MS5 er en kolossal højttaler, som dækker ethvert lyttebehov selv i meget store rum. Filmeffekter gengives med ekstrem livagtighed og dynamik, og musik kan nydes ved realistiske niveauer og med en overflod af musikalitet og indlevelse, uanset genre.
Lad os først gøre én ting helt klart: DALI Euphonia MS5 er en kolossal højttaler. For at udnytte dens potentiale bør den bruges i store rum fortrinsvis 40 kvadratmeter og opefter - og kun i forbindelse med kraftige forstærkere af høj kvalitet. Er disse forudsætninger til stede, er man blandt de heldige, som kan opleve at lytte til en meget speciel og helt fantastisk højttaler!
Ingen begrænsninger
DALI har med Euphonia MS5 ønsket at skabe den ultimative high end højttaler. Alle ressourcer og kundskaber er blevet udnuttet, og resultatet er en stor højttaler, som kan dække alle lyttebehov. Musik gengives, som den skal lyde uanset om det er sart klassisk eller heavy rock. Det vil sige, at alle fine detaljer og nuancer er med hele vejen fra de laveste niveauer og op til tordnende lydtryk. Ydermere har den nærmest ubegrænset dynamik. MS5 kan spille meget højt uden nogen som helst form for kompression i frekvensområdet (læs bassen). Sammen med en forstærker i samme klasse vil Euphonia MS5 kunne fylde alle store rum og stuer med realistisk lyd også på rock koncertniveau!
Kræver meget - giver mere
En højttaler af MS5´s kaliber kræver meget. Både af udstyret, den bruges sammen med, og rummet den står i. Som tidligere nævnt fortjener denne højttaler at bruges i rum på 40 kvadratmeter eller mere. Det skyldes, at MS5 er i stand til at gengive store mængder dyb bas. I små rum vil man kunne risikere akustiske problemer, fordi rummet simpelthen ikke kan klare basmængden. Også i store rum kan dette ske, og så bør man bruge møbler, tæpper, gardiner, reoler og andre akustiske absorbenter til at gøre rummet mindre levende.
For at udnytte potentialet i MS5, bør man være kræsen med sit valg af forstærker. Jo højere man spiller, og jo større rum højttalerne står i, desto kraftigere bør forstærkeren være. Hvad som helst mindre end 100 W vil nærmest være en dårlig vittighed!
Ud over ren effekt bør forstærkeren også have en veldimensioneret strømforsyning, som er i stand til at levere store mængder strøm til enhederne. Dette er særlig vigtigt, hvis man ønsker at spille meget højt. Ydermere bør forstærkeren have en lav udgangsimpedans (høj dæmpningsfaktor), så den bedst muligt kan kontrollere enhedernes membranbevægelser.
Disse forhold gælder, uanset om højttaleren bruges i stereo eller Home Cinema systemer.
Størrelsen tæller!
Euphonia MS5 er en stor højttaler. Dens vitale mål er på ikke mindre end 125 x 28 x 55 cm (H x B x D). Det elegante kabinet med krumme sider og skrå topplade bevirker dog, at højttaleren ikke virker lige så stor, som den faktisk er. MS5 kan betragtes som et flot møbel, der passer ind i store stuemiljøer - uden at virke dominerende.
Højttalerens størrelse skyldes udelukkende, at den er nødt til at være så stor for at besidde de fantastiske lydmæssige egenskaber, som den har. Man kan ikke få ekstrem basgengivelse og dynamik fra et lille kabinet med små enheder. Hér er det de fysiske love, som gælder! Kan man leve med størrelsen, får man til gengæld en højttaler, som med de rigtige samarbejdspartnere (forstærker og kilder) kan give dig lydoplevelser i særklasse mange år ud i fremtiden!
Opbygningen af Euphonia MS5
DALI Euphonia MS5 er en 3 vejs højttaler. Det vil sige, at den har tre forskellige sæt enheder, som gengiver hver sin del af det totale frekvensområde.
Til de dybeste frekvenser benyttes der i MS5 to identiske enheder. De er på 8 ", og de er placeret i hver sit kammer med basrefleks port. Portene er fremstillet af anodiseret aluminium og monteret på bagsiden af højttaleren. For at denne løsning kan fungere optimalt, bør MS5 have mindst 25 cm afstand fra portenes mundinger til bagvæggen i rummet. DALI har valgt at bruge to 8" enheder i stedet for én større. Det er der flere grunde til. Den ene er, at man så kan bygge en højttaler med en smallere og mere elegant front. Desuden fungerer to mindre enheder akustisk set ofte bedre i almindelige rum end én stor. MS5 er derfor lettere at få til at spille optimalt i typiske lytterum.
Til at dække mellemtoneområdet bruges der en enhed på 6,5" den samme som i MS4 og en perfekt løsning til at gengive denne meget kritiske del af frekvensområdet. Mennesker hører bedst i mellemtoneområdet, og det er hér, vi nemmest registrerer, om der fejl i en højttaler. Mellemtoneenheden er placeret i et separat, indvendigt kammer i højttaleren. Det er gjort, for at den ikke skal påvirkes af kabinetresonanser og basenhedernes trykvariationer.
De højeste frekvenser håndteres af den specielle Euphonia diskantsektion. Den består af to separate højfrekvensenheder, hvor den ene er en konventionel diskant dome af meget høj kvalitet. Den anden er noget så usædvanligt som en bånd diskant på 5,5 cm. Til sammen er disse to diskantenheder en meget unik og speciel feature ved DALI Euphonia højttalerne.
Tri-wiring
For optimalt at udnytte at MS5 er en 3 vejs højttaler, har DALI forsynet den med mulighed for tri wiring. Det vil sige, at der på bagsiden findes tre sæt terminaler til tilslutning af højttalerkabler. Hvert af disse sæt fører direkte til en separat sektion i delefiltret. Den øverste er forbundet til diskanten, den i midten til mellemtonen og den nederste til bassen. DALI anbefaler, at man bruger mindst to sæt kabler fra forstærkeren til hver højttaler bi wiring. Det ene sæt kobles da til diskant terminalen og det andet til begge de to nederste sæt terminaler. Man kan gøre dette ved at bruge et lille stykke højkvalitets kabel mellem de to plus terminaler og et andet mellem de to minus klemskruer. Alternativt kan man afisolere bas/mellemtonekablet på en sådan måde, at man kan få kontakt med begge de to nederste sæt terminaler. Har man mulighed for komplet tri wiring med tre sæt kabler til hver højttaler, anbefales vi dog denne løsning.
Da der er flere indgange på højttaleren, har man også mulighed for såkaldt bi/tri amping. Man bruger da flere effektforstærkere til at drive højttalere. Ultimativt én til basenhederne, én til mellemtonen og én til diskantsektionen. Denne løsning er meget kostbar, men den kan give den suverænt bedste lydkvalitet.
Euphonia diskantmodul
Når frontstoffet tages af en DALI Euphonia, er diskantmodulet uden tvivl det mest iøjnefaldende. Normalt har en højttaler en enkelt diskantenhed, men Euphonia har et aluminium modul, hvor to forskellige enheder er monteret. Nederst sidder en 1" soft dome af meget høj kvalitet. Den har i sig selv en gengivelse i absolut high end klasse, og tilsvarende enheder bruges i flere andre eksklusive højttalerkonstruktioner. Problemet med en enhed som denne er, at den ved høje frekvenser er udpræget retningsbestemt. Fra omkring 15.000 Hz og opefter har lyden en spredning på kun 1 - 2 grader. For lytteren betyder det, at han/hun - for at få alle detaljer med - enten må sidde lige foran højttalerne eller vinkle dem ind mod lyttepositionen. Den sidste løsning bruges til placering af de fleste højttalere. DALI har imidlertid satset på at udvikle en højttalerserie med ekstremt gode off axis egenskaber - det vil sige højttalere, som udsender det fulde frekvensområde ikke bare lige fremad, men også med spredning over en bred vinkel. For at opnå dette har DALI anvendt teknologi fra den vildt dyre MegaLine prestigemodel. Til dem, som ikke kender denne model, kan vi oplyse, at det drejer sig om en kolos på over 2,3 meter med en bånd diskantenhed, som strækker sig i hele højttalerens længde. Denne enhed er kendt for sin yderst hurtige og opløste gengivelse samt gode spredningsegenskaber - selv ved høje frekvenser. En del af årsagen til disse egenskaber er membranens ekstremt lave masse i forhold dens areal. I DALI MegaLine dækker enheden et frekvensområde helt nede fra 1.200 Hz. I Euphonia skal den kun spille fra 15.000 Hz og opefter. Derfor behøver den ikke være lige så lang som i MegaLine (over 2 meter!), men man kan klare sig med et bånd på kun 5,5 cm. Ud over de fornemme spredningsegenskaber er det ét af kendetegnene ved bånd diskanten, at den spiller højt op i frekvens - faktisk langt ud over det hørbare område. Euphonia højttalerne er derfor fremragende til lydformaterne DVD Audio og SACD.
Euphonia bas/mellemtoneenheder
Bas og mellemtoneenhederne i Euphonia er unikke for denne serie og tog mere end fire år at udvikle. Udseendemæssigt ligner de ikke nogen andre, da de har en karakteristisk rustrød membran. Ser man godt efter, består membranen faktisk af en blanding af fine og grove træfibre. Ud over at give den karakteristiske farve, har de den effekt, at de virker forstærkende. Stive membraner er meget vigtige, da bløde kegler vil give ekstra forvrængning, og det er noget, man absolut vil undgå i en højttalerenhed, fordi det forringer det originale musiksignal. En højttaler med høj forvrængning vil ikke kunne gengive hverken stemmer, instrumenter eller andet på en naturlig måde og kan nemt blive meget ubehagelig at høre på.
En dynamisk og præcis basgengivelse sammen med en ufarvet mellemtone er nogle af de resultater, som DALI har opnået med de nye enheder.
Euphonia kabinetter
Bag Euphonia højttalernes lækre og smagfulde kabinetter skjuler der sig en meget avanceret teknologi og fremstillingsmetode. De indvendige kabinetvægge er af MDF. I disse plader er der skåret mange V formede snit i højderetningen, som derefter fyldes med en speciel type lim og bøjes (kabinetterne til alle Euphonia modellerne er buede), så V snittene lukkes igen. Hensigten med den specielle lim er at gøre kabinetterne endnu stivere, end de ellers ville have været og dæmpe kabinetresonanser effektivt. Ved samtidig at bruge et buet kabinet (både indvendig og udvendig) bliver mængden af stående bølger inde i højttaleren minimal. Ydermere er hver højttaler selvfølgelig udstyret med en række indvendige stivere, som sikrer, at kabinetvæggene ikke påvirkes af resonanser. Også baflen (frontpladen) på højttaleren er meget gennemført. Den består af to sammenlimede MDF plader, hvor den yderste har en tykkelse på 16 mm og den inderste hele 22 mm. De kraftige MDF plader betyder, at enhederne får de absolut bedste arbejdsvilkår.
Endelig har alle gulvmodellerne i Euphonia serien en sokkel, som de står på. Denne sokkel består hovedsagelig af knust granit, og den kan sammen med passende spikes sørge for, at højttaleren får en optimal akustisk kobling til gulvet.
På den største model i Euphonia serien har hver sokkel en egenvægt på godt 20 kg!
Euphonia delefilter
Delefiltrene til Euphonia modellerne er meget avancerede og nøjagtigt tilpasset de specialudviklede højttalerenheder. Alle komponenter i filtrene holder en ekstremt høj kvalitet. Blandt andet bliver spolerne viklet på DALI´s egen fabrik, mens modstandene er højeffekt typer i huse, der er ekstruderet som aluminium køleprofiler.
Alle filterkomponenter bliver håndloddet direkte til hinanden (hard wiring) og monteret på en vibrationsfri glasfiberplade. Da alle de elektroniske komponenter er omgivet af elektromagnetiske felter, er hvert filters dele nøjagtigt monteret i forhold til de andre, så disse påvirkninger elimineres bedst muligt. Delefiltret er placeret i et separat lukket kammer (gælder ikke RS3) for at undgå, at det påvirkes af de store trykforandringer i kabinettet, som opstår, når enhederne spiller.
Tests af DALI Euphonia MS5
" Indeed a terrific loudspeaker. Those who have a big listening room will be perfectly helped in regard to picture size and subwoofer. The MS5 sounds somewhat more "joyful" than its little brother (MS4), yet unmistakenly superior."
" The big MS5 even shows a much more balanced linearity than its little brother. Due to its lavish design with four different types of chassis, this is an impressive achievement. In the deep bas the MS5 reaches even further down, the efficiency also lies slightly higher than
for the MS4. In terms of measuring technique an almost perfect transducer." (Oversat fra tysk)
(Stereo - Tyskland)
Til en pris af 80.000 kroner for et sæt, er der naturligt nok skruet lidt op for forventningerne. Lad det være sagt med det samme: Dali Euphonia MS5 overgår dem på alle punkter!
[...]
Mange penge, men jeg er alligevel ikke bleg for at påstå, at 80.000 for disse højttalere ligner et virkelig godt tilbud, som det bliver svært at komme uden om. Der findes naturligvis en del alternativer i prisklassen, men er du ude efter detaljerigdom baseret på et særdeles solidt rytmisk fundament, bør disse højttalere være blandt de 3 4 første, du tager hjem til gennemlytning inden du beslutter dig.
Personlig er jeg vild med dem og de får mine varmeste anbefalinger.
"HIFI4ALL.DK Editors Choice"
[hifi4all.dk]
Ved køb i netbutikken leveres via fragtmand
Bestiller du denne vare i vores netbutik, vil levering altid ske via fragtmand. Du kan angive den ønskede leveringsdag i besked-feltet i ordren (regn med to hverdage til ekspedition). Fragtmanden leverer normalt til første hoveddør på gadeplan i tidsrummet kl. 8-17 på hverdage. Ønsker du hjælp til ind/opbæring (mod tillæg), skal det aftales på forhånd. Billed-id skal normalt fremvises ved modtagelsen for at undgå evt. fejllevering.
VareID: DALIMS5CH