Gå til indhold

53 produkter
53 produkter

    Pickupper – pladespillerens soulmate

    Når vi taler om en pickup inden for hifi verdenen, befinder vi os i afdelingen for pladespillere. En pickup er den anordning på en pladespiller, hvor den lille nål til aftastning af rillen sidder. Den omsætter svingninger til elektriske signaler, så der kan frembringes lyd, og vi kan nyde fantastisk musik fra vores plader.

    Pickupper fås i to typer: MM (Moving Magnet) og MC (Moving Coil). MM er nem i brug og fås til pladespillere i alle prisklasser. MC kræver omhu og ekstra forstærkning og er primært til kræsne audiofile vinyl-entusiaster. Matchet korrekt med pladespiller og tonearm kan MC til gengæld give en helt suveræn musikoplevelse.

    Hvad er en pickup?

    En pickup består af en lille diamantnål, som er monteret på et nålerør kaldet en cantilever. I den anden ende af cantileveren sidder enten en magnet eller en spole, som bevæger sig sammen med nålen i pladens riller.

    Når pickuppen bevæger sig, skaber den spænding i et magnetfelt, og udsvingene i denne spænding er det, vi kan forstærke og sende ud gennem vores højtalere som musik.

    To primære typer

    I HiFi Klubben forhandler vi de to mest brugte pickupper: MM og MC. Hvilken type, der er bedst for dig, afhænger primært af, hvor god kvalitet du vil have, og hvor stort et budget du har.

    MM – Moving Magnet

    MM pickup er den mest brugte type på markedet. Den er billig at producere, og den kan laves i god kvalitet til en fornuftig pris. Det er typisk en MM pickup, der er med, når du køber en ny pladespiller. Den er nem at bruge og passer til pladespillere i mange forskellige prisklasser.

    En MM pickup er et elektrisk system, hvor en magnet er monteret på cantileveren. Magneten bevæger sig mellem to spoler, så delene tilsammen danner en lille elektromagnetisk generator. Når nålen og magneten bevæger sig, danner de sammen en strøm i spolerne, som afspejler musikken i rillerne.

    Den største fordel ved at vælge en MM pickup er prisen. Den er som sagt billig at fremstille, og skaber en god lydkvalitet, som er tilfredsstillende for de fleste. En anden fordel er, at nålen og cantileveren ofte sidder i en separat enhed, som kan skiftes ud, når nålen bliver slidt. Så behøver du ikke at udskifte hele pickuppen.

    Sidst, men ikke mindst, er udgangsspændingen på 4-6 mV, hvilket betyder, at den ikke kræver en masse ekstra forstærkning. Du kan tilslutte en MM pickup direkte til enhver pladespillerindgang eller en prisvenlig separat RIAA-forstærker, hvis dit anlæg ikke har indgang til pladespiller.

    Der er også en ulempe ved MM pickuppen. Cantileveren og magneterne er forholdsvis tunge, hvilket gør pickuppen mindre følsom over for små påvirkninger. Det betyder, at den ikke er helt så god til at opfange de allermindste detaljer i rillerne på pladen, og du dermed heller ikke får helt så mange detaljer i lydbilledet som med en god Moving Coil pickup.

    Der er dog tale om små detaljer, så hvis du blot vil have en god oplevelse med din pladespiller, uden det behøver at være absolut topklasse, kan en MM pickup sagtens levere varen. Og du kan få MM pickupper i meget fin kvalitet – helt op til high-end niveau.

    MC – moving coil

    Hvis godt ikke er godt nok til dig, skal du have fat i en MC-pickup. Den er typisk dyrere og findes på de bedre pladespillere eller sælges i løssalg.

    MC-pickupper er både sværere og dyrere at producere, hvilket også er grunden til, at de koster mere end MM pickupper. Prisen hænger til gengæld sammen med kvaliteten, så du får ofte en markant bedre lydoplevelse med en MC-pickup.

    I modsætning til MM pickupperne er det ved MC-pickupper spolerne, der bevæger sig i stedet for magneten. Spolerne er monteret på cantileveren, så de sidder i et kraftigt magnetsystem, hvor de kan vibrere efter musikken.

    Spolerne er meget små og så fine, at de er svære at producere korrekt, hvis det ikke gøres ved håndkraft. Derfor er langt de fleste MC pickupper håndlavede, så de små spoler og tynde ledninger sidder helt, som de skal.

    Fordelene ved MC-pickupper er, at cantileveren, nålen og spolerne er lettere og derfor bedre opfanger de små detaljer i pladens riller. Det giver dig et langt mere fuldendt lydbillede, så du får alle detaljer med.

    En ulempe ved MC pickups er, at nålen ikke kan udskiftes, når den bliver slidt. Du skal derfor udskifte hele pickuppen. Udgangsspændingen er også lavere end ved en MM pickup, så der er brug for en god RIAA eller pickup-forforstærker med speciel MC-indstilling for at få en ordentlig lyd ud.

    Når det hele er monteret og passer sammen, er der til gengæld ingen tvivl om, at MC er flere længder foran MM. Materialerne er finere, og du kan opnå en væsentligt højere lydkvalitet. Der er derfor god grund til at forkæle dig selv og din pladespiller med en MC-pickup, hvis du gerne vil nørde med det og opnå en lydkvalitet i topklasse.

    Skift ud jævnligt for bedre holdbarhed

    Som med alt andet her i verden bliver din pladespiller og pickup også slidt, når du bruger den. Der er ingen fast grænse for, hvor længe din pickup kan holde, men en god tommelfingerregel er, at diamantnålen typisk holder 1000 timer, før du kan begynde at høre mislyde. Holdbarheden afhænger også af, hvor god du er til at holde både nålen og dine plader rene, og om nålen og tonearmen er indstillet rigtigt i forhold til hinanden.

    Har du en gammel pladespiller stående, anbefaler vi altid at udskifte pickuppen, før du fylder huset med musik fra din favoritplade. Nålen og cantileveren bliver holdt fast af en helt tynd gummimanchet, som nemt påvirkes af eksempelvis fugt og temperaturudsving. Hvis din pladespiller har været gemt væk i noget tid, kan manchetten derfor have taget skade. Det giver dig i bedste fald en forvrænget lyd og mistede detaljer i musikken, men i værste fald koster det ridser i dine plader, fordi pickuppen ikke længere følger rillerne, men i stedet sliber sine egne.

    Det kan altså bedst betale sig økonomisk at skifte din pickup jævnligt, så du ikke pludselig skal skifte hele din pladesamling i stedet. En velholdt pickup giver desuden også en langt bedre lydkvalitet, så du kan nyde musikken fuldt ud.

    Godt tilbehør gør det ikke alene

    Selvom pickuppen er en vigtig del af din pladespiller, kan den ikke trylle. Hvis pladespilleren ikke er i orden, kan du sætte selv den bedste pickup på uden at opnå et godt resultat.

    Hvis du skal prioritere en af delene, er det derfor bedre at investere i en god pladespiller, som du senere kan opgradere med en pickup i topkvalitet.

    Vi hjælper dig gerne med at vælge den rigtige type og kombination, så kig forbi din lokale HiFi Klubben butik og lad os hjælpe dig med at få det mest optimale ud af din pladespiller og pickup.

    Relaterede kategorier

    Argon Audio pladespillereDenon pladespillerePro-Ject pladespillereOrtofon pickupperHvide pladespillereForstærkerDigitalforstærkerIntegreret forstærkerForforstærkerEffektforstærkerMini forstærkerDenon forstærkerNAD forstærker