Live-fornemmelse i din egen stue
Cerwin-Vega blev grundlagt i USA i 1954, og sammen med NAD har de været en hjørnesten i Hi-Fi Klubben siden starten i 1980. Disse massive amerikanske højttalere er skabt til at formidle lydtrykket og live-fornemmelsen fra koncertsale og stadions hjemme i din egen stue. Hvis du kan lide det højt og brutalt, hedder løsningen Cerwin-Vega!
Direkte fra den professionelle lydverden
Mange af Cerwin-Vegas tekniske løsninger er hentet fra den professionelle lydverden, hvor de i årtier har været storleverandør af lydsystemer til koncerter og diskoteker. De forstærkere og højttalere, som skal bruges her, skal opfylde næsten umenneskelige krav til råstyrke og stabilitet. Tusindvis af watt skal produceres og afleveres i timevis uden mislyde, og Cerwin-Vega er de ultimative eksperter på dette felt.
Med den massive effektformåen kan du opbygge et Cerwin-Vega anlæg, som med garanti kan opfylde alle dine krav til bas og dynamik. Selv de mindre højttalermodeller drager fordel af Cerwin-Vegas status som lydtrykseksperter, og en række af de større modeller er udstyret med solide støbte chassiser på basenhederne og overdimensionerede delefiltre. Detaljer som viser, at disse højttalere er lavet til at spille HØJT!
Ren kult for lydtryks-fanatikere
I årenes løb har der været mange historier om, hvordan effektudladningerne fra de store Cerwin-Vega-modeller kunne tage pippet fra næsten hvem som helst. Mest berømt er nok ”Jordskælvs-hornet”, som blev udviklet til filmen ”Jordskælv” fra 1974. 18”-enhederne i dette lydsystem præsterede en bas, som rent faktisk fik adskillige biografer til at slå revner i vægge og loft. Selvom mindre måske kan gøre det til hjemmebrug, fortæller jordskælvs-legenden næsten det hele: Cerwin-Vega er ikke high-end højttalere – de er simpelthen alt for underholdende!