HiFi Klubben

Gå til indhold
Lokale tilbud Gør et kup på udstillingsmodeller, udgåede produkter og overskudslager fra alle vores butikker. Læs mere

Usynlig hi-fi på tre etager

Anja og Peder byggede det meste af lydudstyret ind i væggene for at få musik overalt uden at fylde huset med anlæg. Resultatet blev et hjem, hvor musikken er tilgængelig overalt, men hvor man leder forgæves efter et synligt anlæg.

I Anja og Peders hjem dominerer hi-fi-anlægget ikke indretningen. Det betyder dog ikke, at der er gået på kompromis. Overalt er der valgt den løsning, der gav den bedste musiknydelse. Ikke mere og ikke mindre. Men vores værter går gerne et ekstra stykke vej for at gøre resultatet smukkere.

Anja og Peder bor med deres to børn i en treetagers villa. Huset, som er på 180 kvadratmeter, blev købt hvor skiftende lejere gennem flere årtier havde efterladt det i en mildt sagt miserabel stand.

Da huset derfor skulle renoveres fra bunden, gav det en god anledning til at tænke musik og hi-fi ind i indretningen fra begyndelsen. Selvom man overalt er omgivet af lyd i høj kvalitet, er det ikke udstyret, der dominerer. Stuerne er lyse og venlige, og indretningen med ny dansk kunst på væggene og klassiske designmøbler vidner om, at der her er tænkt rigtig meget over indretningen.

Alle kabler er lagt ind i væggene, musikken overføres trådløst, og de fleste af højttalerne er indbyggede. ”At fræse højttalerne ind i væggen er ikke svært. Det gøres med en vinkelsliber. Men det sviner helt infernalsk, så det er afgjort bedst at lave det, inden man indretter hele huset!” siger Peder.

Metallisk skønhed i køkkenet

I køkkenet forsyner en NAD C356BEE-forstærker et sæt LEKTOR-indbygningshøjttalere fra DALI. Med deres hvide frontgitre er højttalerne så godt som usynlige på den hvide væg. Nogle havde nok valgt at montere højttalerne uden for synsfeltet, og ikke som her i ørehøjde. Står man ved vasken eller køkkenbordet, er stereoperspektivet til gengæld perfekt. En kompakt DALI-subwoofer hjælper på dybbassen i det forholdsvis store køkken. Lydkilden er, som overalt i huset, en trådløs Sonos CONNECT-afspiller.

NAD-forstærkeren troner i egen metallisk majestæt oven på et køkkenskab. Man kunne have gemt den væk i æstetikkens navn – men hvorfor skulle man?

”NAD’en er en stor grå klump metal, men den har en egen skulpturel skønhed,” mener Peder. ”Og hvem siger i øvrigt, at den er grimmere end de andre metalgenstande, der står oven på køkkenskabet?”

Anja mener dog, at der er stor forskel på den skulpturelle skønhed i NAD-forstærkeren og de Georg Jensen-designede metal-frugtskåle. For hende drejer det sig mere om musikken end teknikken. Det skal lyde godt, men anlægget må ikke ødelægge indretningen.

Ud over at levere musik i køkkenet trækker NAD’en endnu et sæt LEKTOR i spisestuen.

 

At fræse højttalerne ind i væggen er ikke svært. Det gøres med en vinkelsliber. Men det sviner helt infernalsk...

 

Elektriske gardiner, rørforstærkere og kæmpehøjttalere

At Anja ville komme til at dele hus med en stor mængde udstyr, var dog klart for hende fra første færd. Peder arbejder til daglig i en af Hi-Fi Klubbens butikker, så en interesse for den tekniske side af sagen var givet:

”Første gang jeg besøgte Peder, havde han elektriske mørklægningsgardiner, og stuen var fyldt med kæmpehøjttalere og rørforstærkere. Peder boede endda oven over butikken,” siger Anja.

Anlægget er siden da skrumpet betydeligt ind. Men imens komponenterne er blevet mindre i omfang, er de blevet flere i antal. Hele seks separate anlæg sørger for musik og billede i de fleste af husets rum. Og deri er ikke medregnet ghettoblastere på børnenes værelser, samt en Argon DAB-radio på badeværelset.

Hvor er dit anlæg?

Huset er fyldt med musik, men skal der lyttes til hi-fi, sker det i dagligstuen, hvor et par sorte DALI FAZON F5-højttalere står trukket en anelse ud fra stuens hjørner. Men hvor er resten af stereoanlægget?

”Resten” viser sig at være en lille trådløs Sonos-afspiller, gemt bag den ene højttaler. Sonos’en er forbundet til en digital NAD C390DD-forstærker, som er gemt af vejen på en hylde i kælderen. Der er ikke brug for forstærkeren i stuen. Sonos-systemet er den eneste signalkilde, og al styring foregår alligevel via familiens samling af iPhones og iPads.

Stuens hjørner har tidligere rummet mange andre og større højttalersystemer, inden valget faldt på FAZON’erne:

”Stuen her er utrolig bastung, og alle større højttalere har simpelt hen været for dominerende i bunden. FAZON’erne, som har en meget præcis og kontrolleret bas, spiller til gengæld perfekt her i stuen,” siger Peder.

Anja er tydeligvis tilfreds med resultatet. Hun har taget skiftende hi-fi-anlæg gennem tiden med sindsro og mener, at tingene skal have lov til at ligne det, som de er. Hun har dog en mærkesag:

”Jeg kan rigtig godt lide FAZON-højttalerne, fordi de er lakerede. Der har været alt, alt for meget træ i hi-fi-anlæggene i mange år. Og det ser frygtelig gammeldags ud!”

Musikkrog i tv-stuen

I tv-stuen er fjernsynet konge. Et 63-tommers Samsung plasma-tv sørger for tv-underholdning i stort format. For at få lyden til at matche billedet går lyden via en Argon DA1-forstærker og to flade IKON-højttalere, igen fra danske DALI. Tv-anlægget er ikke forbundet til Sonos-systemet,og er alene beregnet til fjernsynskigning.

Der er dog blevet plads til en hyggekrog bag sofaen, hvor musikalsk trængende kan søge ly for X-Factor og Ramasjang med hovedtelefoner på. På den måde kan man være sammen med familien, selvom man foretrækker en anden underholdningskilde end flertallet i husstanden. ”Anlægget” i krogen består af en Argon HA1-forforstærker, en trådløs Sonos-musikafspiller og et sæt Denon-hovedtelefoner i overdådig entusiast-kvalitet.

Hjemmebio på kvisten

Husets største og dyreste anlæg befinder sig i hjemmebiografen på tredje sal, som er indrettet under spærene i loftsrummet. Skrå vægge og en tyk træbjælke tværs over gulvet (som bærer loftet i stuen nedenunder) viser, at rummet ikke oprindelig er beregnet til beboelse. Nu er det til gengæld samlingssted for hele familiens hjemmebio-oplevelser.

Ligesom i de fleste rum i huset er alle højttalere i hjemmebiografen fra DALI og indbygget i væggen. Fronthøjttalerne er den eksklusive HELICON-model, mens baghøjttalerne er de mere økonomiske IKON. Selv de to IKON-subwoofere er indbyggede bag gitre i væggen.

Der er ikke nogen centerhøjttaler i hjemmebiografen. Der var simpelthen ikke plads. Fronthøjttalere, skærm og hylder til elektronikken optager al plads på endevæggen i det smalle rum. Heldigvis er fronthøjttalerne af så høj kvalitet, at der ikke opstår noget hul i midten af lydbilledet, når der køres i ”phantom”-mode, hvor centerkanalens lyd fordeles over fronthøjttalerne på hver sin side af skærmen.

Selvom rummet først og fremmest bruges til film og koncertoptagelser, er det stadig muligt at hente musik herop, igen ved hjælp af en trådløs Sonos-afspiller.

Hyggelig afsked med cd-samlingen

Der er hverken cd-afspiller, pladespiller eller radio i huset hos Peder og Anja. Al musikken leveres af Sonos-systemet, enten i form af netradio, Spotify eller familiens egne cd’er, som streames fra husets netværksharddisk.

”Det tog to uger at lægge hele cd-samlingen ind på computeren. Og jeg nød hvert øjeblik! Det var rigtig hyggeligt at få alle albummene i hånden og kigge på dem en sidste gang, inden de røg på lager i kælderen,” siger Peder.

Samlingen består af ca. 800 cd’er, som er rippet til FLAC-format. FLAC-filer fylder betydelig mere end MP3, men er til gengæld tabsfri, så lydkvaliteten er den samme som på originalen. ”Det hele fylder cirka 300 gigabytes på NAS’en, men med to terabytes diskplads betyder det ingenting,” siger Peder.

Selv om cd’erne nu er gemt bort, er det langt lettere end før at finde musikken. Sonos-systemet kan betjenes via familiens samling af iPhones og iPads.

”Det er virkelig nemt at finde musikken, og det kan jeg lide,” siger Anja. Hun indrømmer dog, at det har været nødvendigt at oprette afspilningslister for at finde hendes egen musik iblandt Peders fire gange så mange albums. Og det duer ikke at sætte Sonos-spilleren til at vælge numre tilfældigt. For så bliver hendes George Michael-numre blandet med et overtal af kuriøse Elvis-bootlegs, syrede Doors-sange og eksotisk jazzmusik.

Afslapning i hovedsædet

Peder er en garvet lydentusiast, og hi-fi har været en stor del af hans liv siden teenageårene. Hans nuværende anlæg er det mest diskrete nogen sinde. Peder savner dog ikke sine stakke af udstyr og kæmpehøjttalere:

”Jeg elsker først om fremmest musik, og når jeg kommer hjem fra butikken, står der afslapning på programmet snarere end kritisk lytning,” siger han. Musikken nydes ofte liggende på sofaen i dagligstuen. Her er stereoperspektivet underordnet, men den tonale balance skal stadig være i orden.

Peders Produkter

Vi bruger småkager, aka cookies (informationskapsler), så du bl.a. kan bruge vores netbutik. Vi bruger dem også til at finde ud af, hvordan vores netsider bliver brugt, så vi hele tiden kan forbedre os, selvfølgelig imens vi lytter til vores favoritmusik. Ved at fortsætte accepterer du alt dette. Læs mere om cookies her