HiFi Klubben

Gå til indhold
Lokale tilbud Gør et kup på udstillingsmodeller, udgåede produkter og overskudslager fra alle vores butikker. Læs mere

Et hit er din kur mod kedsomhed

Hvad har en popsangerinde som Britney Spears til fælles med de tunge drenge i Linkin Park og en flabet rockpoet som Alanis Morrisette? Overraskende meget. Deres sange er hits nemlig skåret efter samme skabelon – og deler evnen til at stimulere os. Slå ørerne ud og dyk med ned i hittets historie.

Der går højst 17 sekunder, så er introen slut, og første vers begynder. Inden 1 minut når vi omkvædet. Så kommer et andet vers, hvor der er lidt mere intensitet, måske flere instrumenter, måske en korstemme. Et omkvæd mere. Så et stykke, som adskiller sig fra både vers og omkvæd, det såkaldte kontraststykke. Omkvædet igen. Og efter mindre end 4 minutter dæmper musikken sig, og sangen slutter.

”Det giver glæde at lytte til det gode hit. For det skaber en balance, hvor du kommer op på mærkerne, samtidig med at du føler dig helt hjemme,” - Henrik Marstal 

Fans af hård rock tænker nok, at de lytter til noget andet end Alanis Morissette og noget helt andet end Britney Spears. Og omvendt. Men ovenstående beskriver både ’In the End’ med Linkin Park, Morissettes ’Ironic’ og Spears’ ’… Baby One More Time.’ De har selvfølgelig forskellig lyd og lyrik. Men opbygningen har de til fælles.

Alanis Morissette - ”Ironic”, musikvideo.

Og det er helt forståeligt. For den skabelon kan både sælge og gøre glad. Det ved den danske musikforsker, producer og sangskriver Henrik Marstal en hel del om. Sammen med musikproduceren og spildesigneren Morten Jaeger udgav han i 2003 bogen ’Hitskabelonen – imod popmusikkens ensretning’, hvor de følger hitsangens spor gennem tiden og piller dens komponenter fra hinanden.

 ”En hitsang tager os seriøst ved at skære alt det overflødige væk. Sekundet inden, vi begynder at kede os, giver den os noget nyt." - Henrik Marstal 

henrikmarstal-hifiklubben-5_.jpg

”Det giver glæde at lytte til det gode hit. For det skaber en balance, hvor du kommer op på mærkerne, samtidig med at du føler dig helt hjemme,” fortæller Henrik Marstal og uddyber: ”En hitsang tager os seriøst ved at skære alt det overflødige væk. Sekundet inden, vi begynder at kede os, giver den os noget nyt. Vi får lov til at mærke fortællerstemmen i det nedtonede første vers. Derefter bygger intensiteten op, og med præcise ord og effekter bliver historien fortalt. Til sidst giver kontraststykket og gentagelsen af omkvædet rum til, at vi kan reflektere over det, vi lige har fået fortalt. Det er virkelig vågen musik.”

Gennem skoven

Henrik Marstal betegner den færdige hitsang som et ekstremt bearbejdet stykke musik. Sange opstår ofte i løse tøjler. I en jam mellem bandmedlemmer, med en improviseret tekst over et beat eller lignende. På det stadie er musikken som at bevæge sig gennem en tætgroet skov for første gang. Sådan kan man godt lade den være. Men vil man lave et hit, begynder man at kortlægge skoven, skære grene af, belyse de flotteste steder og planlægge, hvordan man bedst – og hurtigst – kommer fra den ene ende til den anden.

”Når man går til et traditionelt bal, skifter man partner hele tiden. Det er første, spæde skridt i et dybereliggende parringsritual. Efter tre til fire minutter har du en fornemmelse for, om der er en umiddelbar kemi." - Henrik Marstal 

At man i dag kommer frem til så ensartede resultater, skyldes simpelthen, at formen har vist sig slidstærk. Den faldt på plads i 1960’erne via bands som The Beatles og The Supremes, og blev i 1970’erne cementeret af ABBA, AC/DC og flere andre. Tidligere var populære sange mere fortløbende – vers fulgte vers, og så lå der et kontraststykke, inden man fandt tilbage til et afsluttende vers. Med 1960’erne kom omkvædet for alvor til og blev nøglen til succes.

Men hvordan endte man lige på en længde af tre til fire minutter? Den teknologiske forklaring ligger lige for: De gamle lakplader fra før 1950 kunne rumme tre til fire minutters musik, og lytterne vænnede sig til den længde.

Henrik Marstal har derudover en teori fra sine erfaringer med folkemusikmiljøet:

”Når man går til et traditionelt bal, skifter man partner hele tiden. Det er første, spæde skridt i et dybereliggende parringsritual. Efter tre til fire minutter har du en fornemmelse for, om der er en umiddelbar kemi. Er den der ikke, vil du gerne videre. Og så skifter orkestret sang, og du skifter partner. Den form har eksisteret længe før den indspillede musik, så længden på nummeret har derfor måske en mere almenmenneskelig begrundelse,” forklare han.

Hans egne favoritter blandt de klassisk skårne hits ligger dog et helt andet sted. Han peger på The Cures ’Boys Don’t Cry’ fra 1979:

”Den har alle de klassiske elementer. Men den stritter lidt alligevel. For det første har forsanger Robert Smith ikke en stemme, som man normalt forbinder med hits. For det andet kan man på en eller anden måde godt høre, at den er lavet af et band, der ikke er vant til at lave den slags sange. Jeg kan godt lide, at den får et lag af parodi uden at miste sin oprigtighed.”

Take a sad song …

Disse små variationer til skabelonen er vigtige understreger Marstal. For ligesom skabelonen kan give umiddelbar nydelse, kan den også være trættende, hvis sangskriverne glemmer at hælde personlighed ind i den. Eller mangler modet til at bryde den. The Beatles lavede selv et klokkeklart brud, da de udgav singlen ’Hey Jude’ i 1968. Den begynder med to vers, hvor intensiteten stiger – først en tamburin, så et kor. Så kommer et såkaldt b-stykke, der løfter intensiteten yderligere, blandt andet ved at tilføje trommer. Men der kommer ikke et forløsende omkvæd. I tredje vers falder flere korstemmer ind. Så b-stykket igen. Stadig intet omkvæd. Bare mere opbygning af intensitet. Efter 3 minutter og 22 sekunder bliver sangen forløst. Ikke via et omkvæd, men via et c-stykke, der kører i ring. Et kor synger ”na-na-na …”, McCartney skriger på kryds og tværs, og blæsere lægger sig i mikset. Det fortsætter i næsten 4 minutter, inden nummeret slutter. ’Hey Jude’ gik nummer et på hitlisten i USA, i England, i Tyskland, ja i hele den vestlige verden.

”Fordi de i opbygningen trækker fjederen så hårdt, er det så befriende, når man slippes fri til sidst. Derfor kan den bære den lange outro. Og fordi man er vant til den korte form, virker nummeret endnu stærkere. Vi har som mennesker også brug for hits, der i den grad giver sig tid til at fejre livet, og det gør ’Hey Jude’ med den levende fællessang,” siger Henrik Marstal

Vi bruger småkager, aka cookies (informationskapsler), så du bl.a. kan bruge vores netbutik. Vi bruger dem også til at finde ud af, hvordan vores netsider bliver brugt, så vi hele tiden kan forbedre os, selvfølgelig imens vi lytter til vores favoritmusik. Ved at fortsætte accepterer du alt dette. Læs mere om cookies her