5 års Udvidet Plus Forsikring – maksimal sikkerhed
Med Hi-Fi Klubbens Udvidet Plus Forsikring kan du i praksis forlænge din garantiperiode helt op til 5 år. Du får også ekstra tryghed i en række situationer, hvor garantien ikke dækker, for eksempel hvis dit apparat går i stykker på grund af slitage eller et hændeligt uheld.
Du bestemmer selv, om du vil have Udvidet Plus Forsikring på hele anlægget eller kun enkelte af produkterne. Forsikringspræmien varierer afhængig af produktets type og pris. Hvis du skulle sælge produktet, før forsikringen udløber, kan den overdrages til den nye ejer.
Udvidet Plus Forsikring – ikke for enhver pris
Udvidet Plus Forsikring er mere relevant for nogle produkter end andre, og vi giver dig gerne et ærligt svar på, om en forsikring er en god investering i netop dit tilfælde. Nedenfor kan du se detaljerede priser og betingelser for Udvidet Plus Forsikring. Hvis du stadig har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte din nærmeste Hi-Fi Klubben butik eller Hi-Fi Klubben Online på telefon 70 14 05 15.
Prisliste for Udvidet Plus Forsikring
Betingelser for Udvidet Plus Forsikring
Opdateret 08.01.2012
1. Hvilket udstyr er omfattet af forsikringen
Forsikringen omfatter det/de produkter, der er angivet på forsikringsbeviset eller købekvitteringen. Forsikringen følger produktet og kan ikke overføres til andre produkter. Undtagelsen til dette er forsikrede produkter, som bliver ombyttet af forhandler eller leverandør i henhold til garanti eller reklamation. Forsikringen overføres og fortsætter i disse tilfælde på uændrede vilkår på det ombyttede produkt. Såfremt produktet totalskadeerstattes i henhold til denne forsikring, ophører forsikringen på det pågældende produkt og kan ikke overføres til erstatningsproduktet.
2. Hvem gælder forsikringen for
Forsikringstager er den person, som er anført på forsikringsbeviset eller købekvitteringen samt dennes husstand. Forsikringen kan i sin helhed overdrages til 3. mand. Dette skal ske ved henvendelse til en af Hi-Fi Klubbens butikker.
3. Hvornår gælder forsikringen
Forsikringen skal købes samtidig med produktet og træder i kraft på købsdatoen. Forsikringsperioden er 5 år og kan ikke forlænges yderligere. For projektorpærer er forsikringsperioden dog kun 3 år. Såfremt der ydes totalskadeerstatning, ophører forsikringen uden udbetaling af restpræmie.
4. Hvor gælder forsikringen
Forsikringen gælder for skader sket i hele verden. Det er dog et krav for forsikringsdækning, at skadede produkter indleveres hos en af Hi-Fi Klubbens butikker.
5. Hvad dækker forsikringen
- Reparationsomkostninger som følge af hardwarefejl (breakdown/funktionsfejl), der gør produktet uanvendeligt.
- Reparationsomkostninger ved fysiske skader på produktet som følge af uforudsete, udefrakommende hændelser, der gør produktet uanvendeligt.
- Reparationsomkostninger som følge af slitage, der gør produktet uanvendeligt.
- Transport af Fladskærme over 24” indenfor normalt handelsområde ved garantiskade (i transport) eller dækningsberettiget forsikringsskade.
- Projektorpærer (dækkes i 3 år fra købsdato for projektoren).
- Selvrisikoforsikring. Ved indbrudstyveri af det forsikrede produkt og såfremt dette er dækket af anden forsikring, dækkes en eventuel selvrisiko, max. DKK 5.000. Dog kan beløbet ikke overstige det forsikrede produkts købspris.
6. Undtagelser
Forsikringen dækker ikke:
- Skader og fejl omfattet af garanti og/eller reklamationsret i henhold til købeloven.
- Forbrugsartikler såsom batterier og andre produkter der har en forventelig begrænset levetid.
- Skader der skyldes forkert opbevaring, uforsvarlig indpakning under transport og forsendelse, uforsvarlig brug eller at produktet er håndteret eller anvendt i strid med brugsanvisningen.
- Skader der består af mindre fejl eller skader, ridser, skrammer og lignende, der ikke gør produktet uanvendeligt.
- Skader og fejl på produkter der anvendes til andet end almindeligt privat brug.
- Indirekte skader og følgeskader.
- Skader forårsaget af brand.
- Bortkomst, glemte og forlagte produkter (produkter der ikke kan fremvises) samt enhver form for tyveri.
- Værkstedsgebyr/håndteringsgebyr samt fragt af fladskærme såfremt der ikke kan konstateres en dækningsberettiget skade.
- Skader/fejl som følge af uautoriseret indgreb i produktet. Med uautoriseret menes andre end Hi-Fi Klubbens medarbejdere eller de af disse anviste værksteder.
- Skader forvoldt med forsæt eller grov uagtsomhed af forsikringstager.
- Skader på produkter udlånt til 3. mand.
7. Erstatning
Forsikringen erstatter med reparation såfremt dette er muligt og rentabelt. I modsat fald erklæres produktet totalskadet. Ved totalskade erstatter forsikringen med tilsvarende produkt med mindst samme tekniske specifikationer og ydeevne, dog højst til oprindelig betalte købspris. Der tages forbehold for udgåede fabrikater, modeller, farver samt specielt design. Det er Hi-Fi Klubben der vurderer, hvilket produkt der er tilsvarende.
Der kan dog aldrig erstattes med mere end hvad tilsvarende produkt, med samme kapacitet, ydeevne og lignende kan anskaffes til på skadetidspunktet.
Forsikringsselskabet forbeholder sig retten til, at afgøre hvornår udstyret skal repareres eller erstattes som totalskade.
Der kan ikke udbetales kontanterstatning.
Såfremt forsikringsselskabet ved skade udskifter produktet eller en del deraf, er det skadede udstyr herefter forsikringsselskabets ejendom.
8. Selvrisiko
På projektorer, herunder projektorpærer, beregnes en selvrisiko ved enhver dækningsberettiget skade på DKK 1.000.
9. Anmeldelse af skade
Skader skal uden unødigt ophold anmeldes til en af Hi-Fi Klubbens butikker.
10. Almindelige aftalebetingelser
10.1 Præmiebetaling Præmien skal betales i Hi-Fi Butikken forud for hele forsikringsperioden samtidig med køb af produktet.
10.2 Opsigelse Fra købsdatoen for forsikringen er der 14 dages fortrydelsesret. Herefter kan forsikringen ikke opsiges. Dog gælder nedenstående regler. Ved enhver skade kan både forsikringstager og forsikringsselskabet opsige forsikringen til næstkommende 1. i måneden. Forudbetalt præmie tilbagebetales forholdsmæssigt, dog ikke såfremt der er ydet totalskadeerstatning. Såfremt produktet er stjålet eller på anden måde bortkommet som følge af en begivenhed, der er anmeldt til politiet, kan opsigelse og ophør af forsikringen ske på datoen for hændelsen, såfremt politikvittering for anmeldelse kan fremvises.
10.3 Force majeure Forsikringsselskabet er ikke ansvarligt for skade som følge af krig, krigslignende tilstand, revolution, terrorisme, eller p.g.a. myndighedernes regler, strejke, lockout, blokade eller lignende situationer. 10.4 Dobbeltforsikring Er en interesse, der omfattes af denne forsikring, desuden forsikret gennem anden forsikring og er der i denne forbehold ved dobbeltforsikring gælder samme forbehold for begge forsikringerne. Ansvaret fordeles da mellem forsikringerne i henhold til reglerne i Forsikringsaftaleloven om dobbeltforsikring.
10.5 Forsikringsaftaleloven og lovvalg For denne forsikring gælder i øvrigt bestemmelserne i Forsikringsaftaleloven (FAL) og øvrig dansk ret.
10.6 Tvist Klager over skadeafgørelsen eller aftalen kan indbringes skriftligt til forsikringsselskabet via Aon Denmark Insurance Services A/S. Er der herefter stadig uenighed om afgørelsen, kan forsikringstager indbringe sagen for Ankenævnet for Forsikring eller de danske domstole. Dette gælder selv om uoverensstemmelsen refererer til skade, som er sket i udlandet.
11. Forsikringsgiver og forsikringsagent
Forsikringsgiveren for denne forsikring er AmTrust International Underwriters Ltd., reg.no. 169384.
Forsikringsagent og administrator er Aon Denmark Insurance Services A/S (ADIS), Strandgade 4C, 1401 København K, cvr.nr. 30 35 18 94, registreret hos og under tilsyn af Finanstilsynet.
12. Generelt
I henhold til §§ 33 og 34 i Lov om Forsikringsformidling, skal det oplyses, at ADIS (Aon Denmark Insurance Services A/S) formidler forsikringer for andre forsikringsselskaber samt modtager provision som følge af forsikringsformidlingen. På skriftlig anmodning til ADIS kan det oplyses, hvilke selskaber der formidles forsikringer for samt provisionens størrelse. ADIS er af AmTrust International Underwriters Ltd. antaget som forsikringsagent og administrator.
Hi-Fi Klubben formidler salg af forsikringsgivers produkt, Udvidet Plus Forsikring. Hi-Fi Klubben får provision for at formidle denne forsikring. Ved skriftlig henvendelse til Hi-Fi Klubben kan provisionens størrelse oplyses.
Forsikringsbetingelserne udleveres sammen med forsikringsbeviset/købekvitteringen. Det er forsikringsbetingelserne, der regulerer forholdet mellem forsikringstager og AmTrust International Underwriters Ltd. som forsikringsselskab.
Kunden skal være opmærksom på, at visse typer skader kan være dækket af andre forsikringer, f.eks. indboforsikringen. Den Udvidet Plus Forsikring dækker subsidiært i forhold til sådanne andre forsikringer.
Denne forsikring indskrænker ikke rettighederne i henhold til garantitilsagn eller reklamationsrettigheder i henhold til købeloven, men udvider dækningen op til 60 måneder i alt.
Ved anmeldelse af skade skal kunden henvende sig i en af Hi-Fi Klubbens butikker. Hi-Fi Klubben formidler herefter anmeldelsen til ADIS, som varetager skadebehandlingen.
Stempelafgiften er berigtiget efter Stempellovens §70.
|