Dolby Atmos
også i dagligstuen

Det hele ændrede sig, da tyngdekraften forsvandt.

Sådan føltes det nemlig, da jeg så Gravity i Imperial Bio i København, og jeg kan stadig huske suget i maven, da George Clooneys astronaut-stemme pludselig kom ud af højttalerne i loftet og bevægede sig ud over os, der sad i salen. Den krystalklare lyd gjorde, at man vitterligt fik følelsen af, at Hollywood-stjernen svævede gennem rummet. Det var filmmagi af den mest sublime slags, og Gravity er en absolut skelsættende lydfilm.

Jeg var overvældet over klarheden i det nye lydsystem, der nu også inkorporerede højttalere i loftet. Overvældet over, at mikroskopiske detaljer fremstod helt præcise, selv når de spillede ud af surround-højttalerne, der i det gamle biografsystem ofte var mudrede og uklare. Overvældet over den enorme power og nærmest fysiske kraft, der pludselig var i lyden, uanset hvor den kom fra i lokalet. Overvældet over, hvordan salen var omsluttet af lyd på en fuldkommen naturlig måde. Alle disse kvaliteter blev udnyttet optimalt af lydholdet bag Gravity, der da også modtog en række Oscars og hæderspriser efterfølgende.

Den gode oplevelse

At de samme standarder nu også overføres til hjemmebiografen er en fantastisk udvikling. Det er ingen hemmelighed, at alle lydmænd forbander den dag, fladskærmsfjernsynet blev opfundet, og højttalerne skrumpede til det rene ingenting. Men nu kan hjemmebiografer på næsten alle niveauer opskaleres til Atmos-kvalitet, og vel at mærke uden at man behøver direktørlønninger for at få adgang til den gode lydoplevelse. Grundideen bag Dolby Atmos er jo intet mindre end genial, for her får man en lydside, der ikke er skræddersyet til et bestemt type lydanlæg, men om man så må sige pakkes ud, så den passer til det aktuelle lydsystem, hvad enten det er med højttalere placeret på vægge, i loftet eller med ekstra subwoofere.

Gravity var for mig ikke blot en god lydoplevelse. Det var en skelsættende lydoplevelse. Jeg var så overvældet af Gravity, at jeg prompte inviterede min gode veninde, instruktøren Christina Rosendahl, med i biffen. På det tidspunkt var der så småt ved at blive linet op til optagelserne på Christinas spillefilm, Idealisten, der skulle begynde  i december 2013. Jeg var allerede på det tidspunkt hyret som filmens lyddesigner, og jeg sagde til Christina, at for mig var der ingen tvivl om, at Idealistens lyd burde mixes i Dolby Atmos. Efter at have set Gravity gav hun mig ret. Omgående. Under slutteksterne, faktisk. Med et smil på læben, vel at mærke.

Og hvad er det specielle ved Dolby Atmos? Rent teknisk handler det om, at gammeldags surround-lyd i biografen afvikles gennem seks eller måske otte kanaler – altså det, der kaldes 5.1 eller 7.1. I Dolby Atmos er der hele 64 kanaler, og det giver en langt større klarhed og kraft i lyden. Surround-højttalerne er fuldfrekvente med ekstra subwoofere, og der er højttalere tættere på lærredet, så lydene glider mere umærkeligt fra fronthøjttalerne og ud i rummet. Det lyder måske vældig teknisk, men hvad angår lydoplevelsen gør det en verden til forskel. Jeg har drømt om at film kunne lyde sådan her, siden jeg begyndte at lave lyd for 20 år siden!

Lyden former følelsen

Da vi startede lydarbejdet på Idealisten, begyndte jeg at researche på, hvad Atmos-systemet kunne, og jeg kontaktede Christopher Nolans lyddesigner, Richard King, som jeg har kendt i nogle år – han har bl.a. vundet Oscars for Inception og The Dark Knight og har lavet lyd på indtil flere Dolby Atmos-produktioner. Jeg ringede Richard op via videofunktionen på Skype og spurgte som det allerførste: ”Kan du anbefale at arbejde i Dolby Atmos?” Han tog sin laptop og vendte webkameraet op i luften, så jeg kunne se, at han nu havde fået installeret højttalere i loftet i sit eget studie. Han var også fan af den utrolige 3D-lyd, som Atmos skaber.

Rummelighed i lyd har altid været noget af det, der har fascineret mig mest ved at bruge ørerne. Jeg elsker den måde, lyden kan forme en følelse af at være i et bestemt rum og på film skabe den stemning, som er på en location. Skal restauranten være helt stille, når parret slår op med hinanden, så de helt forsigtigt sidder og hvisker? Eller skal det larme fra køkken, aircondition og højttaleranlæg, så parret er nødt til næsten at råbe ad hinanden? Det er lyden, som skaber stemningen og basalt set psykologien i scenen – et rums akustik farver lyden og kan forvandle en lyd til noget helt andet, end den oprindeligt var. Og netop disse forskellige aspekter af lyd kunne jeg virkelig arbejde med i Idealistens Dolby Atmos-mix.

Bevæbnet med mikrofon

Christina Rosendahls Idealisten er et drømmeprojekt for en lydmand, fordi den handler om en lydmand. Radiojournalisten Poul Brink er filmens hovedperson, og det er ham, som er absolut centrum i filmen – han er Idealisten. Vi følger ham, da han i 1980’erne og op gennem 1990’erne optrevler af en af de største politiske skandaler i Danmark. I 1968 styrtede et amerikansk B-52 bombefly ned nær Thulebasen i Grønland, og da flere af de danske oprydningsarbejdere bliver syge 20 år efter, begynder Brink – spillet af Peter Plaugborg – at undersøge sagen og mødes af regeringens løgne og fortielser om sagen.

Som den ekstremt seriøse radiomand han er, er Brink konsekvent bevæbnet med mikrofon og spolebåndoptager. Han lytter hele tiden til verden omkring sig, og vi som mennesker er sjovt nok sådan indrettet rent psykologisk, at når vi i en film ser én, som lytter, så lytter vi også selv mere og skærper vores hørelse i biografens mørke. Det åbnede op for at bruge lyddesignet i Idealisten meget meddigtende og ekspressivt, og i mange sekvenser hører man de lyde, som Brink hører inden i sit hoved, frem for de lyde, der naturligt omgiver ham – lyden af B-52-flyet bruges f.eks. som et tilbagevendende ekko af fortiden, som understreger, hvordan Brinks bevidsthed konstant kredser om Thule-ulykken. Lyden og musikken er dermed i allerhøjeste grad med til at placere os mellem ørerne på Poul Brink i Dolby Atmos’ knivskarpe, naturlige og altomsluttende lydbillede.

Autentisk materiale

Samtidig var der et enormt lydarbejde forbundet med at skabe et troværdigt tidsbillede af 1980’erne og 1990’erne. På alle film, jeg arbejder på, bruger jeg lang tid på at optage og indsamle lyde, så hver eneste lyd fortæller den helt rigtige historie. Når man laver en film, som foregår i en anden tidsepoke, kræves der altid noget ekstra for at finde selv de mest basale lyde: Vi skulle ud og rekvirere gamle telefoner, gamle skrivemaskiner, gamle båndmaskiner, gamle biler, gamle faxmaskiner, ja, selv de gamle radioudsendelser fra Brinks base hos DR Østjylland fik jeg fat i, så radioudsendelserne i filmen er rent faktisk autentisk materiale.

Lydbilledet i Idealisten er med andre ord opbygget af lag på lag på lag af lyd, og da dette blev spredt ud i Dolby Atmos-systemet fik hver detalje virkelig lov at shine med en klarhed og detaljerigdom, som jeg altid har ønsket mig. Jeg arbejdede med lydsiden på Idealisten i et år, så det er selvfølgelig utroligt vigtigt for mig, at den grundighed også kan høres og opleves i sidste ende. Christina Rosendahl var da også ellevild med at arbejde i dette format, og hun har efterfølgende sagt, at hun aldrig vil lave en film med andet end Dolby Atmos-lyd.

Derfor har Christina og jeg også kæmpet ihærdigt for, at Dolby Atmos-lyden også ville blive foreviget på Idealistens Blu-ray. Idealisten bør opleves i Dolby Atmos, og nu kan man også gøre det i hjemmebiografen. Tænk sig, hvis man pludselig mister tyngdekraften i sofaen.