Gå til indhold

Hvorfor subwoofer i et
stereosystem?

Du har brug for en subwoofer. Du ved det måske ikke endnu, men når du først har prøvet at have en subwoofer forbundet til dit system, vil du aldrig have lyst til at undvære den igen. Der er ingen højtalere, der kan spille den dybe bas, der er en del af et klassisk orgelstykke eller det nyeste technonummer. Selv hvis du lytter til andre slags musik, vil du stadig opleve, at subwooferen bringer mere drive, mere dynamik, mere liv til din musik.

Det bliver også lettere at sætte dine højtalere op. Du har måske lagt mærke til, at stereobilledet var fantastisk, da dine højtalere var længere inde i rummet, men bassen var langt bedre, da du stillede dem op mod væggen. Når du bruger en subwoofer, er dine højtalere i stand til at skabe den bedste stereoillusion, de kan, mens subwooferen sørger for de lave frekvenser, der får blodet til at suse.

Populære
subwoofers

Sådan placerer du din subwoofer

At placere din subwoofer kræver en anden tilgang end at placere dine højtalere, men det er ret nemt, og du vil nok synes, at det er ret sjovt. Hele ideen er, at du får rummet til at spille med sammen med din subwoofer. Din subwoofer skal spille så lavt og så lidt som muligt; dit rum skal forstærke det.

Start med at placere din subwoofer på din lytteposition. Vælg et nummer med virkelig dyb bas, og spil det på en rimelig lydstyrke. Begynd at gå rundt. Du vil lægge mærke til, at bassen lyder fantastisk i et punkt i rummet, og nærmest ikke kan høres i et andet punkt. Din subwoofer er placeret helt nede ved gulvet, så prøv også at kravle rundt. Gå hen til det sted, hvor du synes, at din subwoofer ville se pæn ud. Er bassen stram, kraftfuld og fed? Fantastisk! Er bassen svag, som om din subwoofer er slukket? Bare rolig, prøv et andet hjørne. Sandsynligvis er der et af rummets hjørner, der lyder fantastisk, og det ville være et godt sted for din subwoofer. Hvis du har problemer, kan du frakoble dine højtalere, så de ikke distraherer lyden fra din subwoofer. Vær opmærksom på at beholde den samme lydstyrke, hvis du gør det. Har du fundet det sted, hvor din subwoofer lyder bedst? Placer din subwoofer der, et lille stykke fra væggen.

Juster subwooferen til dine højtalere med Room EQ Wizard

Nu, hvor din subwoofer er på den perfekte plads, skal du justere den til dine højtalere. Der er to forskellige tilgange til dette, og vi forklarer dem begge. I den første spiller dine højtalere deres fulde frekvensområde, og din subwoofer spiller det, de ikke kan håndtere. Det menneskelige øre kan høre toner fra 20 kHz helt ned til 20 Hz, men de laveste frekvenser er normalt ikke til stede i det meste musik. Hvis du kigger på specifikationerne for din højtaler, vil du se, at fabrikanten har målt deres frekvensområde, dvs. de højeste og laveste toner, de kan spille. For eksempel kan DALI OPTICON 6 MK2 spille fra 49 kHz ned til 30 Hz ifølge manualen. I virkeligheden vil det dybeste toneområde være begrænset af effekten på din forstærker, størrelsen på rummet og placeringen af dine højtalere.

Du kan måle responsen på dit system med en mikrofon og justere subwooferen derefter. Programmet Room EQ Wizard er en gratis app, du kan bruge til at måle alle mulige slags ting ved dit lydsystem. Du har brug for en ordentlig USB-mikrofon og et mikrofonstativ. Stil mikrofonen på din lytteposition, og mål. Nu kan du se ved hvilken frekvens, dine højtalere stopper med at spille, og hvor din subwoofer skal begynde. Prøv nogle forskellige indstillinger for at se hvilken delefrekvens (crossover), der giver den fladeste (mest lineære) responskurve. Den vil ikke være helt perfekt endnu. Det er her, rumkorrektions-software kommer ind i billedet. Denne metode fungerer også til at indstille subwooferens lydstyrke i forhold til højtalerne.

Du kan også bruge Room EQ Wizard til at måle den forsinkelse, der er mellem dine højtalere og din subwoofer, hvilket kan hjælpe gevaldigt på at få systemet til at lyde sammenhængende og rent. Forsinkelsen mellem dine højtalere og din subwoofer er en afgørende del af fantastisk lyd. Da din subwoofer har sin egen forstærker og sine egne indstillinger, har den en kort forsinkelse, inden den spiller. Bare at måle afstanden mellem dine højtalere og din subwoofer tager ikke højde for dette.

Det og positionen i rummet, altså en placering meget tættere på eller meget længere fra din stol, gør en stor forskel. Lyden fra højtalerne skal ramme dine ører samtidig med lyden fra subwooferen, så det lyder som ét system. Forsinkelsen i lyden kan også ødelægge frekvensresponsen og skabe højdepunkter og lavpunkter. Ikke alle forstærkere har indstillinger for forsinkelser, men hvis din har, så sørg for at indstille den korrekt, før du indstiller delefrekvensen og laver rumkorrektion.

Juster subwooferen med øret

Prøv at tjekke, om din favorit-streamingtjeneste har et album med frekvens-testtoner, og lyt til dem ved en rimelig lydstyrke uden din subwoofer. Hver testtone burde have den samme lydstyrke, men i takt med, at frekvensen går nedad, vil du høre lyden blive svagere. På et tidspunkt vil du knap nok kunne høre testtonen fra der, hvor du sidder. Notér, hvilken frekvens det er på, og indstil din subwoofers delefilter til denne. Nu vil din subwoofer frafiltrere alle signaler, der er højere end denne frekvens, og kun spille dem, der er lavere. Lyt til testalbummet igen, og juster subwooferens lydstyrke, indtil den lyder lige så kraftigt som dine højtalere. Hører du hver tone ved samme lydstyrke? Fantastisk! Hvis ikke, prøv at indstille delefrekvensen lidt højere, så højtalerne og subwooferen overlapper bare en lille smule.

Fordelen ved denne metode er, at dine højtalere spiller, som producenten har tiltænkt det. Det er blevet møjsommeligt udviklet og balanceret af eksperter, og du tilføjer blot de frekvenser, de ikke selv kan. Det vil give dig en varm, fuldblodet lyd, som du kommer til at elske!

Delefrekvens/Crossover – en smart måde at splitte de dybe toner mellem subwoofer og højtalere

Der er en anden måde at sætte din subwoofer op på, og hvis du har en forstærker, der har sit eget filter, kan du også prøve det. Næsten alle surroundforstærkere og de fleste stereoforstærkere kan gøre dette. Ideen er, at det er rigtig svært for dine højtalere at presse de laveste frekvenser ind i dit rum. Selv de største og bedste højtalere har ikke nemt ved det, og det handler alt sammen om, hvor kraftig din forstærker er. Hvis du filtrerer de helt lave frekvenser væk fra dine højtalere, åbner de op og vil lyde mere afslappede og dynamisk i mellemtonen og diskanten. Din subwoofer tager sig af bassen, og dine højtalere vil have hænderne frie til at brillere med resten.

Populære
subwoofers

Der er ikke nogen faste regler for, hvad der er en god delefrekvens for subwooferen; du bliver nødt til at lytte og selv beslutte dig. Start ved 80 Hz, så dine højtalere vil spille alt ned til 80 Hz og så stoppe. Din subwoofer vil spille alt fra 80 Hz og ned til der, hvor musikken stopper. 80 Hz er lidt lavere end det punkt, hvor det menneskelige øre kan høre, hvorfra lyden kommer. Det er godt, for det er ikke meningen at du skal kunne lokalisere din subwoofer. Lyt til dine yndlingsnumre, og start med at lytte til mandlige og kvindelige stemmer. Sammenlignet med, at dine højtalere spiller hele frekvensområdet – som de normalt gør – lægger du nok mærke til, at dit stereobillede er meget bedre nu. Hvis du har store højtalere med god bas, kan du prøve at sætte delefrekvensen en smule lavere. I sidste ende skal dine højtalere og din subwoofer spille som en samlet helhed, hvor alt arbejder optimalt sammen.