for eksempel allerede har en forstærker, du gerne vil beholde, giver EQUI måske mindre mening for dig. Hvis hi-fi er din hobby, og du godt kan lide optimeringsprocessen og friheden til at sammensætte dit eget system, så er du måske bedre tjent med passive højtalere fra DALI eller andre mærker. EQUI er heller ikke den billigste løsning, hvis du overvejer et surround anlæg. Du kan sagtens købe et velfungerende surround system med passive højtalere og surround receiver for betydeligt mindre, end hvad eksempelvis et OBERON C 5.1 EQUI system vil koste. Du får dog i begge tilfælde, hvad du betaler for, og med EQUI får du både en lydkvalitet og en brugervenlighed, som billigere løsninger ikke kan hamle op med.

Men hele pointen med EQUI er at give musikelskere flere valg – ikke færre. Den teknologiske udvikling har gjort det muligt for DALI at putte både brugervenlighed og fantastisk lyd ind i det samme anlæg, samtidig med at de stadig producerer et stort udvalg af passive højtalere i den kendte DALI-kvalitet. Begge tilgange har deres fordele og fortalere, og med EQUI er den trådløse hi-fi-lyd nu blevet både nemmere og bedre.

Faktaboks: Mød EQUI-familien

  • CALLISTO C-serien

    DALIs første aktive, trådløse højtalere. Serien består af den kompakte 2 C og den gulvstående 6 C. Begge byder på DALIs ikoniske hybrid diskantmodul med dome tweeter og bånddiskant samt SMC-baserede bas/mellemtone-enheder. Det hele drives af en 250 watt Klasse D forstærker i hver højtaler.

  • OBERON C-serien

    Den storsælgende OBERON serie – her med indbygget forstærkning og trådløs teknologi. Serien består af den gulvstående OBERON 7 C, den kompakte OBERON 1 C, den væghængte OBERON ON-WALL C og senest også den dedikerede centerhøjtaler OBERON VOKAL C.

  • RUBICON C-serien

    Så er vi oppe i high-end klassen. Som navnet antyder, er RUBICON C baseret på DALIs næstdyreste serie, nemlig den meget roste RUBICON serie. Her finder du den kompakte RUBICON 2 C samt de to gulvstående modeller RUBICON 6 C og 8 C med hybrid diskant. I RUBICON C serien er der hele to indbyggede 250 watt forstærkere til rådighed i hver højtaler, så der mangler ikke just power.

  • SOUND HUB

    Hjernen i et EQUI system. En trådløs forforstærker med et væld af digitale og analoge indgange samt Bluetooth. SOUND HUB streamer lyden direkte til dine højtalere, i meget høj kvalitet og med meget lav forsinkelse. Den har også to porte til udvidelsesmoduler, som giver mulighed for bl.a. indbygget Bluesound multirums-streaming og trådløs surround sound.

  • SOUND HUB COMPACT

    En mindre og mere enkel udgave af SOUND HUB, med fokus på stereo hi-fi og god TV-lyd. Her er både HDMI ARC, digitale og analoge lydindgange og naturligvis Bluetooth. Dog ingen mulighed for udvidelsesmoduler. Fylder meget lidt og kan nemt gemmes bag dit TV.

  • WSR

    DALIs ”Wireless Subwoofer Receiver” gør det supernemt at tilføje en subwoofer til dit trådløse EQUI system. Med WSR kan du forvandle en hvilken som helst aktiv subwoofer til en trådløs ditto. Det kræver bare at den har en analog subwoofer indgang. Tilslut WSR, giv den strøm fra en USB-strømforsyning, og vupti – din gamle subwoofer bliver en del af EQUI-familien!

Trådløs Topklasse            

Den trådløse teknologi, der anvendes i EQUI-produkterne, burde kunne få selv de mest kritiske audiofile røster til at lægge skepsissen til side og lytte efter. Den er nemlig designet til at levere en lydkvalitet, de fleste vil betegne som high-end, uanset lydkilde.

Fundamentet er en trådløs protokol udviklet af DALI selv, som sender en meget stabil 30-bit datastrøm over enten 5.2 GHz båndet eller 5.8 GHz båndet. Hvilket bånd der anvendes, vælges automatisk afhængigt af, hvor der er bedst plads. Systemet transmitterer ukomprimeret lyd ved 24 bit/96 kHz. De sidste 6 bits (fra 24 til 30) anvendes til feed-forward fejlkorrektion, volumenkontrol, identifikation af højtalere, samt forskellige andre funktioner.

I hjertet af de indbyggede forstærkere sidder en 50MIPS DSP-chip og en D/A-konverter fra Burr-Brown med et dynamikområde på hele 123 dB. I stedet for et analogt delefiter sker al filtrering i det digitale domæne, hvilket muliggør en fantastisk integration med højtalerenhederne, som er koblet direkte på udgangen af forstærkerne. For at få den bedst mulige lydkvalitet, også ved lav volumen, arbejder DALI med fuld 24-bit dynamik hele vejen til højtalerne. Volumenkontrol sker dermed først, når signalet når til forstærkernes input, uanset om du justerer lydstyrken på din telefon eller på din SOUND HUB. Denne løsning giver et optimalt signal/støjforhold og et intakt digitalt signal hele vejen gennem kæden.

Et EQUI system arbejder med meget lav ”system latency”, dvs. en meget lav tidsforsinkelse gennem hele signalkæden. Fra signalet kommer ind i din SOUND HUB, til det kommer ud af højtaleren, går der mindre end 15 ms. Det er så kort tid, at du ikke vil opleve problemer med, at lyden kommer ud af takt med billederne, når du kobler dit EQUI system til TV’et.

Mindst lige så vigtig er den potentielle forsinkelse mellem de enkelte kanaler, f.eks. højre og venstre side i et stereo-setup. Der må faktisk helst ikke være nogen forsinkelse overhovedet, da det blandt andet vil forstyrre stereobilledet. Heldigvis leverer EQUI en latency på omkring 1 sample, hvilket er ekstremt lavt. Ved en sampling-frekevens på 96 kHz svarer det til en forskel så forsvindende lille som 10 uS (10 mikrosekunder), hvilket svarer til den variation, der vil opstå, når du i en ideel lytteposition bevæger hovedet ganske få centimeter fra side til side. Med andre ord er du sikret et ekstremt stabilt stereoperspektiv, og det er en stor del af grunden til, at EQUI lyder så godt, som det gør.