Gå til indhold

Nørdehjørnet:

Bag om
Phantom

PHANTOM-serien er DALIs bud på en rigtig hi-fi højtaler til indbygning. Serien er skabt til formålet og har flere tekniske særkender. Især S-serien skiller sig ud og er udstyret med DALIs patenterede SMC-magnetsystem og den efterhånden ikoniske dobbelte hybrid-diskant. Backboxen er lavet i en tyk MDF-plade med en solid og afstivende aluminiumsramme, der tilsammen giver enhederne et godt fundament til fastspænding i væggen.

“Vi kan faktisk ikke vide, om kunderne har verdens bedste væg, når vi kommer med verdens bedste højtaler. Det er et vilkår, og derfor skal højtaleren være afstivende i sig selv og være i stand til at forhindre, at der opstår resonanser,” siger Lars Worre, adm. direktør i DALI.

”Højtalerne er bygget med bas/mellemtone-enheder, hvor magnetsystemet er så stort, at vi måtte lade det rage ud gennem kabinettets bagside. Dette blev løst ved at fræse et præcist placeret hul i kabinettet og tætne med en støbt gummipakning, som samtidig dæmper resonanser i hele konstruktionen. Alternativet ville have været en mindre dyb højtalerenhed, som ville begrænse enhedens bevægelighed på grund af den begrænsede plads i det smalle kabinet. Designet muliggør brugen af rigtige hi-fi komponenter,” pointerer Lars Worre.

Hybridmodulet består af en dometweeter i parløb med en magnetostatisk bånddiskant (ribbon), som også anvendes i RUBICON serien. De to enheder udgør det, som DALI omtaler som ”det bedste af to verdener”. Enhedernes lyd smeltes sammen via en blanding af et mekanisk og elektrisk delefilter – et kendetegn for DALI, som dermed bringes ind i indbygningshøjtalere. Dette giver den supergode musikalske kvalitet fra softdome-diskanten af tekstil suppleret med den suveræne højfrekvens og spredning over 20 kHz fra bånddiskanten, som er lynhurtig i dette område, hvorved de sidste detaljer kommer med uden at stresse diskantområdet. Løsningen findes tilsvarende i mange af DALIs dyrere serier, særligt i de store modeller.

Basenheden er ganske speciel. Der er tale om en egenudviklet kombination af bas og mellemtoneenhed. Den er på 8 tommer, har et meget let bevægeligt system i papir-træfiber og er optimeret til stor båndbredde. Bassen er optimeret til at fungere i kabinettet, som med sine 10 cm dybde har et begrænset volumen.

“Det var et udfordrende stykke udviklingsarbejde, hvor vi skulle have stor power i en let enhed samt stor båndbredde i en enhed med stor svingspole, men det endte med absolut at være indsatsen værd. Det har vist sig, at når vi laver god indbygningslyd til folk, bliver de næsten endnu gladere, fordi de slet ikke forventer dén kvalitet i indbygningshøjtalere. På denne måde er markedet kun i sin begyndelse med hensyn til at blive udbygget, men det gør det jo ikke mindre interessant,” slutter Lars Worre.

Relaterede artikler