Gå til indhold

ET HIT ER DIN KUR MOD
KEDSOMHED

Hvad har en popsangerinde som Britney Spears til fælles med de tunge drenge i Linkin Park og en flabet rockpoet som Alanis Morrisette? Overraskende meget. Deres sange er hits nemlig skåret efter samme skabelon – og deler evnen til at stimulere os. Slå ørerne ud og dyk med ned i hittets historie.

Der går højst 17 sekunder, så er introen slut, og første vers begynder. Inden 1 minut når vi omkvædet. Så kommer et andet vers, hvor der er lidt mere intensitet, måske flere instrumenter, måske en korstemme. Et omkvæd mere. Så et stykke, som adskiller sig fra både vers og omkvæd, det såkaldte kontraststykke. Omkvædet igen. Og efter mindre end 4 minutter dæmper musikken sig, og sangen slutter.

”Det giver glæde at lytte til det gode hit. For det skaber en balance, hvor du kommer op på mærkerne, samtidig med at du føler dig helt hjemme,”
Henrik Marstal
”En hitsang tager os seriøst ved at skære alt det overflødige væk. Sekundet inden, vi begynder at kede os, giver den os noget nyt."
Henrik Marstal

”Det giver glæde at lytte til det gode hit. For det skaber en balance, hvor du kommer op på mærkerne, samtidig med at du føler dig helt hjemme,” fortæller Henrik Marstal og uddyber: ”En hitsang tager os seriøst ved at skære alt det overflødige væk. Sekundet inden, vi begynder at kede os, giver den os noget nyt. Vi får lov til at mærke fortællerstemmen i det nedtonede første vers. Derefter bygger intensiteten op, og med præcise ord og effekter bliver historien fortalt. Til sidst giver kontraststykket og gentagelsen af omkvædet rum til, at vi kan reflektere over det, vi lige har fået fortalt. Det er virkelig vågen musik.”

Gennem skoven

Henrik Marstal betegner den færdige hitsang som et ekstremt bearbejdet stykke musik. Sange opstår ofte i løse tøjler. I en jam mellem bandmedlemmer, med en improviseret tekst over et beat eller lignende. På det stadie er musikken som at bevæge sig gennem en tætgroet skov for første gang. Sådan kan man godt lade den være. Men vil man lave et hit, begynder man at kortlægge skoven, skære grene af, belyse de flotteste steder og planlægge, hvordan man bedst – og hurtigst – kommer fra den ene ende til den anden.

”Når man går til et traditionelt bal, skifter man partner hele tiden. Det er første, spæde skridt i et dybereliggende parringsritual. Efter tre til fire minutter har du en fornemmelse for, om der er en umiddelbar kemi."
Henrik Marstal

At man i dag kommer frem til så ensartede resultater, skyldes simpelthen, at formen har vist sig slidstærk. Den faldt på plads i 1960’erne via bands som The Beatles og The Supremes, og blev i 1970’erne cementeret af ABBA, AC/DC og flere andre. Tidligere var populære sange mere fortløbende – vers fulgte vers, og så lå der et kontraststykke, inden man fandt tilbage til et afsluttende vers. Med 1960’erne kom omkvædet for alvor til og blev nøglen til succes.

Men hvordan endte man lige på en længde af tre til fire minutter? Den teknologiske forklaring ligger lige for: De gamle lakplader fra før 1950 kunne rumme tre til fire minutters musik, og lytterne vænnede sig til den længde.

Henrik Marstal har derudover en teori fra sine erfaringer med folkemusikmiljøet:

”Når man går til et traditionelt bal, skifter man partner hele tiden. Det er første, spæde skridt i et dybereliggende parringsritual. Efter tre til fire minutter har du en fornemmelse for, om der er en umiddelbar kemi. Er den der ikke, vil du gerne videre. Og så skifter orkestret sang, og du skifter partner. Den form har eksisteret længe før den indspillede musik, så længden på nummeret har derfor måske en mere almenmenneskelig begrundelse,” forklare han.

Hans egne favoritter blandt de klassisk skårne hits ligger dog et helt andet sted. Han peger på The Cures ’Boys Don’t Cry’ fra 1979:

Take a sad song …

Disse små variationer til skabelonen er vigtige understreger Marstal. For ligesom skabelonen kan give umiddelbar nydelse, kan den også være trættende, hvis sangskriverne glemmer at hælde personlighed ind i den. Eller mangler modet til at bryde den. The Beatles lavede selv et klokkeklart brud, da de udgav singlen ’Hey Jude’ i 1968. Den begynder med to vers, hvor intensiteten stiger – først en tamburin, så et kor. Så kommer et såkaldt b-stykke, der løfter intensiteten yderligere, blandt andet ved at tilføje trommer. Men der kommer ikke et forløsende omkvæd. I tredje vers falder flere korstemmer ind. Så b-stykket igen. Stadig intet omkvæd. Bare mere opbygning af intensitet. Efter 3 minutter og 22 sekunder bliver sangen forløst. Ikke via et omkvæd, men via et c-stykke, der kører i ring. Et kor synger ”na-na-na …”, McCartney skriger på kryds og tværs, og blæsere lægger sig i mikset. Det fortsætter i næsten 4 minutter, inden nummeret slutter. ’Hey Jude’ gik nummer et på hitlisten i USA, i England, i Tyskland, ja i hele den vestlige verden.