Gå til indhold
Subwoofer

DALI V-16 F

Nyhed
Har du lyst, plads og råd til en ultimativ basløsning? Så behøver du ikke lede længere. DALIs 16” monster-subwoofer leverer rå mængder af audiofil, afgrundsdyb bas, og lyden er ægte high-end, uanset hvad du udsætter den for.

Fordele

  • Overvældende dyb, hurtig og præcis bas til både musik og hjemmebio
  • Ekstremt lav forvrængning selv ved meget høje lydtryk
  • Udviklet 100% in-house af DALI i Danmark
  • Enestående evne til at integrere med resten af systemet
  • Frontbetjening med knapper og display for nem opsætning
  • Forprogrammeret EQ for hi-fi og hjemmebio
  • Kan bygges ind i væg (frontbetjent)
  • Eksklusiv finish i ægte træfiner (Black Ash)

Begrænsninger

  • Ikke opsætning/EQ via fjernbetjening, app eller computer
  • Ikke fuld indbygget rumkorrektion
  • Kræver sin plads

DALI V-16 F – ultimativ 16” subwoofer til kompromisløse high-end hjemmebiografer

V-16 F er en kompromisløs 16” high-end subwoofer, som er skabt til at levere bas i verdensklasse både til high-end surround-hjemmebiografer og til multikanals musiksystemer. Den er den mest kraftfulde og kompromisløse subwoofer, som DALI nogensinde har bygget, og den er udviklet helt fra bunden af DALI selv. Her er mere end 40 års erfaring sat ind på at opnå den absolutte perfektion.

Et hurtigt kig på specifikationerne fortæller øjeblikkeligt, at V-16 F er en subwoofer i den helt tunge klasse: 1500 Klasse D watt (2500 watt max), 16” enhed med Purifi CSS-kantophæng, tordnende og forvrængningsfri bas ned til under 19 Hz, 90 liters kabinet, vægt 53 kilo og en overflod af lækker teknologi, som holder styr på de massive kræfter. Så er niveauet lagt.

Bas uden begrænsning

V-16 F kan fylde selv det største rum eller den største hjemmebiograf med dyb, præcis og kontrolleret bas, som vil imponere selv den mest krævende lytter. Samtidig er den så velafbalanceret og fleksibel, at den også fungerer perfekt i mindre rum eller som en del af et sofistikeret hi-fi-setup. Her får du en stram, detaljeret og dybtgående bas, der kan få både loft og vægge til at ryste – helt uden at gå på kompromis med dynamik, præcision eller lydens naturlige klang. V-16 F kan mærkes, før den kan høres, og den har en unik evne til at forsvinde og blive en integreret del af helheden af dit hjemmebiosystem.

Har du pladsen og budgettet, har du her en ultimativ subwoofer-løsning. Skal det være endnu mere ultimativt, kan du tilføje endnu en (eller flere) V-16 F til dit system og nyde dit helt eget jordskælv hjemme i stuen. Det har den naturligvis også en indstilling til.

V-16 F fås med finish i ægte træfiner (Black Ash).

16” enhed med monumentale kraftressourcer uden forvrængning

Den enorme 16” enhed i V-16 F er designet og udviklet 100% af DALIs ingeniører til at give ultrapræcis, uforvrænget og afgrundsdyb bas uanset lydtryk. Men rå kraft alene gør det ikke, hvis forvrængning og kompression ødelægger præstationerne i den anden ende af kæden. Derfor har DALI brugt en perlerække af kostbare og avancerede tekniske løsninger i jagten på at gøre V-16 F til en ultimativ subwoofer.

V-16 F enheden er udviklet med en enorm båndbredde på over 1 kHz, og den har banebrydende lav forvrængning i hele arbejdsområdet. Enhedens meget høje båndbredde sikrer en problemfri overgang mellem hovedhøjtalerkanalerne og subwooferen uden ændring af hastighed, timing eller impulsrespons i overgangsbåndet. Det gør V-16 F fabelagtigt god til at ”forsvinde” i systemet og slet ikke have nogen egenlyd. Med andre ord en ægte audiofil subwoofer.

CSS – en membran uden forvrængning

En del af hemmeligheden bag de fantastiske præstationer ligger i det unikke og egenudviklede magnetsystem i selve basenheden samt i det specielle ”bølgede” CSS-kantophæng (Constant Surface Surround), som DALI har udviklet i samarbejde med danske Purifi Audio, der også leverer teknologi til bl.a. NAD’s high-end forstærkere.

Med CSS er enhedens effektive membranareal helt konstant selv ved meget store membranudsving, og forbedringen er i høj grad hørbar i form af drastisk reduceret forvrængning. Det gælder også de overtoner uden for enhedens normale arbejdsområde, som ellers kan gå ind og påvirke lyden negativt langt op i mellemtoneområdet, hvor øret er allermest følsomt for forvrængning.

16” enheden i V-16 F spiller helt lineært ved membranudsving op til ±16 mm, hvilket er mere end det dobbelte af en typisk basenhed. Ved helt vilde belastninger kan driveren klare op til ±35 mm udsving uden at tage skade, altså et samlet udsving på 70 mm! Af andre finesser finder du en 88 mm 4-lags ”no-loss” glasfiber svingspole, hele to ”spidere”, et 86 mm ventileret polstykke og den største og mest voldsomme ferrit-magnet, som nogensinde er set i en DALI-højtaler.

Massiv 1500 watt digital forstærker med avanceret DSP

V-16 F drives af en massiv, dansk udviklet 1500 watt digital Klasse D-forstærker, som er i stand til at levere helt op til 2500 watt spidseffekt. Når disse kraftressourcer kombineres med en ekstremt effektiv DSP, kan du være helt sikker på, at 16”-enheden altid bliver holdt i et jerngreb, uanset hvad du forlanger af den. Her bliver der kælet for alle detaljer over hele frekvensområdet og ved ethvert lydtryk.

Via knapperne og displayet på fronten kan du foretage alle de gængse indstillinger i opsætningen (delefrekvens, lydniveau m.m.) samt vælge mellem tre EQ-forvalg til hhv. filmlyd, musik og ”boost”, som giver et ekstra tilskud af basenergi og ”fun factor” til specielle lejligheder. Men det er langtfra alt.

Med ”Room Mode Attenuation” kan du identificere rummets egenresonans ved hjælp af et sweep og korrigere manuelt, så du får mindre bulder i lyden. Via ”Constant Group Delay” og ”Time Delay” kan du optimere tidsresponsen fra subwooferen, og med ”Link Mode” kan du kombinere to (eller endnu flere) V-16 F til at spille perfekt sammen. Så kan du se frem til monumental bas i selv den største surround-hjemmebiograf.

Stort, tungt og ultrasolidt kabinet

Det ultrakraftige kabinet på V-16 F er på hele 90 liter og er smart konstrueret med næsten kvadratiske mål, så subwooferen fylder mindst muligt i rummet. Kabinettet er bygget med 25 mm tykke plader i MDF og kraftige indvendige afstivninger på 21 mm. Fronten er hele 50 mm tyk for maksimal stabilitet, og de indvendige afstivninger er nøje placeret for at give optimal støtte til både basenheden og de fire basporte.

Det specielle ”Continuous Flare Port” design til basportene blev oprindelig udviklet til den fantastiske ultra high-end gulvhøjtaler EPIKORE 11. Den variable diameter gennem hele længden af porten modvirker både orgelpibe-effekt og turbulens og sikrer optimalt flow uanset lydnivau. Refleksportene er tunet til ekstremt lave 18 Hz og lever naturligvis fuldt op til DALIs low-loss principper. Der medfølger propper til portene med et matchende lyd-forvalg, hvis du skulle ønske at bruge V-16 F som en lukket konstruktion.

Vægten på massive 53 kilo og den elegante finish i ægte træfiner fortæller også, at der ikke er gået på kompromis nogle steder i konstruktionen af V-16 F. Resultatet af anstrengelserne er en superstærk og urokkelig stabil konstruktion, der sikrer stram, præcis og dyb bas, selv ved tordnende højt lydniveau.

Se whitepaper her

Mere fra DALI

Brug for hjælp?

Spørg en af vores passionerede Hi-Fi eksperter eller snak med kundeservice.
Maskinoversættelse registreret

Ups. Det ser ud til, at du bruger et maskinoversættelsesværktøj til at vise denne side. Selvom det kan være praktisk, kan det føre til uventet opførsel og i nogle tilfælde gøre siden ustabil eller endda ubrugelig.

For den bedste oplevelse anbefaler vi, at du deaktiverer oversættelsesværktøjet. Hvis du vælger at fortsætte, skal du være opmærksom på, at visse funktioner måske ikke fungerer som forventet.