Rigtige watt og markedsførings-watt
Læser du et sted, at en surround-receiver har en effekt på f.eks. 100 watt, betyder det i nogle tilfælde ”100 watt i to af de syv kanaler samtidigt og i hele frekvensområdet”. Det er sådan, man opgiver effekt for en god gammeldags stereoforstærker, og det er i det mindste nok til at spille stereo fornuftigt. Nogle producenter – for eksempel Onkyo – går imidlertid så vidt, at de primært opgiver effekten for en 1 kHz-testtone i 6 ohm og i én enkelt af de syv kanaler. Med andre ord: De måler en irriterende hyletone i mono!
Disse ”markedsførings-watt” er opfundet for at give den almindelige bruger et indtryk af, at produktet er meget bedre – og især kraftigere – end det i virkeligheden er. Men hvis ikke effekten er målt på lige vilkår, kan du ikke bruge tallet til noget som helst. En sammenligning af en seriøs hi-fi-effekt i to kanaler i forhold til en pibetone i én kanal giver ganske enkelt ikke mening. Det er æbler og pærer.
Et eksempel på disse stærke markedskræfter er NAD, som i mange år har haft – og stadig har – tradition for at bruge enorme ressourcer på strømforsyningen i deres receivere. Netop derfor har de målt og markedsført deres effektopgivelser med ”alle kanaler drevet ved fuld effekt”. Markedet har desværre hverken efterfulgt eller forstået denne ærlighed, og derfor har NAD valgt at ændre praksis og primært angive ”stereo-watt” (to kanaler i drift) på samme måde som konkurrenterne. Men de måler og oplyser stadig de ærlige og usminkede data med fuldt træk på alle kanaler samtidig. Og du kan roligt regne med, at der er en grund til, at de andre ikke gør det!
I HiFi Klubben mener vi stadig, at det er useriøst at opgive udgangseffekt med én kanal i drift, men da visse af vores konkurrenter ikke vil opgive ”rigtige” hi-fi watt, er vi nødt til også at give dig sminke-wattene på f.eks. NAD og Denon, så du får et reelt grundlag at sammenligne på. Derfor har vi nu tre effektdata-linjer for alle vores modeller, og på vores hjemmeside kan du læse alle de forskellige effektopgivelser, vi har kunnet få fra vores leverandører. Så kan du sammenligne æbler med æbler og pærer med pærer. Og du undgår at blive snydt, mens du venter på, at de andre kommer til fornuft.
HD-filmlyd er langt bedre end CD
De bedste af de nye multikanals HD-lydformater – Dolby TrueHD og DTS-HD Master Audio – giver dig en tro kopi af filmstudiets 24-bit masteroptagelse, hvilket er lig med 3-4 gange CD-opløsning i hele otte kanaler! Til sammenligning er den gode gamle Dolby Digital- eller DTS-filmlyd fra DVD langt ringere end CD og på niveau med dårlig MP3-lyd. Der er altså al mulig grund til at forkæle lyden i HD-hjemmebiografen med både en god receiver og ordentlige højtalere.
Ægte multikanals HD-lyd får du i dag kun fra Blu-ray og HD-spilkonsoller (f.eks. PS4). HDTV-udsendelser har ikke højopløst lyd – her får du i heldigste fald lyd på DVD-niveau. Den øvre grænse for lydkvaliteten på Netflix er i øjeblikket ”Dolby Digital Plus”, som er noget bedre end DVD. Der er stadig langt op til de ægte HD-lydformater, men det kan naturligvis ændre sig i fremtiden.
OBS: Vær opmærksom på, at multikanals HD-lyd kun kan overføres fra din Blu-ray via HDMI!
Dolby Atmos, DTS:X og Auro 3D – surround til dig der vil gå hele vejen
Siden introduktionen af Dolby TrueHD og DTS-HD Master Audio er der opstået en håndfuld nye ”hyper-surround” lydformater, som kan løfte din filmoplevelse endnu højere ved at tilføje endnu flere surroundkanaler. Seneste skud på stammen er Dolby Atmos, med konkurrenterne Auro 3D og DTS:X lige i hælene.
Det nye og revolutionerende ved Dolby Atmos er, at man inddrager loftet som en helt ny dimension i lydsystemet. Det giver mulighed for at skabe et enestående livagtigt og tredimensionelt lydbillede, som næsten kan få dig til at lette i sofaen, som det for eksempel blev brugt i storfilmen ”Gravity”.
Grænsen for en fuldt udbygget Atmos-opsætning til hjemmebrug vil normalt være 7.2.4 kanaler, hvor 4-tallet angiver antallet af lofthøjtalere. Dette vil både kræve en avanceret receiver og ekstra effekttrin til at trække de ekstra kanaler, men hvis du ønsker at gå endnu videre, kan du såmænd godt gøre det. Atmos-systemet kan til hjemmebrug gå helt op til 24 kanaler inklusive 10 højtalere i loftet, og i professionelle biografteatre kan du møde helt op til 64 kanaler!
Mindre kan heldigvis gøre det, og hvis du ikke har mod på højtalere i loftet lige nu, kan et traditionelt 7.1-kanals system fodret med HD-lyd stadig give dig surround-oplevelser af fantastisk høj kvalitet.
Streaming og multirum – lad alverdens musik komme til din hjemmebiograf
Mange nye hjemmebio-receivere er født med indbygget netværksfunktion og forskellige muligheder for musikstreaming, for eksempel Bluetooth, AirPlay og ikke mindst understøttelse af Spotify Connect. Fra din smartphone eller tablet kan du i et snuptag vælge mellem mere end 30 millioner musiknumre og spille dem direkte på anlægget.
Hvis du vil gå endnu videre kan du sende musikken til et andet rum via Zone 2-funktionen, som findes i en række receivere. Dette er dog selv i bedste fald lidt af en nødløsning. Hvis du virkelig tænker i flere rum, skal du have dig et multirums-streamingsystem som Sonos, HEOS eller Bluesound.
Med et multirums-system koblet på et god hjemmebio-anlæg har du faktisk alt, hvad hjertet kan begære til både musik og film. De forskellige systemer har hver deres kvaliteter, men specielt i hjemmebio-sammenhæng er HEOS værd at nævne for sin perfekte integration med Denon-receivere.
Med HEOS kan du tilkoble systemets musikstreamer til receiveren én gang for alle og bagefter glemme alt om den. Tænd/sluk og volumenkontrol følges nemlig automatisk ad, så det hele føles som bygget sammen i ét. Det er et kæmpe plus, specielt når hele familien skal lære at bruge systemet.