Gå til indhold
66.999,-stk
Leveringstid 3-4 uger
  -
8 x 200 watt multikanals high-end effektforstærker til eksklusive hjemmebiografer og ambitiøse musiksystemer. Driver med lethed enhver højtaler.
Læs mere om produktet

Læs mere:

Beskrivelse

Lyngdorf MXA-8400 – kompromisløs 8 x 200 watt high-end multikanals forstærker med Purifi EIGENTAKT forstærkerteknologi og PowerPerfect strømforsyning

  • Enestående ren og detaljeret lyd med Purifi EIGENTAKT forstærkerteknologi
  • Kan ubesværet drive ethvert højtalersystem
  • Kan brokobles op til 4 x 800 watt i 8 ohm
  • Meget lavt energiforbrug i forhold til kraftressourcerne
  • Både balanceret og ubalanceret tilslutning

MXA-8400 er en ekstrem 8-kanals effektforstærker baseret på den unikke Purifi EIGENTAKT teknologi, og den er det kraftigste produkt fra Lyngdorf Audio nogensinde. Den leverer massive 8 x 200 watt i 8 ohm eller 8 x 400 watt i 4 ohm, og den gør det i kompromisløs high-end kvalitet. Hvis det stadig ikke er nok, kan forstærkerkanalerne brokobles parvist, så du kan få et ultimativt effektmonster på op til 4 x 800 watt i 8 ohm – mere end nok til ubesværet at drive selv de mest krævende højtalere.

MXA-8400 er primært tænkt som multikanals effektforstærker til high-end hjemmebiografer sammen med en af Lyngdorfs egne matchende surround-processorer. Men den kan også bruges til ambitiøse musiksystemer og indbygningsløsninger, hvor den krystalklare lyd, de næsten uudtømmelige effektressourcer og de fleksible muligheder for bi-amping og brokobling gør den til et kompromisløst high-end valg. Hvis du ønsker det, er der heller intet i vejen for at kombinere MXA-8400 med højkvalitets forforstærkere og surround-processorer fra andre producenter.

Purifi EIGENTAKT og PowerPerfect – en lydoplevelse uden grænser

MXA-8400 inkorporerer Purifi EIGENTAKT-teknologien med den innovative EIGENTAKT-fejlkorrektion (EEC), Lyngdorf Audios effektive og avancerede PowerPerfect strømforsyning, ultra-støjsvage og præcise analoge indgangstrin samt et avanceret og eksklusivt 4-lags printboard for optimal signalvej og jordforbindelse. Med denne perlerække af unikke features sætter MXA-8400 nye standarder inden for lydkvalitet, ydelse og pålidelighed.

PowerPerfect strømforsyningen er så effektiv og har så lavt standby-forbrug, at kabinettet kan fungere som køleribbe uden behov for støjende ventilatorer. Strømmen fra lysnettet er effektivt separeret i designet, så der ikke er behov for eksterne strømfiltre. PowerPerfect beskytter højtalerne mod netstøj, udgør en skånsom belastning for elnettet og introducerer ikke støj til andet udstyr.

Du kan læse mere om Purifi EIGENTAKT teknologien og PowerPerfect længere nede i produktbeskrivelsen.

Designet, samlet og testet i 24 timer hos Lyngdorf Audio, Danmark

MXA-8400 samles efter de højeste kvalitetsstandarder hos Lyngdorf Audio i Danmark, hvor hver enhed skal bestå en 24-timers test med alle kanaler drevet og måles igennem i mindste detalje for at opfylde alle specifikationer. Det sikrer, at du får ultimative præstationer og den højest mulige pålidelighed.

Lyngdorf MXA-8400 fås i sort aluminium finish.

Purifi EIGENTAKT – en revolution i forstærkerdesign

Lyngdorf MXA-8400 anvender den nye Purifi EIGENTAKT analoge Klasse D-teknologi. Firmaet Purifi har specialiseret sig i udvikling af Klasse D forstærkerplatforme og højtalerenheder, og bag det står tre store legender inden for audio-industrien:

Bruno Putzeys fra Belgien er opfinderen af Hypex og de ’selvsvingende’ UcD- og nCore forstærkerdesigns. Lars Risbo fra Danmark opfandt Equibit-teknologien sammen med Peter Lyngdorf, hvilket i 1998 resulterede i verdens første 100% digitale forstærker, den fantastiske TacT Millenium. Lars har over 40 patenter inden for digital forstærkerteknologi og har samarbejdet med bl.a. Texas Instruments i mange år, inden han kastede sig over Purifi.

Sidst, men ikke mindst, er legendariske Peter Lyngdorf også en del af holdet bag Purifi. Han har grundlagt HiFi Klubben, og virksomheder som NAD, DALI, Gryphon, Snell Acoustics, Lyngdorf Audio, Steinway Lyngdorf og nu også Purifi er alle enten startet af, ejet af eller har været ejet af Peter.

Purifi EIGENTAKT – hvad er det?

Det, der grundlæggende gør Purifi-platformen anderledes, er fraværet af forvrængning samt evnen til at drive en hvilken som helst højtalerbelastning uden nogensinde at ændre forstærkerens output og dens egenskaber. Forvrængningen er så lav, at Purifi-teamet var nødt til at udvikle en helt ny måde at måle harmonisk forvrængning og støj, fordi niveauet var lavere end den grundstøj, der var i eksisterende, konventionelt måleudstyr. Ifølge ingeniørerne har Purifi-forstærkerne en lavere forvrængning og støj end de allerbedste D/A-konvertere, der eksisterer på markedet.

Purifi EIGENTAKT er resultatet af omfattende forskning, hvilket har ført til den patenterede EIGENTAKT-fejlkorrektion (EEC). Teknologien eliminerer harmonisk forvrængning (THD) ved enhver frekvens og ethvert lydniveau. Den giver også enestående lav intermodulations-forvrængning (IMD), og det sikrer et utrolig detaljeret og stabilt lydbillede, der ikke overgås af nogen anden forstærkerteknologi. Resultatet er en utroligt neutral lydpræstation uden støj eller klangligt ”fingeraftryk”. Frekvensresponsen er uafhængig af højtalerens impedans, og der følger en meget høj dæmpningsfaktor med i købet.

Hukommelseseffekt og hysterese

I udviklingen af forstærkerne faldt Purifi-teamet over noget nyt. De fandt ud af, at komponenterne i output-filteret på forstærkeren led af en slags ‘hukommelseseffekt’ på grund af det magnetfelt, der genereres, når strøm flyder igennem spolerne. Denne effekt ’husker’ nogle af transienterne tilbage i tid fra lydsignalet, som allerede er strømmet igennem komponenten, hvilket kan påvirke det næste kommende signal og derved skabe forvrængning. Denne forvrængning kommer til udtryk gennem ganske små ’pop’- og brummelyde, der forstyrrer lydbilledet.

Ifølge Purifi-teamet så er denne effekt den primære årsag til, at nogle Klasse D-forstærkere lyder ’grovkornede’ og ikke højopløste. Fænomenet i sig selv kaldes hysterese – ikke at forveksle med hysteri. Hysterese er et velkendt begreb inden for bl.a. fysikken og bruges generelt som et udtryk for, når noget ændrer karakter afhængigt af en stigende eller faldende ydre påvirkning. Et fænomen, som blandt andre højtalerproducenten DALI også har haft held til at minimere drastisk med deres patenterede SMC-teknologi.

Ved at placere output-spolerne inden for forstærkerens feedback-loop og ved at anvende en dybdegående research omkring intelligente algoritmer havde Purifi-teamet pludselig lagt stenene til EIGENTAKT-teknologien. Via EIGENTAKT kan Purifi fjerne de støjende artefakter i lyden med op til 75dB lavere hysterese og metalforvrængning sammenlignet med et hvilket som helst andet Klasse D-design på markedet. Resultatet er et næsten ikke-målbart forvrængningsniveau og en magisk klar og præcis gengivelse af lyden.

Hvad er PowerPerfect teknologi?

Strømforsyningen er ofte en begrænsende faktor for almindelige multikanal-forstærkere, så selv den bedste forstærkerteknologi ikke kan udfolde sit fulde potentiale. PowerPerfect er en højeffektiv og kølig strømforsyning, som er specifikt designet til at få det bedste ud af Purifi EIGENTAKT forstærkerkredsløbet. PowerPerfect tager spænding og strøm fra nettet og omdanner det til forstærkerpræstationer på højest mulige niveau.

Udover effektiviteten drager PowerPerfect også fordel af den integrerede Channel Balancing Technology, som fordeler strøm mellem alle kanaler på den ideelle måde. Dette giver den bedste base for hver forstærkerkanal, selv når alle kanaler er aktive. Med PowerPerfect er MXA-8400 beskyttet mod overbelastning og fejl ved hjælp af flere beskyttelsessystemer. Alle beskyttelsessystemer er konstant aktive, mens forstærkeren er tændt og i drift.

HiFi Klubbens
Ekspertvurdering

Fordele

  • State-of-the-art Purifi EIGENTAKT forstærkerteknologi
  • Ekstremt ren og detaljeret lyd
  • Massiv råstyrke i enhver belastning og ved ethvert lydtryk
  • Eksklusivt og solidt design i aluminium
  • Matcher Lyngdorfs egne surround-processorer
  • Forstærkerkanaler kan brokobles parvist til 800 watt (op til totalt 4 x 800 watt)
  • Høj/lav indgangsfølsomhed/gain
  • Auto-tænd/sluk
  • 12V Trigger-ind/ud
  • Lavt strømforbrug og lav varmeudvikling i forhold til udgangseffekt

Begrænsninger

  • Ingen indbygget D/A-konverter eller digitale indgange
  • Nogle alternativer har endnu mere fleksible tilkoblingsmuligheder

Tekniske specifikationer

Udgangseffekt 8 ohm8 x 200 watt (rated THD, 8 ohm, 20-20.000 Hz) watt
Forvrængning (THD)<0,001%
ForstærkerteknologiKlasse D