HiFi Klubben

Gå til indhold
Lokale tilbud Gør et kup på udstillingsmodeller, udgåede produkter og overskudslager fra alle vores butikker. Læs mere

Projektoren – vejen til de helt store filmoplevelser

Med en filmprojektor får du billeder, der skal måles i meter i stedet for i tommer. Her kan du få det fulde udbytte af Blu-ray og andre HD-billedmedier, og du får samtidig en biograf-fornemmelse, der overgår selv det største flad-TV.

Hvis du vil have de helt store filmoplevelser hjemme hos dig selv, er der næsten ingen vej uden om en projektor. Selvom du vælger et stort flad-TV på 50-60 tommer, har det stadig ikke en chance over for en 90-110 tommer projektoroplevelse. Blu-ray-film, sportsudsendelser fra din digitale TV-boks, højopløste konsolspil eller dine mesterværker fra digitalkameraet – her betyder størrelsen virkelig noget!

Et rigtig stort flad-TV med al den nyeste teknik indeni løber nemt op i 15.000 kroner eller mere. Men har du tænkt på, at du for de samme penge kan få en oplevelse, som får flad-TV’et til at blegne i sammenligning? Når du først har oplevet et optimalt billede i projektor-hjemmebiografen, er der næsten ingen vej tilbage.

Tænk et godt lærred med ind i budgettet.

 

Projektor og TV er to sider af samme sag

Projektor og flad-TV er to forskellige måder at opleve billeder og film på, hver med sine fordele og ulemper. Hvis du ikke kan mørklægge lokalet – for eksempel din dagligstue – falder projektorens kvaliteter helt til jorden, uanset hvor god den er. I så fald kan et storskærms flad-TV være den bedste løsning.

Projektoren har heller ikke hverken TV-tuner eller højttalere, så du skal have både tunerboks, anlæg og mørklægningsgardiner i sving bare for at se TV-nyhederne. Og du slider samtidig på den kostbare projektorpære. Mange vælger derfor at investere i et TV til de dagligdags ting og så primært bruge projektoren til det, den er helt suveræn til, nemlig film, spil og koncerter.

Hvis du har projektoren i stuen sammen med dit surroundanlæg og dit TV, kan det være en fordel at vælge en surround-receiver eller Blu-ray-afspiller med to HDMI-udgange. Så kan du nemlig koble hele dit system sammen én gang for alle og se film på projektor eller flad-TV, som du har lyst. Alternativt kan du anskaffe en såkaldt HDMI-splitter.

Er du blandt de heldige, som har mulighed for at dedikere et rum udelukkende til hjemmebiografen, kan du heldigvis stadig nyde Champions League og andre TV-højdepunkter i storformat. Det kræver bare en ekstra TV-boks, som du kobler til projektoren, evt. via din surround-receiver. En anden løsning er at købe en Blu-ray-afspiller med indbygget harddiskoptager og dermed også TV-tuner.

Vælg altid en rigtig filmprojektor.
Dataprojektorer er lavet til kontorbrug, og de er ikke egnede til filmvisning,
uanset hvor fine tekniske data de har.

 

Mørklægning er alfa og omega

Du behøver ikke et særlig stort rum for at kunne få en velfungerende projektor-hjemmebiograf, men du skal kunne mørklægge lokalet, ellers får du aldrig et ordentligt billede. Er du ikke så heldig, at du kan blænde eventuelle vinduer af permanent, kan du vælge mellem mange forskellige typer rullegardiner til formålet, både med og uden motor/fjernbetjening.

Det er også vigtigt at placere projektoren korrekt, dvs. midt for lærredet og i rette højde, så projektoren hænger vandret. Nogle gange kan placeringen godt give lidt udfordringer, og en række projektorer er derfor udstyret med forskellige hjælpefunktioner. Det kan for eksempel være Lens Shift, som giver mulighed for at forskyde projektorlinsen og dermed billedet i lodret og vandret plan uden at ødelægge billedkvaliteten.

Lad dig ikke friste til at hænge projektoren skråt og efterfølgende rette billedet op med den digitale ”keystone”-korrektion – det er ren gift for billedkvaliteten!

Projektoren er et supplement til et TV – ikke en erstatning.

 

Glem ikke lærredet

Lærredet er en meget vigtig detalje, som desværre alt for tit bliver overset. Mange bruger alle pengene og al energien på at få en super projektor for så at runde af med et billigt lærred – eller måske endda blot bruge den hvide væg derhjemme. Men det er jo lærredet, der skal reflektere billedet fra projektoren tilbage til dine øjne – på samme måde som højttaleren i dit stereoanlæg er sidste led i kæden, som skal gengive den flotte lyd fra forstærkeren.

Ingen kæde er stærkere end det svageste led, og du har masser af muligheder for at få et optimalt lærred til din hjemmebiograf, uanset om det skal være motoriseret, manuelt, fastramme, akustisk transparent, skræddersyet efter mål eller andet.

God fornøjelse med din nye hjemmebiograf!

Du skal kunne mørklægge din hjemmebiograf.
Ellers bør du overveje et storskærms flad-TV i stedet for.

 

Hvad betyder ordene?

DLP

Projektortype, hvor billedsignalet gengives via en chip bestående af flere millioner digitale mikrospejle, som reflekterer lyset fra pæren. Farverne dannes ved hjælp af et hurtigt roterende farvehjul, som er monteret bag linsen.

 

LCD

Projektortype, hvor billedet dannes ved at splitte lyset fra pæren op via et prisme og sende det igennem hhv. røde, grønne og blå LCD-paneler.

 

LCoS / SXRD 

Avanceret projektorteknologi, som bruges i nogle high-end-projektorer, f.eks. fra Sony. Her dannes billedet via et reflektivt panel ligesom ved DLP, men farverne reproduceres samtidigt uden brug af farvehjul. Dette eliminerer regnbue-effekten og giver mulighed for at opnå en fremragende billedkvalitet.

 

Regnbue-effekt

Billedfejl ved DLP-projektorer, hvor nogle mennesker kan opleve farvede rande og andre uregelmæssigheder, hvis man bevæger hovedet eller øjnene hurtigt i forhold til billedet.

 

Screen Door Effect

Billedfejl ved LCD-projektorer, hvor der kan opleves et fint ”myggenet”-agtigt mønster i billedet.

 

Lens Shift

Mekanisk forskydning af linsen, som giver mulighed for at forskyde billedet på lærredet lodret og vandret uden at tippe eller dreje projektoren.

 

Keystone-korrektion

Digital opretning af skæve vinkler i billedet som følge af, at projektoren står skråt i forhold til lærredet. Forringer billedkvaliteten væsentligt og bør så vidt muligt undgås.

 

ANSI Lumen

Måleenhed for lysstyrke i projektorer. 1000-1500 ANSI Lumen er normalt til almindelig hjemmebio-brug.

 

Blæserstøj/dB

Blæserstøj måles i dB. Ligger normalt omkring 25-30 dB, afhængig af indstilling. Store projektorer er ofte de mest støjsvage, da de har lettere ved at komme af med varmen.

 

Eco Mode

Energibesparende indstilling, hvor man dæmper lysstyrken fra projektorpæren. Samtidig reduceres blæserstøjen, da kølebehovet formindskes.

Vi tror du vil kunne lide mere end bare denne side