Studiet er indrettet med ATC 45 studie-højttalere, som bandet efter eget udsagn har spillet helt i smadder. Men de bruger også Sonos. Og så prioriterer de, at man kan få så god lyd som muligt, om man så hører musikken i en bil eller bare iført hovedtelefoner.
”i lang tid var vi besat af hovedtelefoner. Vi ønskede at skabe musik, som man kunne lytte til, mens man er fuld og har hovedtelefoner på i sengen. Du ved man kan høre alle detaljerne, men bliver også opslugt som af en tåge.”
En af hemmelighederne er ifølge guitaristen, sangskriveren og produceren ikke at masterere for højt. I modsætning til så mange andre.
”Hvis du kigger på waweformen på de fleste moderne indspilninger er det bare en stor firkant.”
Tidligere har The National arbejdet med tågede lag i musikken. Det indebærer, at det ikke altid er muligt at udpege hvilken lyd, der hører til hvilket instrument. Det har skyldtes, at nogle af albummene blev optaget på improviserede studier på venner og families loftrum.
Det har både været en fordel og en ulempe. Men denne gang ville bandet rydde op i lagene og tågerne. Detaljerne er blevet meget mere klare, selv om nye arbejdsmetoder er kommet til.
”Min bror, Bryce Dessner (guitarist, red.), har fået lov at lege mere med kompositionerne. Til gengæld spiller han ikke så meget guitar på Sleep Well Beast, som han har gjort på tidligere albums. Men han er klassisk komponist, så i stedet har vi trukket på dén del af hans evner. Han har også fået lov at eksperimentere mere,” forklarer Aaron.
En del af eksperimenterne har været, at Bryce Dessners fascination af sequencing og software får lov at træde frem. Bryce skriver både guitar-, tromme- og pianostykkerne på et nodeark, som han kan manipulere gennem forskellige typer computersoftware.
Flere steder på albummet kan du høre resultaterne, f.eks. i sangen ”Empire Line”.
Pladens mest eksperimenterende nummer hedder ”Walk it Back”. Det er oprindeligt indspillet i Brooklyn i 2014 men sidste år fik Bryce-brødrene sammen med omkring 100 andre kunstnere mulighed for at indspille noget af det som en del af en workshop på Funkhaus i Berlin, som er det østtyske svar på BBC og blev bygget i 50’erne.
”Det er en helt lille by fyldt med biografer og optageudstyr fra 50’erne blandt andet gamle rørmikrofoner. Vi lavede et åbent studie, hvor vi inviterede samtlige 100 kolleger ind til at gribe et instrument, høre nummeret uden vokal og bare spille noget, de synes passede til. Vi gav dem ingen akkorder. Derfor kan du på ”Walk it Back” høre en masse lyde, som faktisk ikke har noget med sangen at gøre”.
Aaron Dessner betroede sit publikum, at den nye plade næppe rummer kæmpehits som ”Bloodbuzz Ohio” og ”Fake Empire”. Til gengæld er du sikret et album, hvor der er kælet for detaljerne og hvor du er garanteret et stykke sjælfuldt, musikalsk åbenbaring.
”Vi har lært, at vi ikke skal skrive musik, som ikke inspirerer os. Vi smider tit noget væk, hvis det lyder for tilgængeligt, eller hvis det lyder som et hit. Mainstreammusik er et produkt, ikke kunst. Vi laver ikke produkter.”