HiFi Klubben

Gå til indhold
Lokale tilbud Gør et kup på udstillingsmodeller, udgåede produkter og overskudslager fra alle vores butikker. Læs mere

HiFi Scenen Talks – Niki & The Dove

Den sprudlende pop-duo Niki & the Dove har med deres eksperimenterende og fremadsynede tilgang til musik, gjort sig internationalt bemærket for deres særegne poplyd, og de to medlemmer Malin Dahlström og Gustaf Karlöf er også et godt eksempel på en konstellation, der er mere nørdet end de fleste. Malin og Gustaf har brugt næsten al deres tid på musik helt fra de var små og skaber deres musik i et tæt samarbejde, hvor ord er unødvendige og arbejdsformen er intuitiv.

”Når vi begynder at snakke i stedet for at lave musik, er det et tegn på, at en sang ikke bliver færdig. Sandsynligvis fordi den er ikke god nok,” fortæller Malin.

Gustaf er enig: ”Det kan da være irriterende. Når jeg har en idé, jeg elsker, og Malin ikke kan lide den, så kan det godt være frustrerende, men så bliver det bare ikke til en sang”, siger han, og måske er denne kompromisløse arbejdsform nøglen til, at duoens musikalske udtryk har markeret sig på den internationale musikscene. Deres analogfuturistiske lyd er tidløs og konstant fremadskuende og lyder som resultatet af en tidsrejse fra historiens store musikalske forbilleder til fremtidens koryfæer med en kombination af akustiske kompositioner og diskret brug af moderne digitale teknologier og auto-tune-effekter. Sangene er dansevenlige, uanset om man er til tempofyldt dans eller slow-dance, men melankolien er gennemtrængende med sange om at savne og vente forgæves ved telefonen. Instrumenteringen er luftig og nærmest ånder gennem sine synth-flader, diskrete trommer og lune bas- og guitargange, der hvirvler rundt om Malins distinkte vokal.

Dog har duoens kompromisløse stil også skabt udfordringer for skabelsen af det nye album. De to fortæller om, hvordan nummeret ’So Much It Hurts’, der er andensinglen fra ’Everybody’s Heart Is Broken Now’, næsten ikke kom med på albummet.

”Vi havde to forskellige versioner af sangen, og vi kunne ikke blive enige og få den til at fungere, så vi var ved at give op. Nogle gange vil sangen bare ikke lyde, som du gerne vil have den”, fortæller Malin.

Arbejdet med denne sang fandt sted på et loft i Gøteborg. Her havde de to musikere bygget et studie og tilbragt dag og nat, på at arbejde med sangene til det kommende album. ”En sen aften orkede jeg ikke at arbejde mere”, siger Malin. ”Jeg tog min cykel og sagde til Gustaf: ”Jeg tager hjem! Du kan bare blive her.” og så kørte jeg hjem. Klokken fire om morgenen ringede Gustaf pludselig, helt glad og sagde, at han havde fundet det sangen manglede – han havde lavet pianoriffet, som tydeligt kan høres i ’So Much It Hurts’, fortæller hun.

Albummet blev ikke kun til i Göteborg. Arbejdet er også foregået i London, Los Angeles, Austin og Toulouse, hvor albummets producer Alan Braxe residerer. Dog er hele sangskrivningsprocessen foregået over de seneste tre år sideløbende med duoens tour-aktivitet i efterdønningerne fra deres succesdebut ’Instinct’ fra 2012, og blandt andet inspireret af små obskure vinyludgivelser som kun findes i Malin og Gustafs egne vinylsamlinger og på YouTube. Men selvom sangene og ikke mindst titlen ’Everybody’s Heart Is Broken Now’ kan lyde som en samling kærlighedssange, så er det ikke tilfældet. Teksterne har temaet kærlighed, men der er en dybere mening:

”Everybody’s Heart Is Broken Now” er et citat af Allen Ginsberg fra et brev, hvor han skriver ”Det er ligegyldigt hvis dit hjerte er knust, for alles hjerter er knust nu”, forklarer Malin. Fortolkningen af teksterne afhænger af, hvor lytteren er i verden og i sit liv. ”Det handler ikke om kærlighed, men om ligegyldighed”, siger hun. Gustaf supplerer: ”Vi valgte titlen for at understrege, at verden er af lave. Men verden har altid været af lave, og nok ikke mere nu end tidligere. Spørgsmålet er med hvilken indstilling vi vælger at se det.

Vi bruger småkager, aka cookies (informationskapsler), så du bl.a. kan bruge vores netbutik. Vi bruger dem også til at finde ud af, hvordan vores netsider bliver brugt, så vi hele tiden kan forbedre os, selvfølgelig imens vi lytter til vores favoritmusik. Ved at fortsætte accepterer du alt dette. Læs mere om cookies her