Gå til indhold
Gulvhøjtaler (par)

Bowers & Wilkins 702 S2 Hvid mat

B&W 702 S2 – tung, avanceret og audiofil gulvhøjttaler i flot møbelfinish

702 S2 er 700-seriens flagskib. Her får du både større lyd og mere avanceret teknologi end på de mindre modeller. Det separate diskanthus på toppen af kabinettet er arvet fra 800 Diamond-serien og forbedrer både spredning og stereoperspektiv markant.

I forhold til 703 S2 har B&W også formået at tilføje en tredje basenhed, uden at kabinettet er blevet højere. Den massive bestykning giver mulighed for en imponerende ren, dyb og dynamisk lyd i de dybe oktaver.

Med 702 S2 – og en forstærker der matcher – kan du være helt sikker på et vaskeægte full-range lydbillede af fineste karat, uanset genre og lydtryk. En audiofil allrounder, som nok kræver sin plads, men til gengæld kvitterer med storslåede musikoplevelser.

702 S2 fås i ægte rosentræ-finer, mat hvid eller sort højglansfinish.

Lyd & Billede
Lyd & Billede

B&W 700 Series – high-end kvalitet i mellemklassen

Den nye 700 S2-serie fra Bowers & Wilkins erstatter CM S2-serien, som i mange år har været utrolig populær blandt musik- og hjemmebio-entusiaster over hele verden. Denne gang er det imidlertid ikke bare en opdatering – det er en helt ny serie!

Ydelsen er drastisk forbedret i alle modeller i forhold til CM-serien, og der er brugt så mange teknologier fra den kostbare 800 Series Diamond, at det var naturligt at kalde den nye højttalerfamilie for 700. Hermed placerer den sig logisk imellem den mere økonomiske 600-serie og den eksklusive topserie.

Hvis højttalerne alligevel virker bekendte, så er det absolut ikke tilfældigt. Det grundlæggende kabinetdesign fra CM-serien er nemlig bevaret et langt stykke hen ad vejen. Dette elegante og populære design har forlængst bevist sin tidløse levedygtighed, og B&W har derfor koncentreret sig om at give dig så mange af kvaliteterne fra 800-serien som muligt til en pris, der stadig er til at betale for almindelige dødelige.

700-serien sætter en ny standard i mellemklassen, som konkurrenterne vil få mere end svært ved at hamle op med. Og uanset om dit behov siger en kompakt feinschmecker-model eller en tung, komplet hjemmebiograf, kan du være sikker på en gennemført eksklusiv oplevelse med 700-serien!

Solidt og elegant design med lyden i fokus

Designet i 700-serien er enkelt, stilrent og eksklusivt. Du kan vælge mellem ægte træfiner, højglans sort eller mat hvid lak. Skjult under overfladen finder du også en supersolid konstruktion, som er med til at få enhederne til at præstere optimalt.

Frontbaffel og sider er i ekstra tykke plader, og der er brugt solide indvendige afstivere i MDF. Det stive kabinet reducerer resonanser i de lavere frekvenser, mens den højere masse i de tykkere kabinetsider reducerer højfrekvente resonanser. Du kan ikke se alle disse finesser – men du vil nyde resultatet af dem.

Som på 800-serien sidder den sarte diskantmembran godt beskyttet bag et diskret metalgitter, der er designet til at slippe lyden intakt igennem. Samtidig er fronten helt uden synlige monteringsskruer. Dette lader de lækre aluminiumsringe omkring enhederne komme helt til deres ret, så din 700-serie højttaler kan blive et elegant møbel i din stue, både med og uden stoffront.

Nautilus og Carbon Dome – en diskant uden mislyde

Bowers & Wilkins' patenterede Nautilus-diskant har i en årrække og i forskellige udgaver været standard på næsten alle deres højttalere. Nautilus-princippet bygger på et rør, som er monteret på enhedens bagside og nærmest fungerer som en omvendt trompet. Dette rør absorberer effektivt al den lyd, som enheden producerer bagud, så den fremadrettede lyd ikke påvirkes. Og det er jo den, du lytter til på en højttaler.

Den Nautilus-ladede diskant i 700-serien introducerer en helt ny diskant-teknologi fra Bowers & Wilkins: Carbon Dome. Den er det nye mellemled mellem aluminiumsmembranen i 600-serien og den kostbare diamantmembran i 800-serien. En Carbon Dome består af to sektioner. Den forreste del er en blot 30my tyk aluminiumsmembran, der pådampes en tynd kulstofbelægning i en proces kaldet Physical Vapor Deposition (PVD). Den bageste del er en 300my tyk ring af kulfiber, som laser-udskæres til at passe profilen på aluminiumsdomens yderste del og bagefter fastgøres til denne. Resultatet er en dome med fabelagtig stivhed og en opbrudsfrekvens, der er flyttet helt op til 47 kHz – uden overflødig vægt eller andre ulemper!

702 S2 og 705 S2 har diskanten monteret i et separat hus på toppen af kabinettet for at optimere spredningen og forhindre indflydelse fra kabinetvibrationer – igen et princip hentet fra 800-serien. Som på 800-serien er 700-seriens diskanthus også drejet ud af en massiv aluminiumsblok i modsætning til støbt zink på de tidligere CM-højttalere.

Det nye diskanthus er massivt og vejer over 1 kilo, så det er yderst solidt og resonansdødt. Dette design giver også mulighed for at bruge selve huset til køling af diskanten som i 800-serien. God køling er vigtig, fordi det giver lavere driftstemperatur i diskantenhedens spole, og det er til stor gavn for både lydkvalitet og holdbarhed.

Enheden er også mekanisk afkoblet fra kabinettet i de modeller, hvor den sidder monteret i frontbaflen. Her er det blot gjort ved hjælp af en ring af syntetisk gel omkring magnetmotoren, og det giver et hørbart mere klart og tredimensionelt lydbillede.

Continuum (kuhn-tin-you-uhm)

Under udviklingen af den kostbare 800 Series Diamond D3 fandt B&W frem til en erstatning for Kevlar, som ellers har været brugt til membranerne i både deres FST- og bas/mellemtone-enheder siden 1974: Continuum! Ligesom Kevlar er Continuum et vævet materiale, hvor man stadig benytter sig af den kontrollerede opbrydning, men med væsentlige forbedringer i spredningen.

Samtidig er opbrydningen i selve materialet endnu mere kontrolleret end med Kevlar. Forvrængningen kan derfor holdes på et absolut minimum. Med Kevlar kunne B&W konstruere membraner, der næsten opførte sig som ønsket. Continuum-elementerne med deres nye materiale giver en membran, der præcist opfører sig som ønsket – og dermed en forvrængning, der er bragt ned på et bogstaveligt talt uhørt lavt niveau!

Alt dette er teknologi nedarvet direkte fra 800-serien, og du høster frugten af B&W's pionerarbejde, når den krystalklare lyd flyder ind i din øregang.

FST– en unik mellemtone med unikke kvaliteter

Alle 700-seriens trevejs-modeller er bestykket med B&W's unikke "kantløse" Continuum FST-mellemtone. FST-enheden er konstrueret uden det konventionelle kantophæng, som kendes fra almindelige enheder, og den giver en ekstremt velopløst og neutral gengivelse af stemmer og instrumenter.

Membranen i en FST-mellemtone er vævet på en speciel måde, som gør, at uønskede resonanser på enhedens overflade bliver "slået i stykker". I kombination med det kantløse FST-ophæng vil membranen gengive forskellige frekvenser på forskellige områder af overfladen. Enheden "flexer" ud fra den påførte tone i stedet for at bevæge sig som et stempel, og dette hjælper med til at sprede alle frekvenser i arbejdsområdet lige godt. Du er ikke tvunget til at sidde i én bestemt position for at kunne nyde musikken optimalt.

Den fintunede "anti-resonance" massedæmper i membranens centrum giver også et værdifuldt bidrag til at dæmpe vibrationer og styre opbrydningen. Selve højttalerchassiset er ultrastabilt støbt i aluminium, og enheden er på raffineret vis monteret på bagsiden af chassiset indvendigt i kabinettet via et specielt beslag. Her sørger et helt nyt dæmpesystem for at isolere enhed og kabinet fra hinanden, så uvedkommende vibrationer ikke forurener lydsignalet.

Aerofoil – basgengivelse fra de højeste luftlag

De rendyrkede basenheder i 700-serien er bestykket med en forenklet udgave af den ultralette og ultrastive Aerofoil-membran, som blev udviklet til 800-serien. Aerofoil-membranerne i 700-serien er stadig inspireret fra flyindustrien og det er stadig en sandwichkonstruktion. Her er den blot udført med to solide papirlag omkring et lag polystyren-skum i stedet for kulfiber og syntetisk specialskum som i 800-serien.

På trods af den enklere konstruktion er 700-seriens basenheder stadig yderst potente. De lette og stive membraner fungerer som et næsten perfekt "stempel", som er meget svært at drive til opbrydning i hele dens arbejdsområde. Præcis den samme grund til, at Bowers & Wilkins har udviklet Carbon Dome-diskanten til denne serie. Du vil blive overrasket over præcisionen og dynamikken fra disse avancerede nye basenheder.

Less is more

Delefilteret har stor betydning for højttalerens lydkvalitet, og som i deres dyreste serier har Bowers & Wilkins i 700-serien gjort sammenspillet mellem enhederne så optimalt, at delefilteret kan reduceres til ganske få komponenter. Disse er til gengæld af udsøgt kvalitet og udvalgt gennem en lang række udmarvende lyttetest. Færre komponenter giver en mere direkte signalvej, som igen giver bedre lyd.

De kraftige skrueterminaler på bagpanelet sikrer problemfri funktion i hele højttalerens levetid. Du har også mulighed for at bi-wire højttaleren, så du kan vride de sidste ressourcer ud af systemet.

Basrefleks-porten er B&W's unikke Flowport, som har små fordybninger i mundingen. Overfladen minder om en golfbold og reducerer luftmodstanden, så luften lettere kan passere. Det giver en renere og dybere bas og mindsker samtidig forvrængningen.

Mere fra Bowers & Wilkins

Tilbehør til Bowers & Wilkins 702 S2

Anbefalede produkter

Anbefalede alternativer