Hvad er en subwoofer?
Subwooferen er den mærkelige fætter i hi-fi-familien. Det er den kubiske kasse, der står ovre i hjørnet og brummer. En subwoofer er nemlig en højttaler, der har dedikeret dens liv til udelukkende at spille de dybeste bastoner i din musik og de tungeste eksplosioner i dine film. Den ser derfor anderledes ud end de andre højttalere i et lydsystem, da den alene skal gengive de dybe toner, vi kalder bastoner.
”Men behøver jeg overhovedet en subwoofer?” Her kan svaret være både ja og nej når vi taler om et stereosystem. Har du for eksempel et sæt mindre højttalere, kan det være en rigtig god idé at supplere med en subwoofer, da du på den måde får det fulde lydbillede – hvilket de små højttalere i sig selv mangler. Har du i forvejen et par større højttalere, måske et par gode gulvhøjttalere, så behøves en subwoofer ikke nødvendigvis.
Hvis du vil se film og koncerter med surroundlyd, så er en subwoofer strengt nødvendig. Film og koncerter, der er indspillet med surroundlyd, har nemlig et seperat bas-lydspor, som du ikke kommer til at høre, hvis du ikke bruger en subwoofer. I et ”5.1-surroundsystem” henviser 1-tallet netop til den seperate subwooferkanal, som du altså misser hvis du ikke har en dedikeret subwoofer i dit system.