Gå til indhold

Alt er muligt

Indbygget lyd
i etaper og i fuld sprint

At indbygge lyd i sit hjem kan ske trinvist eller for fuld musik. HiFi Klubben understøtter alle tilgange, og det meste er muligt. Følgende artikel er et interview med en af HiFi Klubbens egne eksperter på området.

Indbygning af lyd kommer i mange former, størrelser og i forskellige tilgange. Det er to projekter i Danmark fremragende eksempler på. I det ene hjem har kunden i forbindelse med en stor renovering installeret lyd i hele huset, og der er ikke sparet på noget. I et andet hjem har kunden valgt en trinvis løsning over tid og på den måde stille og roligt fået et hjem med smæk på både lyd og billede i stort set alle rum. HiFi Klubben understøtter selvfølgelig begge tilgange, for alle hjem er forskellige og alle mennesker har forskellige udgangspunkter.

Et fællestræk hos de, der vælger at indbygge lyd, er dog et ønske om at gemme lyden væk, fortæller John Forná, der er ekspert i indbygnings-HiFi og har 15 års erfaring fra HiFi Klubben: “Folk kommer til HiFi Klubben, fordi vi er kendt for god lyd. Som kunde kan man altid gå ind i butikkerne, og hvis sælgerne ikke føler sig klædt på til at løfte opgaven, vil de videresende kunden til os i projektafdelingen, som varetager mange af de helt store opgaver. Vi fungerer på konsulentniveau for butikkerne, så det er et godt holdarbejde, der sikrer, at vi når i mål med de ønsker, som kunden måtte have,” siger John.

Bedre lyd overrasker mange

John Forná har i de seneste år set en stigning af kunder, som bor i huse fra 1970’erne, hvor der er let adgang til loftet og dermed virkelig gode muligheder for indbygning. Men ifølge ham er indbygningslyd generelt oppe i tiden. Hjemmet skal være stilistisk indrettet i dag, og her er indbygning oplagt. Det er ofte udgangspunktet for projekterne, fortæller han.

“Men det, som måske overrasker mange, er, at du ved at indbygge lyden ofte får en forbedret lyd,” understreger John og giver et eksempel: En lille højtaler, der bygges ind i loftet i et køkken eller alrum, monteres altid med en backbox – en kasse på typisk omkring 25 liter – som populært sagt får den lille højtaler til at glemme sin fysiske størrelse og blive stor i slaget: “Det er et godt alternativ til en gulvhøjtaler som nogle steder fylder for meget i folks hjem. Og når man først har hørt det, vælger mange at bygge lyden ind i hjemmet. Det er sådan set kun et spørgsmål om at få den nødvendige viden, og den kan du altid få hos os,” siger John.

Altid ærlig rådgivning!

Book et gratis møde

Vi ønsker at give dig vores udelte opmærksomhed, så book en tid til en snak. Det vil tage mellem en halv og en hel time, og det er gratis og uforpligtende.

Stort hus, meget lyd

Der er grundlæggende mange forskellige tilgange til projekterne, oplever John Forná. Nogle kunder tager lidt ad gangen, andre ønsker at bygge alt fra begyndelsen. I nærheden af København har HiFi Klubben været involveret i et stort ombygningsprojekt, der er et eksemplet på det sidstnævnte. Her har HiFi klubben fra begyndelsen fået lov at give den gas, så lyden er tænkt helt ind fra starten af byggeriet.

John gik selv med kunden rundt i råhuset på byggepladsen for at få en fornemmelse af kundens ønsker i de konkrete rum: “Det er tale om et hjem, hvor kunden går op i, at det skal lyde godt, og hvor man gerne vil have lyd i hele huset. Kunden er ikke entusiast som sådan, men almindelig interesseret, og så er huset bare stort.”

Blandt andet ønskede kunden hjemmebiograf i stuen samt lyd i badeværelser, vinrum og i soveværelset. Kriteriet var og er, at højtalerne skal lyde godt, men ikke ses for meget, når det kan undgås. Eksempelvis er der et møbel i stuen, hvor der er gemt centerhøjtaler og subwoofer til hjemmebiografen, men møblet er samtidig indrammet af et par smukke gulvhøjtalere, der passer naturligt ind i indretningen af huset.

En udfordring var, at huset har ét stort rum, der både indeholder hjemmebiograf, stue og køkkenalrum. Dette gav akustiske udfordringer, der blandt andet blev løst ved at anvende forholdsvis store kabinetter for at give det bedst mulige lydindtryk samt at lade baghøjtalerne fra hjemmebiografen fungere som supplement til lyden i køkkenalrum. På denne måde bindes rummet sammen, fortæller John:

“Pointen er, at kunden sagtens kan få god lyd, uanset hvordan tilstanden af akustikken er. Vi løser det, og det er blandt andet fordi, at der i dag findes mange produkter, som er direkte tiltænkt indbygget lyd,” siger han. Huset er med andre ord proppet med Hi-Fi udstyr, og kunden har været med til at udvælge de rette højtalere, så de passer til familiens smag og leverer præcis den type lyd, som kunden er stillet i udsigt. “Det er et succeskriterie for os,“ siger John.

Ikke bange for vilde løsninger

Man behøver bestemt ikke bygge alt ind fra begyndelsen. I et andet hus er kunden et eksempel på, at man sagtens kan tilgå indbygningsprojekter etapevis og selv være meget involveret i både proces og valget af de konkrete løsninger. Kunden havde i forvejen surroundanlæg i sin stue samt lyd i flere andre rum, og der var installeret tomrør til kabler i flere rum netop for at være forberedt på udbygninger skridt for skridt.

Næste trin var et ønske om at få TV og lyd i soveværelset. Efter lidt snak frem og tilbage endte kunden med at få indbygget skærmen i loftet. Dette lyder måske teknisk og komplekst, men det afviser John. Så længe der er tale om eksempelvis gipslofter, er det en nem løsning, fastholder han: “Du får en samlet pakke med lift og TV, som du løfter op i loftet og monterer. Det skal man bestemt ikke være bange for. Det er faktisk en relativt let opgave og samtidig attraktivt rent prismæssigt,” siger han.

Bag TV’et står et klædeskab. I skabets øverste del blev der samtidig installeret kabinetter til to højtalere. Placeringen blev på forhånd tegnet op, så snedkeren let kunne bygge skabet, og højtalerne kunne monteres uden store anstrengelser.

Indbygning griber om sig

For nyligt er kunden gået i gang med næste skridt, fortæller John. Det handler om at etablere lyd udendørs og virkelig skabe detaljer og stemning i haven – landscaping kaldes teknikken med et engelsk udtryk. I det konkrete tilfælde går projektet ud på at installere otte små højtalere samt en lille subwoofer, som dækker hele terrassen med god lyd.

Spørger man HiFi Klubben og John, er det ganske typisk, at kunden kommer igen med ønsket om at udbygge sine løsninger. Det gør også, at han og de øvrige ansatte ofte opbygger en tæt relation med kunderne. For det at bygge lyd ind i sit hus griber let om sig, konstaterer John Forná med et smil. Uanset hvilken tilgang og pengepung man har, så er indbygningslyd stærkt vanedannede:

“Vi kommer til at kende kunderne. Hvis de har udfordringer, kan de altid kontakte os, og det gør de bestemt også. Derfra hjælper vi dem altid, det er klart. Jeg har aldrig haft en kunde, der har fortrudt at indbygge lyd. Til gengæld har jeg haft masser af kunder, som får smag for at udbygge, når først de går i gang. Det griber let om sig,” siger John.

Relaterede artikler