HiFi Klubben

Gå til indhold
Lokale tilbud Gør et kup på udstillingsmodeller, udgåede produkter og overskudslager fra alle vores butikker. Læs mere

Som en juleaften sammen med Mark Knopfler

En vild drøm. Et kamikaze-projekt. Alle pengene værd.

De tre musikere i århusianske Vestbo Trio rejste i oktober 2017 til London for at indspille et nyt album i deres fælles idols studie: British Grove Studios, ejet af Dire Straits-legenden Mark Knopfler.

VT-press-Gentlemen_450x450.jpg

Bandnavnet Vestbo Trio vil virke bekendt for mange af HiFi Klubbens kunder. Drengene i Vestbo Trio har siden 2012 afholdt en lang række velbesøgte koncertevents i HiFi Klubbens butikker. Vestbo Trio spiller guitarbåret instrumentalmusik med særlig flair for vellyd og flotte LP/CD-udgivelser.

Vestbo Trios nye album “Gentlemen…” er bandets hidtil største satsning. Musikken er indspillet i Mark Knopflers studie British Grove i London. Med på turen var også HiFi Klubbens grundlægger Peter Lyngdorf samt en kameramand. Derfor kan du nu få et særligt kig ind i et af verdens allerbedste lydstudier!

Se filmen om turen øverst i denne artikel og læs historien her nedenfor. Hold også øje med nyhedsbrevet fra din lokale HiFi Klubben butik, så du kan komme med til en af Vestbo Trios koncerter i vores butikker i 2019.

Download et track fra Vestbo Trios nye plade her

 

På blot to dage indspillede guitaristen Michael Vestbo, bassisten Jesper Smalbro og trommeslageren Eddi Jarl for egen anseelige regning hele ti numre. Materialet udgør trioens fjerde udspil med instrumentalmusik, albummet “Gentlemen…” der trækker tråde til både jazz, country og blues.

"En totaloplevelse", sammenfatter bandet de to intense døgn i London, der samtidig levede op til forventningerne om et møde med lyd i mildest talt særklasse.

Hvordan det gik til, at et relativt ukendt dansk band havnede i et af verdens bedste lydstudier og tilmed fik hilst på dets berømte ejer, vender vi tilbage til.

Lad os først vende blikket mod den britiske hovedstad.

British Grove Studios er beliggende i en forholdsvis anonym gade midt imellem bydelene Hammersmith og Chiswick i det vestlige London. I tidens løb er dele af bygningerne blevet brugt som blandt andet lager og som kontorer for det hæderkronede pladeselskab Island Records.

Siden British Grove Studios åbnede i 2005 - og dermed forenede Mark Knopfler's erklærede ønske om at kombinere "past and future technology" - har navne som Eric Clapton, The Rolling Stones, Sting og Nick Cave gjort brug af studiets overdådige faciliteter.

Som blot et enkelt eksempel på fortidens teknologi, råder British Grove Studios blandt andet over mixerpulten, der blev brugt i 1973 under indspilningen af Paul McCartney og Wings' udødelige album "Band On The Run".

For Vestbo Trio trio blev tiden i London et uforglemmeligt møde mellem den digitale og analoge verden.

 

Forbindelsen via Lyngdorf

Så hvad er forklaringen på, at bandet nu figurerer i det fornemme britiske studies gæstebog - side om side med de nævnte store kanoner?

Svaret lyder i høj grad: Peter Lyngdorf. Grundlæggeren af HiFi Klubben og Lyngdorf Audio er nemlig personlig ven af Mark Knopfler.

De to lærte hinanden at kende via Dave Harries, tidligere medarbejder i Abbey Road Studios, hvor han stod i forreste række ved indspilninger med både The Beatles, Pink Floyd og Led Zeppelin. Siden blev han studiemanager i Sir George Martin's Air Studios, og i dag er Harries en af nøglefigurerne i British Grove Studios.

"Dave har stor interesse for landvindinger indenfor lyd, og vi har løbende haft kontakt om de teknologier, vi har udviklet i Lyngdorf Audio," fortæller Peter Lyngdorf og tilføjer:

"Vores teknologi indenfor digital rumkorrektion bruges således både af Mark Knopfler personligt og af hans studie."

Forbindelsen mellem Peter Lyngdorf og Vestbo Trio blev etableret for tre år siden, da bandet blev rådgivet af den navnkundige lyd-entusiast via hans Nordic Dynamic-projekt, der kort og godt handler om at fremme dynamikken i musikproduktioner.

For Vestbo Trio er om nogen optaget af god lyd. God lyd bringer ganske enkelt lytteren tættere på musikken og dens udøvere, mener bandet.

At oplevelserne i London som antydet var en bekostelig affære, er i den henseende underordnet, lyder det samstemmende fra de tre musikere. Kærligheden til den gode lyd overskygger med andre ord et minus på bankkontoen.

"Havde nogen forinden foretaget en cost benefit analyse, ville resultatet helt sikkert være, at det var for vanvittigt et projekt," siger Michael Vestbo.

 

Et års korrespondance

British Grove Studios karakteriseres af  Vestbo Trio blandt andet "som at tjekke ind på et syvstjernet hotel".

Unægteligt - og med al mulig respekt - et noget anderledes miljø, end det, vi befinder os i denne formiddag; bandets øvelokale i et kælderplan i det centrale Århus.

Med en begejstring på størrelse med Empire State Building, kaster de tre musikere sig ud i en fascinerede fortælling, der tager sin begyndelse med en forsigtig forespørgsel fra Michael Vestbos side.

"Jeg vidste, at Peter Lyngdorf kendte Mark Knopfler, så jeg skrev til Peter, om han troede, at vi måske engang kunne booke os ind i studiet i London? Peter svarede hurtigt, at han ville undersøge det."

Herefter fulgte en korrespondance, der strakte sig over et års tid.

"Sådan et studie er jo booket langt ud i fremtiden, så det gjaldt om at være tålmodig," siger Michael Vestbo.

"Desuden", indskyder Jesper Smalbro, "vil vi altid gerne lave noget ekstraordinært."

"Vi synes selv, vi har været gode til at lave noget nyt for hver plade, vi har udgivet. På vores seneste arbejdede vi sammen med en rock-producer i form af Lars Skjærbæk - og før det udgav vi en live-plade."

Eddi Jarl nikker:

"Ja - så spørgsmålet var lidt: Hvad skal vi nu finde på? Og hvad kunne vel at mærke være det vildeste overhovedet?"

Da der endelig kom en melding om, at studiet i London havde to ledige dage i kalenderen, slog trioen straks til.

Brikkerne til et enormt logistisk puslespil skulle nu lægges.

"Jeg måtte mande mig op og ringe til studiet ad et par omgange", mindes Michael Vestbo.

"Hvor meget gear skulle vi for eksempel selv have med? Og foregik indspilningerne fra 8-16? Vi måtte selv bestemme, viste det sig, så vi foreslog klokken 10-22 begge dage. Absolutely! lød svaret".

Hvad gearet angik, blev guitarer, trommer og percussion pakket på en palle og kørt derover med en lastbil, alt imens Jesper Smalbro skulle knække koden i forhold til, hvordan han fik sin elskede 150 år gamle kontrabas - "min pensionsopsparing" - med ombord på flyet og videre med undergrunden, når de nåede London.

Alt flaskede sig. Tre måneder efter tilbuddet om de to studiedage tikkede ind, ringede bandet på hos British Grove Studios.

 

Den jyske sindighed

"Noget af det første, vi blev mødt af, var spørgsmålet: Coffee or tea, boys?" fortæller Michael Vestbo.

"Og så fik vi ellers en rundtur i studiet. Der var lækkert gear overalt, og man kunne hurtigt fornemme, at alt bare er optimeret og gennemtænkt."

Med på den begivenhedsrige tur var også Peter Lyngdorf, produceren Dennis Ahlgren, teknikeren Jacob Schjødt Worm samt fotografen Ole Lauritsen, som dokumenterede seancen.

"Det var lidt ligesom juleaften at træde indenfor i studiet. Som skulle man ind og se det pyntede træ," siger Eddi Jarl.

Han fortsætter:

"Vi var vildt benovede, men forsøgte i første omgang at foregive, at vi havde prøvet noget lignende før. Det opgav vi nu ret hurtigt!"

Der var konstant tre teknikere til rådighed for bandet; de sørgede for selv de mindste detaljer som at flytte en mikrofon nogle få centimeter eller bytte om på to kabler i Michael Vestbos guitarpedaler.

"Alle i huset var enormt gode til at give os den bedste behandling. De var helt enormt venlige og gjorde alt for at få os til at føle os godt tilpas," siger han.

Alligevel skulle de tre danske musikere lige føle sig frem i forhold til, hvad man kunne forlange.

Jesper Smalbro fortæller:

"Lydboksen, jeg fik tildelt, lød ikke helt, som jeg godt kunne tænke mig. Det var svært i første omgang at få sagt det højt, men jeg gjorde det og fik en anden med lidt højere til loftet og en lysere klang. Det var lidt en speciel situation at skulle stole på sin egen faglighed i sådanne omgivelser."

Med sig havde Jesper Smalbro iøvrigt en kær, men "smadret gammel el-bas", som han formulerer det.

"Et dårligt fremstillet Höfner-eksemplar fra 60'erne, som jeg i sin tid købte for 2500 kroner. Og så tager jeg den med i verdens bedste studie - et sted, hvor man ikke kan finde et træpanel eller en el-pære, der koster mindre end dén bas", griner han.

"Der skal man igen stole på, at man gennem al den teknologi og fame bare skal stå fast på at dyrke en særlig æstetik. Også selvom man er en sindig nordjyde."

 

Pludselig stod han der

Som antydet tidligere fik bandet hilst på deres idol. Omend det blev en kort affære.

"Da vi den første dag fandt ud af, at Mark Knopfler sad lige inde ved siden af og arbejdede, gik diplomatiet i gang", smiler Michael Vestbo.

"Hvis I møder ham, sagde vi til teknikerne, må I da gerne sige, at han rigtig gerne må kigge herind".

"Han er lidt reserveret”, fik vi at vide. Desuden sad han og arbejdede på sin egen kommende plade.

Men så. På dag to ved seks-tiden om aftenen, mens Vestbo Trio selv var dybt begravede i at lytte en optagelse igennem, fik Eddi Jarl øje på en skikkelse, der stod og kiggede ind ad en lille rude i døren.

"Jeg nåede at tænke: Han er da vist gået forkert, ham dér. Hvordan er han overhovedet kommet ind?"

Latteren bølger henover bordet.

"Han ville åbenbart ikke forstyrre; "I normally never do this", sagde han. Men vores held var nok, at Peter Lyngdorf sad sammen med os. De faldt i snak i nogle minutter, mens vi stod dér og bare var starstruck," fortæller Michael Vestbo og fortsætter:

“Mark spurgte, om vi fik brugt noget af det fine gamle udstyr - og om det virkede. Vi kvitterede vist bare med at sige ja og grine nervøst".

"Jeg ville dø for en selfie med manden, men kunne ikke få mig selv til at spørge," fortæller Michael Vestbo.

"Ud fra hans hue, dynejakke og jeg-er-på-vej-ud-ad-døren-attitude at bedømme, kunne jeg også godt fornemme, at det nok ikke lige var et photo-moment".

"Så hellere holde kontakten ved lige og sende ham pladen, når den er færdig," tilføjer han og griner:

"Og signere den selvfølgelig: To Mark from Vestbo Trio. Det glæder vi os til!"

VT_gallery_1000x400.gif

HiFi Klubben bruger cookies til statistik og til at forbedre din brugeroplevelse på vores hjemmesider. Ved at klikke videre på siden accepterer du brugen af cookies. Læs mere om cookies her