Gå til indhold

Sådan vælger du det
rigtige TV

Lad dig ikke forvirre af ligegyldige tekniske data og popsmarte ekspedienter, når du skal finde dit næste TV. HiFi Klubben giver dig klar besked, så du kan vælge rigtigt.

Gå efter det vigtige – og glem resten

Når du vælger TV, er der i bund og grund kun en lille håndfuld ting, der tæller for alvor:

  • Størrelse og design
  • Godt billede
  • God lyd
  • Alle nødvendige funktioner og tilslutninger
  • Adgang til alle ønskede TV-kanaler

Når disse ting er på plads, kan du aldrig gå helt galt i byen. Så kan du dykke ned i detaljerne bagefter, hvis du har lyst. Du er altid velkommen til at spørge os i HiFi Klubben, hvis du gerne vil have en ærlig og kompetent forklaring på de mange tekniske begreber og forkortelser. Nogle er vigtige, mens andre er ren salgsgas, og selv for fagfolk kan det være en udfordring at skille skidt fra kanel.

Størrelse og form – hvad har du plads og lyst til?

Et stort TV giver alt andet lige en større billedoplevelse end et lille, og med dagens ultra-højopløste billedkvalitet (8K/4K/UHD) kan du roligt glemme de gamle tommelfingerregler og gå efter det største TV, du har plads og råd til. Designet har også betydning – du skal jo også gerne være glad for at se på dit TV, når det er slukket. Her må du spørge din personlige smag (og din pengepung) til råds.

UHD, LED, QLED og OLED – hvad betyder det?

UltraHD, også kaldet UHD eller 4K, er den almindelige standard for billedopløsningen på bedre TV. 4K giver 4x opløsning i forhold til Full-HD skærme, og det giver en fantastisk skarphed og detaljerigdom på ægte 4K billedmateriale, f.eks. fra 4K-streamingtjenester (Netflix m.fl) og UHD Blu-ray.

 De nyere 8K TV giver igen en firdobling i forhold til 4K, men her må du stadig vente på, at matchende billedmedier bliver almindeligt tilgængelige. Kvaliteten er dog i top under alle omstændigheder på grund af de eksklusive 8K billedpaneler.

 De såkaldte LED-skærme fungerer via såkaldte flydende krystaller, som belyses bagfra via lysdioder (LED). Det giver mulighed for et særdeles slankt design og et imponerende lavt energiforbrug. QLED er en mere avanceret version af LED, som er udviklet af Samsung og bruges i deres mest eksklusive serier.

I OLED-TV er det selve de enkelte pixels, der udsender lys ligesom ved tidligere tiders plasma-TV. Det giver en lang række fordele – for eksempel perfekt sortniveau – men OLED trives til gengæld bedst i rum uden for stort lysindfald udefra.

Læs mere om LED, QLED og OLED her

Antenne, kabel, satellit eller bredbånd?

Dit TV-signal skal selvfølgelig komme et sted fra. I dagens digitale TV-univers har du i praksis fire muligheder:

  • Antenne (DVB-T2)
  • Kabel-TV (DVB-C)
  • Satellit/parabol (DVB-S2)
  • Bredbånd/fibernet

Med antenne og kabel-TV – og i mange tilfælde også satellit/parabol – har du mulighed for at få TV-tuneren og eventuelt tilhørende kortlæser indbygget i TV’et, så du slipper for en separat tunerboks med tilhørende fjernbetjening.

Brug dine øjne og din sunde fornuft

Selv den billigste og dårligste fladskærm har i dag strålende specifikationer på papiret, og producenterne måler tingene på vidt forskellige måder, så du alligevel ikke kan sammenligne direkte.

Bed i stedet om at få lov til at se den samme film eller den samme TV-udsendelse på flere forskellige modeller og sammenlign billedets bevægelser, lyse og mørke partier, farvemætning, hudtoner etc. Det fortæller dig langt mere om kvaliteten.

Smart TV – en uendelig verden af underholdning for hele familien

Smart TV er den gængse betegnelse for alle de funktioner, som du kan afvikle på dit TV via internet, wi-fi eller USB. Du kan f.eks. streame din foto/video-samling fra computeren eller telefonen, eller du kan hygge dig med indbyggede apps i TV’et (YouTube og mange andre).

Netflix og andre populære streamingtjenester er ved at være en selvfølge på alle dagens Smart TV, men der kan være ganske stor forskel på de forskellige producenters Smart TV-funktioner. Spørg os i HiFi Klubben – vi er klar til at hjælpe dig sikkert i mål.

Læs også: Stream verdens bedste film og serier på dit TV.

Glem ikke lyden!

Dagens superslanke fladskærme levner kun plads til bittesmå indbyggede højttalere med en tynd og dåseagtig lyd. Heldigvis er der masser af muligheder for at få en TV-lyd, der kan leve op til det lækre billede. Det kan du læse mere om her, og du er også altid velkommen til at komme ind i HiFi Klubben og opleve forskellen.