HiFi Klubben

Gå til indhold

Tina Dickow: "Vi må få musikken til at leve igen."

Allerede som barn blev Tina Dickow fodret med kærlighed til musikkens liv og nuancer. I denne Hi-Fi Scenen Talks video snakker hun om sin inspiration og forholdet til lyden.

På sit 10. album 'Whispers' bygger Tina Dickow i samarbejde med sin lydnørdede mand bro mellem den varme organiske produktion og den hudløse sangskrivning. For det er farligt, når musikken bare komprimeres til døde, mener hun.

Tina Dickow - WhispersTina Dickow - Whispers
Lyt til albummet på Spotify / WiMP

Hendes far gik over og satte en af sine vinylplader på. Det var gerne Pink Floyd eller klassiske udgivelser fra Deutsche Grammofon. Så tog han hende på skødet og understregede igen, hvor vigtigt det var, at de sad midt i rummet. Så begyndte musikken at spille.

Tina Dickows allerførste minder om musik er tæt knyttet til sin fars entusiasme for lyd. I hendes barndomshjem havde han indrettet et særligt rum, som var helliget lytteoplevelsen, og her stod to store højtalere og rundt om lå en masse lydgrej. Og når musikken strømmede ud fortalte han dedikeret stolpe op og stolpe ned om alle de små detaljer.

Dirrende ærlige sange

Men den gode lyd i sig selv greb hende ikke. Det gjorde de oprigtige sange derimod. Så da Tracy Chapman udgav sit debutalbum i 1988, fandt faren og datteren et fælles fikspunkt: Den gennemarbejdede produktion bag dirrende ærlige sange. Senere udvidede navne som Björk, Beck og Radiohead hendes indre lydlandskaber. Og selv om hun holdt fast i, at det først og fremmest handlede om sangen, så rumsterede hendes fars lydkærlighed i baghovedet, da hun gik i studiet for at indspille sit debutalbum i 2001.

Tracy ChapmanTracy Chapman - Tracy Chapman (1988)

- Når ens forældre går meget op i noget, føler man troskyldigt, at det bør man også gøre. Jeg syntes, det påhvilede mig at lave god lyd. Så da jeg famlende gik i gang med mit første album, var der én ting, jeg ikke gik på kompromis med: Lyden. Den skulle indspilles på bånd og være efter alle kunstens regler. Så det blev en ret dyr debutplade. Men vi fik en sang med på den cd, som fulgte med det hi-fi-blad, min far abonnerede på, og det var jeg helt vildt stolt over, fortæller Tina Dickow.

Som hendes sange i de følgende år vakte genklang, fulgte ambitionen om at indspille de radiobaskere, der kunne brolægge vejen til et internationalt gennembrud. Og det skurrede i ørerne på traditionalisten Dickow.

- Som musiker er man en del af 'The Loudness War'. Man kan sidde og lytte på en masse gamle ting og drømme om, at ens egne plader skal lyde lige så ukomprimerede og levende. Men lige så snart man sætter det op ved siden af Kelly Clarkson, kan du høre, at det forsvinder, fordi det andet er så højt. Man må mase musikken ud på bekostning af den gode lyd, hvis man han en ambition om at komme i radioen, forklarer Tina Dickow og konstaterer så:

- Den ambition har vi ikke haft med det nye album. Denne gang ville jeg ikke kæmpe med den slags.

Denne gang ville
jeg ikke kæmpe
med den slags
Tina Dickow om 'The Loudness War'

På sit nye og 10. album 'Whispers' er det slut med at tænke over, hvad andre monstro gerne vil have. Også hvad angår lyd og produktion. Og for første gang i sin karriere har hun haft muligheden for at tage en indspilningsproces roligt skridt for skridt. I stedet for at hoppe fra studie til studie har hun nemlig brugt det studie, hun og sin mand Helgi Jónsson har bygget i deres hjem i udkanten af Reykjavik. Derfor har parret helt naturligt delt rollen som producer.

- Min mand er en lydnørd fra allerdybeste skuffe. Så det er et hjem med den største kærlighed til mikrofoner og forforstærkere. Der bliver kælet for det, og hans entusiasme og passion smitter jo af på mig, siger Tina Dickow.

Kimen til albummet blev lagt, da hun skulle skrive sange til spillefilmen 'En du elsker', for i den forbindelse fandt hun en varme og en ro i sangskrivning, og ikke mindst i sin stemme.

Den lækre vokallyd

- Når du synger stille roligt og synger lidt dybt, er det nemmere at lave god lyd på det. Udfordringen for mig har tidligere været, at jeg fik en hård stemme på indspilninger. For vil du synge kraftigt, er det svært at få det til at lyde rundt og blødt. Det ville vi ud over denne gang: Jeg skulle synge derfra, hvor jeg fysisk slappede af og naturligt lød varmest og dybest. Så vi har nemmere kunnet lave den lækre vokallyd, forklarer hun.

Udfordringen for Dickow og Jónsson lå i stedet i at overgå de fem demoer, de lavede til 'En du elsker'. Efter at have angrebet kompositionerne fra alle mulige vinkler måtte de kastede håndklædet i fire af tilfældene.

- Vi kunne ikke gøre det bedre end de demoer, så vi måtte bygge direkte videre på dem. De havde et eller andet, vi ikke kunne genskabe. Og det er det særlige ved musik: Der skete noget lige den dag, som aldrig kommer igen, fortæller hun.

Vi arbejder altid meget med kilden: Forsøger at vælge den rigtige mikrofon på den rigtige guitar i det rigtige rum. Og vælge den bedst egnede mikrofon på min stemme alt efter sangen.
Tina om sit hjemmestudie

Lydbillede ud fra en 'less is more'-filosofi

Omkring Dickows stemme har parret skabt et lydbillede ud fra en 'less is more'-filosofi. Grundtanken var, at det kun skulle være kvinde og guitar, men som sangskriveren selv påpeger 'er det svært at dy sig, når man ser alle de andre instrumenter i rummet'. På samme måde har de også haft besøg af bassisten Shahzad Ismaily, der har spillet med Lou Reed og Tom Waits, og af guitaristen Joel Shearer, der har spillet med Annie Lennox og Damien Rice. I sidste ende er 'Whispers' dog fortsat et album med stor intimitet og ikke mindst med masser af detaljer. Og der ligger en vis portion kampråb bag det sidste.

- Og jeg er med på det tog, hvor vi siger: Nu er det nok. Vi må se, om vi ikke kan få musik til at leve lidt igen og få nogle flere nuancer med, frem for at det bare skal lyde højt i radioen. Jeg tror, det er farligt for vores hjerner med den forfladigelse, der er i gang i forhold til, hvordan musik lyder. Der er så mange deltaljer og dybder, som vores ører aldrig får liv til at opleve. Vi får bare en lyd, der er helt flad og udynamisk, fastslår Tina Dickow.

Tina Dickow om sit hjemmestudie

API 1608API 1608

- Det fedeste, vi har, er en API 1608-pult. Den er hjertet i studiet. Den indeholder en samling fantastiske vintage-pre-amps og EQs. Vi arbejder altid meget med kilden: Forsøger at vælge den rigtige mikrofon på den rigtige guitar i det rigtige rum. Og vælge den bedst egnede mikrofon på min stemme alt efter sangen. På vokalerne på 'Whispers' har vi primært brugt Neumann U87 og U47 gennem Universal Audio 610-pre-amp og LA2A-kompressor.

Vi er i øvrigt heldige at være gode venner med et ungt audio-geni hér i Reykjavik, som under mærket 'Berg' bygger alt muligt topklasse indspilningsudstyr, som vi får lov at lege med.

Tina Dickow

- Født 1977
- Debuterede i 2001 med albummet 'Fuel'.
- Hendes seneste to albums er gået nummer et på den danske hitliste.
- Hendes 10. album 'Whispers' udkommer 25. august.
- Det ansete musikmagasin Mojo skriver i sin rosende anmeldelse af Whispers: 'Stripped down, beautifully, stark and simple and it grabs your attention immediately.'
- Hendes yndlingsproducer er Nigel Godrich.

Vi tror du vil kunne lide mere end bare denne side

Vi bruger småkager, aka cookies (informationskapsler), så du bl.a. kan bruge vores netbutik. Vi bruger dem også til at finde ud af, hvordan vores netsider bliver brugt, så vi hele tiden kan forbedre os, selvfølgelig imens vi lytter til vores favoritmusik. Ved at fortsætte accepterer du alt dette. Læs mere om cookies her