Film og gaming med Dolby Atmos surroundlyd er en fantastisk oplevelse. Og du kan komme med på vognen, selvom du kun har et TV i stuen. I dag behøver du nemlig ikke et stort anlæg med masser af højtalere for at få lyd i tre dimensioner.
Dolby Atmos – få store lydoplevelser med dit TV
Du har sikkert oplevet Dolby Atmos i biografen, når fly og rumskibe har fløjet lige hen over dig, og du helt automatisk har dukket hovedet for ikke at få det kappet af i utide. Dolby Atmos blev oprindelig udviklet til verdens bedste biografer, og derfor er det faktisk lidt vildt, at du i dag kan opleve det hjemme i din egen stue sammen med dit TV.
Det revolutionerende ved Dolby Atmos er, at man har tilføjet højtalere i loftet som en helt ny dimension i lyden. Det giver et fantastisk livagtigt 3D-lydbillede, som næsten kan få dig til at lette i sofaen, som det for eksempel blev brugt i storfilmen ”Gravity”.
Hvis du er den lykkelige ejer af en nyere spilkonsol som PlayStation 5 eller Xbox Series X, skylder du dig selv at opleve dine spil med Dolby Atmos. Det suger dig ind midt i handlingen, og det giver en helt anden og meget federe oplevelse, uanset om du er til fantasy, Formel 1 eller skydespil. Her er der dømt baghjul til selv de bedste gaming headsets.