HiFi Klubben

Gå til indhold
Lokale tilbud Gør et kup på udstillingsmodeller, udgåede produkter og overskudslager fra alle vores butikker. Læs mere

Sådan finder du vej i TV-junglen

Glem forvirrende reklamer – vi giver dig klar besked!

Flimrer det for dine øjne, når du skal læse tekniske data? Bliver du svimmel, når ekspedienter og reklamer kører rundt med dig? Får du hovedpine af dit TV-billede? Hi-Fi Klubben hjælper dig!

Dagens fladskærme er større, flottere, bedre og billigere end nogensinde. Til gengæld går udviklingen så hurtigt, at selv fagfolk skal løbe stærkt for at følge med. I denne artikel vil vi hjælpe dig med at skille skidt fra kanel, og vi punkterer en række af de myter, som kan gøre dit TV-liv mere besværligt end allerhøjst nødvendigt.

Gå efter det vigtige og glem resten

Hvis du vil have et langt og lykkeligt liv sammen med dit TV, er der i bund og grund kun fire ting, der tæller for alvor:

  • Godt billede
  • God lyd
  • Alle nødvendige funktioner og tilslutninger
  • Adgang til alle ønskede TV-kanaler

Dette er desværre alt for simpelt for TV-producenterne, når de skal promovere deres nyeste vidundere. Derfor erstatter de det i stor stil med vidtløftige mirakelteknologier, som på papiret lyder som ren magi, men i praksis er ren varm luft. Gå efter det væsentlige – så er du på rette vej!

 

Jo – størrelsen betyder noget

Med dagens meget høje digitale billedkvalitet behøver du ikke længere bekymre dig om at komme for tæt på dit TV. Hovedreglen er: Jo større, jo bedre! Kvaliteten kan bære det, og et stort TV giver alt andet lige en større billedoplevelse end et lille. 55 tommer er ganske normalt i dag, og TV på 65 tommer eller endnu større er i fuld gang med at indtage de danske hjem.

Brug dine øjne og din sunde fornuft
i stedet for specifikationer,
når du vælger TV.
Så kan det aldrig gå helt galt.

 

LED – slankt design og lavt energiforbrug

Langt de fleste af dagens fladskærme bygger på den såkaldte LED-teknologi. LED-skærme fungerer via såkaldte flydende krystaller, som åbner og lukker for lyset, hjulpet af et sindrigt system af mikroskopiske farvefiltre. Selve lyset kommer fra lysdioder (LED), hvilket giver mulighed for et særdeles slankt design og et imponerende lavt energiforbrug. 

LED-TV er ukomplicerede at have med at gøre i dagligdagen, de kan give fremragende billedkvalitet, og de fungerer fint under næsten alle lysforhold og med alle billedkilder. På minussiden kan de ikke gengive rent sort, og du kan også opleve, at baggrundsbelysningen skinner ujævnt igennem i mørke partier, især i skærmens yderområder (”bleeding”).

 

Ultra HD – ultra-højopløste billedoplevelser 

UltraHD, også kaldet UHD eller 4K, er det seneste højdepunkt i HD-kapløbet. Med UHD får du 4 x opløsning i forhold til Full-HD skærme. Omsat i megapixels, som du kender fra dit kamera, er UHD 8 megapixels over for Full-HD med 2 megapixels. Og for lige at få dét med, så har dagens HDTV-kanaler en opløsning på 1 megapixel. Med andre ord er UHD en drastisk forbedring. 

Efter en lidt tøvende start er ægte UHD-materiale nu ved at være tilgængeligt. Film og afspillere til UHD Blu-ray er forlængst på markedet, og du kan også se en lang række populære 4K-titler i forrygende kvalitet på Netflix (hvis du har en god bredbåndsforbindelse). Lige rundt om hjørnet lurer 4K-spilkonsoller og 4K TV-transmissioner via kabel og fibernet. Så nu kan du endelig opleve, hvor godt dit UHD-TV i virkeligheden er. 

En anden fordel ved UHD er den ultrahøje pixeltæthed og den fine opskaleringsfunktion, som ofte følger med i disse TV. Nu kan du helt glemme alle gamle tommelfingerregler for, hvor tæt du kan sidde på skærmen, før dine øjne bliver fyldt med pixelgrød. Med UHD kan du trygt købe det største TV, du har plads og råd til! 

UHD/4K er selvfølgelig ikke det sidste ord i pixelkapløbet. Allerede nu kappes TV-producenterne om at komme først med yderligere forbedringer, og f.eks. Samsung lancerer nu QLED-modeller, som skal konkurrere direkte med OLED om at give dig den ultimative billedoplevelse. 

 

OLED – fremtidens TV?

De såkaldte OLED-TV har været undervejs i mange år, men er nu en realitet på markedet, indtil videre anført af LG. I en OLED-skærm er det selve de enkelte pixels, der udsender lys ligesom ved gårsdagens plasma-TV. Herved kan du på én gang få en stribe fordele fra både LED og (tidligere) plasma: superfladt design, lavt energiforbrug, perfekt sortniveau og ultrahurtig responstid. 

På papiret er OLED et godt bud på fremtidens TV, og priserne er så småt på vej ned i et leje, hvor også almindelige mennesker kan være med. Udvalget er dog stadig meget begrænset, og der er en række uafklarede spørgsmål, f.eks. omkring panel-levetid og indbrænding. OLED er alt i alt en lovende teknologi, men vi er stadig et stykke ude i fremtiden, før den bliver dagligdag – hvis den bliver det.

 

Antenne, kabel, satellit eller bredbånd?

Dit TV-signal skal selvfølgelig komme et sted fra. I dagens digitale TV-univers har du i praksis fire muligheder:

  • Antenne (DVB-T)
  • Kabel-TV (DVB-C)
  • Satellit/parabol (DVB-S)
  • Bredbånd/fibernet

Med antenne og kabel-TV – og i enkelte tilfælde også satellit/parabol – har du mulighed for at få TV-tuneren og eventuelt tilhørende kortlæser indbygget i TV’et, så du slipper for en separat tunerboks med tilhørende fjernbetjening. Det er en stor bekvemmelighed i den daglige brug. Bredbånd/fibernet kræver altid en separat modtagerboks.

Kom ind i Hi-Fi Klubben, hvis du har spørgsmål
eller leder efter det helt rigtige tilbehør til dit TV.
Vi har løsninger til alle behov.

 

Ekstra TV kan koste dyrt

Hvis du har mere end ét TV i hjemmet, skal du være ekstra opmærksom med hensyn til TV-udbyder. Med DVB-T og DVB-C kan du uden problemer fordele signalet til flere TV, men afhængigt af din udbyder og din programpakke kan der stadig komme merudgifter til. Du kan f.eks. få brug for ekstra programkort og kortlæsere. 

Med satellit- og bredbånds-TV skal du som hovedregel bruge en separat modtagerboks for hvert enkelt TV. Nogle udbydere giver i dag ekstra programkort gratis med i abonnementet, mens andre kræver tilkøb i større eller mindre grad. Har du tre eller fire TV-apparater i huset – hvilket ikke er usædvanligt i dag – kan dette i nogle tilfælde løbe op i helt groteske beløb. Husk derfor ALTID at spørge!

 

Nej – dit TV er ikke fremtidssikkert

Lad det være sagt én gang for alle: Fremtidssikring er en illusion! Udviklingen går så hurtigt i dag, at der altid ligger en ny og forjættende TV-teknologi eller sendestandard og lurer lige rundt om hjørnet. Udviklingen vil med garanti igen og igen overhale selv det mest ”fremtidssikre” TV. 

Dette betyder heldigvis ikke, at du er nødt til at skrotte dit fine nye TV om et halvt år. Men du skal være forberedt på, at du på et tidspunkt kan få brug for en separat modtagerboks eller lignende, hvis du vil være med på det allernyeste. Sådan er det bare i dag, og det kan vi allesammen lige så godt vænne os til. 

Fremtidssikring er en illusion. Uanset hvilket TV du vælger, kan du før eller siden få brug for en separat modtagerboks eller lignende. 

 

Papir-specifikationer og varm luft

For almindelige TV-købere er det nemt at lade sig forblænde, når producenterne buldrer frem med deres responstid, kontrast, 100/200/600/800 Hz og hvad de nu ellers finder på. Men i praksis kan du ikke bruge disse tal til noget som helst. Selv den billigste og dårligste fladskærm har i dag strålende specifikationer på papiret, og producenterne måler tingene på vidt forskellige måder, så du alligevel ikke kan sammenligne direkte.

 

Et helt absurd eksempel er det såkaldte PQI-tal. Her kigger producenten på sit TV og giver det point for forskellige egenskaber efter en hjemmelavet skala. Lidt ligesom at teste en sportsvogn og smide pointene for tophastighed og acceleration i samme pulje som terrænegenskaber og anhængertræk. Den tvivlsomme måling er altså afløst af et endnu mere tvivlsomt tal for ”total kvalitet”. Det giver ingen mening. I Hi-Fi Klubben vælger vi at se helt bort fra disse tal, og vi anbefaler dig at gøre det samme.

 

Brug dine øjne og din sunde fornuft

I stedet for specifikationer skal du først og fremmest bruge dine øjne, når du vælger TV. Bed om at få lov til at se den samme film eller den samme TV-udsendelse på flere forskellige modeller og sammenlign billedets bevægelser, lyse og mørke partier, farvemætning, hudtoner etc. Det fortæller dig langt mere om kvaliteten end nok så mange tekniske data – specielt hvis du også sørger for at se billedet med et almindeligt TV-signal. 

De højopløste demo- eller animationsfilm, der påfaldende tit kører i butikkerne, har en forbløffende evne til at se godt ud på selv det dårligste TV, og de er derfor meget populære i salgsøjemed. 

Når du har fundet et TV med et godt billede, skal du sikre dig, at det har de rigtige tilslutninger, og at det kan modtage dit TV-signal derhjemme. Her kommer f.eks. de indbyggede digitale TV-tunere ind i billedet (se længere oppe i artiklen). Du skal også gerne kunne tilslutte alt dit eksisterende og kommende billedgrej (Blu-ray, spilkonsol m.m.). Og ikke mindst skal du tjekke, at Smart TV-funktionerne matcher dine behov. 

Hvis du vælger et kvalitets-TV med et rigtig godt billede og de rigtige tilslutninger, kan det aldrig gå helt galt. Så er det vigtigste nemlig på plads, og du kan nyde dit nyindkøb i årevis, også selvom du måske får brug for en ekstern boks eller andet på et tidspunkt.

 

Kalibrering – den billige vej til fremragende TV-billeder

Fabriksindstillingen på næsten alle nye flad-TV er skabt til at imponere dig i butikken – ikke til at give et korrekt og behageligt billede hjemme i din dagligstue. Derfor bør du absolut bruge lidt tid på at indstille dit TV ordentligt. 

En 100% korrekt kalibrering er et job for professionelle, men der er heldigvis mange indstillinger, som du lynhurtigt selv kan lave via TV’ets almindelige menuer. Du kan faktisk komme næsten i mål blot ved at gå ind i billedmenuen og vælge ”Film” i stedet for standardindstillingen, der typisk hedder ”Dynamisk”. 

Der er også mange andre grundindstillinger, som du nemt kan klare selv, men det vil føre for vidt at komme ind på her. Spørg i Hi-Fi Klubben – så skal vi nok give dig nogle gode tips til at få dit TV helt op på mærkerne.  

 

Smart TV og streaming – en uendelig verden af underholdning for hele familien 

Smart TV er den gængse betegnelse for alle de funktioner, som du kan afvikle på dit TV via internet, wi-fi eller USB. Du kan f.eks. streame din foto/video-samling fra computeren eller hygge dig med indbyggede apps i TV’et (f.eks. YouTube). Mange modeller kan kommunikere direkte med din smartphone eller tablet og give dig endnu flere funktioner den vej rundt.

Den ubetinget største revolution, som er fulgt i kølvandet af Smart TV, er dog Netflix og andre video-streamingtjenester som HBO, Amazon, TV 2 Play, Viaplay osv. Disse tjenester giver dig mod et månedligt abonnement adgang til en uudtømmelig verden af film, serier og andet videomateriale i meget høj kvalitet. Du behøver i princippet aldrig mere at købe en DVD eller Blu-ray-film – du streamer det hele via internettet i stedet for, når du selv har lyst. En helt ny TV-oplevelse for hele familien! 

Netflix er ved at være en selvfølge på alle dagens Smart TV, men herudover kan der være stor forskel på brugerfladerne samt hvilke apps og funktioner, de forskellige producenter tilbyder. Hvis en bestemt Smart TV-funktion er afgørende for dig, skal du derfor se dig godt for, inden du handler. Spørg os i Hi-Fi Klubben – vi er klar til at hjælpe dig sikkert i mål. 

 

USB-optagelse og timeshift – se TV når du vil

Mange fladskærme er udstyret med en utrolig nyttig funktion, som desværre alt for tit bliver overset, nemlig ”timeshift” og optagefunktion. Via en almindelig USB-harddisk, som kan fås for små penge og gemmes væk bag TV’et, kan du optage dine favorit-udsendelser og ikke mindst: sætte direkte TV på pause og spole frem og tilbage.

 

Denne funktion åbner for en helt ny og meget friere TV-oplevelse, hvor du aldrig mere behøver at gå glip af et mål i fodboldkampen eller være nødt til at turbo-putte ungerne for at nå starten af aftenens film. Nogle modeller har dobbelte TV-tunere, og så kan du optage én udsendelse, samtidig med at du ser en anden. Det gør en stor forskel, når dit favorithold og din favoritfilm spiller samtidig på to forskellige kanaler.

 

Glem ikke lyden!

Dagens superslanke flad-TV levner kun plads til bittesmå indbyggede højttalere med en tynd og dåseagtig lyd. Selv de flotteste front-klistermærker med ”Super Surround” eller anden ordgas kan ikke lave om på dette faktum. Du snyder simpelthen dig selv for halvdelen af oplevelsen, hvis du nøjes med TV’ets indbyggede højttalere.

 

Heldigvis er der masser af muligheder for at få en TV-lyd, der kan leve op til det lækre billede. Det kan du læse meget mere om her, og du er også altid velkommen til at komme ind i Hi-Fi Klubben og opleve forskellen. Det kan gøres både nemt, billigt og elegant!

Vi tror du vil kunne lide mere end bare denne side

HiFi Klubben bruger cookies til statistik og til at forbedre din brugeroplevelse på vores hjemmesider. Ved at klikke videre på siden accepterer du brugen af cookies. Læs mere om cookies her