Gå til indhold

Sådan virker pickuppen, og sådan vælger du den rigtige

Pickuppen
Et lydmekanisk vidunder

Den lækre analoge pladelyd starter med en god pickup. Men hvordan virker pickuppen egentlig, og hvilken type er den rigtige til dit behov? Vi tager dig med på en rejse ind bag diamantnålen.

Pickuppen er den enhed, som opfanger/læser de forskellige variationer i selve rillen af vinylpladen og omdanner disse vibrationer til et lydsignal, som kan forstærkes og sendes ud gennem dine højtalerne. Der findes mange typer af pickupper til pladespillere, alle med deres unikke egenskaber og i alle prisklasser.

En pickup er en såkaldt ”mekanisk transducer”, lidt ligesom en mikrofon. Den omsætter bevægelig energi til elektrisk energi, og dette gør den væsentligt mere farvet i lyden end typisk normal elektronik. Den ekstreme finmekanik er nemt påvirkelig af både præcisionen i mekanikken selv samt udefra kommende påvirkninger.

Nålen i en pickup bevæger sig i rillen med utrolige hastigheder. Den kan blive udsat for G-påvirkninger (tyngdeacceleration) op imod 100 G og kan bevæge sig med en hastighed på over 100 kilometer i timen. Til sammenligning kan et F-16 jagerfly præstere omkring 9 G, og en toptrænet pilot er i overhængende fare for at besvime ved 7 G. Det er derfor nemt at forstå, at pickup-systemet skal være af meget høj mekanisk kvalitet for at kunne aflæse rillerne perfekt.

Pick-ups

Flere typer
pickupper
til flere behov

De mest benyttede pickup-typer er Moving Magnet og Moving Coil, også kaldet MM og MC. Der findes også andre og mere eksotiske typer, som denne artikel ikke vil gå nærmere ind på. Her vil vi koncentrere os om de typer, som vi fører i HiFi Klubben.

Valget af pickup er tit et spørgsmål om kvalitet, pris og hvordan den pågældende pickup matcher pladespilleren, tonearmen og det tilsluttede musikanlæg. I denne artikel vil vi give dig lidt basisviden omkring de forskellige typer af pickupper og teknikken omkring dem.

En pickup kan blive udsat for g-påvirkninger op imod 100 g!

Introduktion:
pladen
og rillerne

Når man skal lave en vinylplade, starter man med at skære en master, som enten er en kobberplade (Direct Metal Master – DMM) eller eller en ”lak-master” som er en aluminiumsplade med en påført overflade af vinyl acetat – i princippet lidt ligesom neglelak. I denne lak skæres rillerne af selve skæremaskinen, den såkaldte ”cutting lathe”. Pladen lægges på en roterende pladetallerken, og rillerne skæres ud fra musikken af et skærehoved og en skærenål med en meget kraftig forstærker tilknyttet (1.000-3.500 watt). 

Skærehovedet skærer rillerne fra ydersiden og ind i en spiral mod midten af pladen. Dette danner lak-masteren, som herefter, kort fortalt, sendes til replikation, hvor den sprayes med sølvnitrat, som fylder alle rillerne i pladen ud. Dette bliver så kemisk behandlet til at skabe en negativ metaludgave, den såkaldte ”metal stamper”. Denne benyttes til at trykke vinylet til færdige plader.

Vinyl-mastering er en meget vanskelig og dyr proces, og det kræver mange års erfaring at gøre det ordentligt. Det er en af grundene til, at vinylplader typisk koster lidt mere i butikkerne og også tit har store kvalitetsmæssige forskelle, alt efter hvor de er trykt. Og nu – tilbage til pickuppen!

Pickuppens
opbygning

Pickuppen består af en lille diamantnål, som er monteret på et lille rør, kaldet nålerøret eller cantileveren. Bag på dette rør er monteret en magnet eller spoler, og disse bevæger sig så sammen med nålen i rillerne. Bevægelsen skaber en strøm/spænding i magnetfeltet inde i pickuppen, og det er denne variation i strømmen/spændingen, som vi kan forstærke og høre som musik i vores højtalere.

Der findes typisk tre typer af pickupper: Moving Magnet, Moving Coil og ”high-output” Moving Coil.

MM
Moving Magnet

Moving Magnet-pickuppen er den mest udbredte pickup-type på pladespillere i dag, da den er billig at lave og leverer fine præstationer til prisen. Det er typisk MM-pickupper, der bliver leveret som standard sammen med pladespillere.

Moving Magnet er, som navnet antyder, et elektrisk system, hvor man har monteret en magnet på enden af ”cantileveren”. Denne magnet bevæger sig mellem to sæt spoler, og tilsammen danner dette en meget lille eletromagnetisk generator. Når nålen bevæger sig med rillerne på pladen, bevæger magneten sig ligeledes inde imellem spolerne og danner en lille strøm/spænding i spolerne, som afspejler musikken i rillerne.

Fordelen ved denne konstruktion er som sagt, at den er forholdsvis nem og billig at producere, og at nål og cantilever kan udskiftes ved slitage, som vi for eksempel kender det fra danske Ortofons 2M-serie.

Moving Magnet
fordele

Moving Magnet pickupper har mange fordele. De er billige at producere, de er nemme at integrere med de fleste tonearme på grund af det bløde cantileverophæng og husets lave vægt, og selve nåle-enheden kan skiftes på mange modeller, hvilket gør dem nemme og økonomiske i brug. Endelig er udgangsspændingen relativt høj (4-6 mV), så de ikke kræver masser af ekstra forstærkning i RIAA/pickup-forforstærkeren.

Moving Magnet
ulemper

Ulempen er, at den bevægelige masse i MM-pickuppen (cantileveren og magneterne) er forholdsvis tung i forhold til MC-systemet. Moving Magnet-konstruktionen er derfor mindre følsom over for meget små påvirkninger/vibrationer, og dette giver i sidste ende et mindre præcist system, som opfanger færre detaljer i vinylrillen.

MC
MOVING COIL

Moving Coil-pickupper er typisk noget, du finder på lidt dyrere og bedre pladespillere, eller i løssalg som opgradering af din eksisterende pladespiller. MC kommer i mange prisklasser, men starter typisk lidt højere prismæssigt end MM-modellerne. Dette er fordi, at de er væsentligt vanskeligere og dyrere at producere. Til gengæld tilbyder de også en lydkvalitet, som kan være væsentligt bedre end den, du får fra en typisk MM-pickup.

Som den skarpe læser nok har regnet ud, består Moving Coil-pickuppen (i forhold til Moving Magnet) af et elektrisk system, hvor det er spolerne (coils), der bevæger sig i stedet for magneten.

I en MC-pickup har man placeret spolerne direkte på cantileveren, og disse sidder så i magnetgabet i et meget kraftigt magnetsystem og vibrerer i relation til musikken. På den måde skabes strøm/spænding, lidt som vi kender det fra en højtaler med magnet og svingspole – bare omvendt og med MEGET mindre signalstyrke.

Spolerne er ekstremt små og lavet med meget tynde ledninger, så det giver næsten sig selv, at det er ret vanskeligt at producere MC-pickupper korrekt. Derfor er de næsten altid håndlavede, som f.eks. hos Ortofon. Man bruger typisk også finere materialer i forhold til MM, så det er klart, at de er mere kostbare at lave.

Moving Coil
fordele 

Fordelen ved MC-pickuppen er, at den bevægelige masse (cantilever, nål og spole) er lettere og har en væsentligt bedre respons på små vibrationer i rillen, så du får et meget mere præcist system. MC-pickupper er typisk også lavet af mere eksotiske materialer, som forbedrer præstationerne. Det kan for eksempel være en lettere og stivere cantilever, et mere resonansdødt hus, forsølvede kobberledere, finere slibning af diamanten osv. Alt dette koster penge, men det er til gengæld med til at give en lydkvalitet, som overgår MM-pickupper med flere længder – hvis det er gjort rigtigt!

Moving Coil
ulemper

En af ulemperne ved MC-pickuppen er, at selve udgangsspændingen ikke er så høj (typisk omkring 0,5 mV). For at holde vægten på spolerne nede bruger man kun få vindinger, og derfor får man et svagere udgangssignal. Dette gør også konstruktionen mere følsom over for støj, brum osv. Det er hele tiden et kompromis mellem vægt og signal/støj. Af disse grunde skal en RIAA/pickup-forforstærker til MC-pickupper være af høj kvalitet og ekstremt støjsvag for ikke at påvirke og forvrænge det meget svage signal fra pickuppen.

En anden ulempe er, at nålen ikke kan udskiftes ved slitage. MC-pickupper kræver også meget nøje indstilling, og de har typisk et stivere cantileverophæng, som kan gøre integration med lette tonearme sværere. MC-pickupper kan kort sagt være en forholdsvis vanskelig og dyr affære, hvis det skal være rigtig godt. Derfor bruges de primært af entusiaster, som godt vil ofre lidt tid på at tweake og nørde med tingene for at få det til at spille perfekt. Når det så til gengæld er sagt, og tingene er gjort rigtigt, så er det meget svært at finde noget, som kan slå et godt MC-setup på lydkvaliteten!

Hvis du er blevet fristet af Moving Coil-universet, kan vi selvfølgelig hjælpe dig i HiFi Klubben med montering og justering af din nye pickup, så den kommer til at spille perfekt. Prisen for en MC-pickup starter typisk i området omkring 1700 kroner, og så går det ellers opefter. En virkelig hårdkogt Moving Coil-entusiast bruger gerne flere penge på sin pickup end på sin bil!

MC
Pick-ups

En virkelig hårdkogt Moving Coil-entusiast bruger gerne flere penge på sin pickup end på sin bil!

High-output
Moving Coil

Der findes også MC-pickupper af ”high-output”-typen, som f.eks. Denon DL-110. Her har man skabt plads til lidt flere vindinger i spolen og benyttet nogle kraftigere magneter, og på denne måde kan man få et større udgangssignal ud af pickuppen, så man kan tilslutte den ligesom en MM-model. Dette er et forsøg på at tage det bedste fra begge verdener.

Man får mange af kvaliteterne fra MC-konstruktionen, men med et højt output, så kravene til RIAA-forforstærkeren er ikke helt så stramme som til en ægte MC-pickup. High-output MC er faktisk et ret elegant kompromis, men giver dog ikke helt den samme præcision som de rene MC-typer, primært på grund af de flere viklinger og den deraf følgende højere vægt i spolerne.

Hvornår er en
pickup
for gammel?

Du kender måske situationen: ”Jeg har arvet min morfars gamle pladespiller, den har stået på loftet i 15 år, men der sidder en helt ny pickup på den, kan jeg ikke bare bruge den? Den har jo slet ikke spillet.” Svaret er, at det vil ikke være at foretrække. Vi vil anbefale dig at udskifte pickuppen til en ny.

Selve cantilever-gummiet, dvs. den gummi-manchet, som holder nålen og cantileveren fast, er meget tyndt og derfor meget påvirkeligt over for temperatursvingninger, fugt og de kraftige vibrationer, som opstår, når pickuppen spiller. Med tiden tørrer gummiet ind og bliver stift og ubevægeligt, eller i værste fald mørner væk. Lidt som et ”helt nyt” cykeldæk, som har stået ude hele vinteren i vind og vejr. Her bliver gummiet også slidt, selvom cyklen ikke har kørt en meter.

Ældningen af gummiet ødelægger pickuppens evne til at spore ordentligt, altså følge de små variationer i rillerne. Det betyder under alle omstændigheder, at du mister alle de fine detaljer i musikken. I grelle tilfælde risikerer du også, at pickuppen begynder at fungere som en slags høvl, der skærer i pladen i stedet for at følge rillernes gang. Og så kan du i værste fald ødelægge hele din pladesamling!

Hvor længe kan min
diamantnål
holde?

Når du spiller dine plader, vil selve nålen på pickuppen uundgåeligt blive slidt. En diamantnål vil typisk kunne holde omkring 1000 timer uden hørbar forringelse, hvis du er god til at holde nålen og pladerne rene for støv og skidt, og pickuppen og armen er indstillet korrekt. Det svarer til cirka én plade om dagen i cirka tre år.

Både af lydmæssige og økonomiske grunde er det en rigtig god idé at holde sine pickupper nye og friske. Ved MM-pickupperne kan du typisk bare købe en ny nål (stylus), og så er den frisk igen, mens du ved MC er nødt til at skifte hele pickuppen. Det er svært at give et helt konkret svar på, hvornår en pickup er for gammel eller slidt, da det varierer fra mærke til mærke. En god huskeregel er, at uanset om du spiller en plade om dagen eller en om året, så bør du overveje at spare op til en ny pickup eller skifte nålen, når den nærmer sig de tre år.

Hvilken
pickup
skal du vælge?

Hvis du bare gerne vil høre dine gamle plader i god kvalitet og så ukompliceret som muligt, så vil en MM-pickup være klart det bedste forslag. De fås i alle kvaliteter, og de er meget nemme at have med at gøre. Nogle modeller kan endda opgraderes til en bedre nål, når den er ved at være slidt. Et godt startsted kan for eksempel være en pickup fra Ortofons 2M-serie, som er nogle af de fineste MM-pickupper i verden.

Hvis du er vant til en MC-pickup, så er du nok allerede godt inde i både montering og justering, men fortvivl ikke, hvis du er begynder. Hvis du har lyst til at prøve en MC-pickup og alle dens lydmæssige fordele, så kan du altid spørge os til råds. Vi kan hjælpe dig med at finde den pickup, der passer perfekt til din pladespiller. Og vi kan hjælpe dig med at få den til at spille perfekt. Så behøver du bare at flytte nålen ind på pladen og nyde musikken, når du kommer hjem.

En god pickup er dog altid et godt sted at opgradere, hvis du har en pladespiller i forvejen. Det er jo her lyden starter, og du kan derfor få gavn af forbedringen hele vejen igennem anlægget og frem til dine ører.

TIP: En pickup er aldrig bedre end den pladespiller, den sidder på. Hvis ikke pladespilleren skaber gode arbejdsbetingelser for pickuppen, kan selv den dyreste pickup præstere dårligt. Derfor vil en bedre pladespiller med en billigere pickup være en bedre løsning end en dyr pickup på en billig pladespiller. På denne måde kan du også opgradere din pladespiller senere.

Pick-ups