Søg

  
 

Kom godt i gang med surround

Der er mange ting at tage hensyn til, hvis dit nye surround-anlæg skal spille op til sit bedste. Her er nogle hurtige tips, som kan hjælpe dig godt på vej til den helt rigtige lyd i hjemmebiografen.

Publiceret: 19.05.2008

Læs brugsanvisningen

Det absolut bedste tip ved opsætning af surround-anlæg hedder kort og godt: Læs brugsanvisningen! Surround-apparater har mange muligheder, og det er en rigtig god idé at sætte dig ind i de grundlæggende ting fra start. Så bliver det nemlig meget nemmere for dig at betjene anlægget korrekt. Når du har styr på det fundamentale, kan du altid begynde at lege med de avancerede funktioner bagefter.

Tilslut dvd-afspilleren digitalt

Brug så vidt muligt et digitalt kabel til at overføre multikanal-lyden fra dvd-afspilleren til din A/V-receiver. Her findes der tre muligheder: HDMI (både lyd og billede), koaksial og optisk (begge kun lyd). HDMI- og koaksialkablet er som hovedregel den lydmæssigt bedste løsning, men det optiske kabel har også sine fordele, specielt ved lange kabeltræk. Da det overfører signalet via lysimpulser, er det nemlig immunt over for brum og indstrålet elektrisk støj. Til gengæld er det ret sart over for fysisk påvirkning.


HDMI-kabel


Coaxial kabel


Optisk kabel

Hvis du vil overføre multikanal-lyd analogt (kræver en dvd-afspiller med indbygget audiodekoder), skal du bruge et analogt signalkabel for hver kanal, typisk fem (plus et ekstra til baskanalen).

Lad være med at tilslutte dvd-afspilleren med et sæt almindelige analoge stereokabler, hvis du vil høre surround. På en dvd-skive ligger den digitale multikanal-lyd i seks separate kanaler, og ved at overføre lyden via stereoudgangen, roder du først det hele sammen i én pærevælling, hvorefter den digitale processor i din forstærker spilder en masse kræfter på at genskabe noget, der selv i heldigste fald kun bliver en svag afglans af originalen. Rent spild af penge og lydkvalitet!

 

1. Front- eller hovedhøjttalere
De to fronthøjttalere bruges både til surroundlyd og til almindelig musik i stereo. Fronthøjttalerne placeres på hver sin side af dit flad-tv eller projektorlærred. Højttalerne bør stå med lige stor afstand til skærmen/lærredet, og de bør være placeret i ørehøjde.

2. Centerhøjttaler
Centerhøjttaleren placeres lige over eller under tv-skærmen eller under projektorlærredet, fordi den gengiver stemmer og anden information, som er knyttet til midten af billedet. Frontsystemet og centerhøjttaleren skal matche hinanden i klangen og bør derfor være fra samme producent og modelserie. Det giver det bedste og mest sammenhængende lydbillede.

3. Baghøjttalere
Baghøjttalerne placeres typisk højt oppe på en bag- eller sidevæg. Loftmontering er også en mulighed. I et 7.1-system bør to af højttalerne hænge på bagvæggen og de to andre på sidevæggene. Denne opstilling giver en meget overbevisende surround-effekt.

4. Subwoofer
Subwooferen kan placeres mere frit end de øvrige højttalere, fordi øret ikke kan retningsbestemme de dybeste frekvenser. Hvis du ikke har plads til subwooferen mellem fronthøjttalerne, kan du placere den i et hjørne eller et andet sted i stuen og stadig få et godt resultat. Til gengæld er det vigtigt for basgengivelsen, at subwooferen er rigtigt indstillet.

De fleste subwoofere har tre grundindstillinger:

  • Volumen
    Hvor kraftigt skal subwooferen spille? Mange skruer for højt op for denne regulering og får derfor overdreven kraftig bas i forhold til de øvrige højttalere. Men den personlige smag spiller selvfølgelig en rolle her.
     
  • Delefrekvens
    Hvor langt op i frekvens skal subwooferen spille? Subwooferen skal tage umærkeligt over i takt med, at fronthøjttalerne mister pusten i bassen. Jo større fronthøjttalere, desto lavere delefrekvens.
     
  • Fase
    Subwooferen skal “spille i takt” med de øvrige højttalere. Om denne regulering skal stå i den ene eller den position afhænger af subwooferens placering. Lyt dig frem og vælg den indstilling, der giver den kraftigste samlede bas i din lytteposition.

Fintuning af subwooferen til det øvrige anlæg kan godt være drilsk, men det er absolut ulejligheden værd at gøre det ordentligt. Med en korrekt indstillet subwoofer får du nemlig et helt sammenhængende lydbillede, hvor du slet ikke tænker over, at al den dybeste bas kommer fra en lille kasse på gulvet. En del nyere A/V-receivere og forstærkere – f.eks. fra NAD og DENON – har automatiske indstillingsfunktioner, som hjælper dig til at få det helt optimale resultat.

Indstilling af forstærkeren

Når alle højttalerne er tilsluttet, og subwooferen er placeret, skal du justere lydniveauet i hver enkelt kanal – en vigtig detalje, som mange desværre glemmer. Alle surround-forstærkere har en testtone-funktion, som gør det nemmere at indstille det rigtige niveau i hver enkelt kanal. Lydniveauet er rigtigt indstillet, når alle højttalere spiller lige højt i din lytteposition.



Denon AVR-4308 on-screen display

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange surroundforstærkere har en såkaldt on-screen menu, som kommer op på dit tv eller din projektor. Denne menu gør det mere overskueligt at indstille forstærkeren. På de fleste forstærkere kan du vælge antallet af højttalere, højttalernes størrelse, og om du benytter en subwoofer (denne kan evt. udelades, hvis du har kraftige fronthøjttalere). Forstærkeren vil så optimere lyden efter de aktuelle højttalere i dit anlæg.

Det er også vigtigt, at lyden fra front- og baghøjttalere når frem til lyttepositionen på samme tid. Denne justering kaldes ofte Delay eller tidsforsinkelse, og den foretages enten efter afstanden fra lytteposition eller i millisekunder. I sidstnævnte tilfælde får du som regel en tabel i brugervejledningen til hjælp.

Lad forstærkeren klare alt det svære

En række nyere A/V-receivere og forstærkere har som tidligere nævnt nogle automatiske funktioner – auto-setup og digital rumkorrektion – som kan hjælpe dig med alle de svære indstillinger. NAD og DENON bruger begge det avancerede Audyssey-system, som klarer hele processen ved hjælp af en speciel målemikrofon. Med et sådant system kan hele opsætningen klares på ganske kort tid, og du får næsten altid et flot resultat i første forsøg.

De mest avancerede Audyssey-systemer udmåler også akustikken i dit lytterum og tilpasser lyden, så du for eksempel kan slippe af med irriterende rumresonanser og basbulder. Hvis du er kræsen – eller ikke interesserer dig for teknik – er det virkelig værd at overveje en receiver med disse funktioner. Så får du optimal hjemmebio uden blod, sved og tårer!

Vælg den rigtige lyd

Nyere surround-forstærkere giver dig mange muligheder for at vælge imellem forskellige lydformater. Som grundregel bør forstærkeren altid stå i Dolby Digital eller DTS, når du ser almindelige dvd-film. Ser du derimod video, tv eller en anden analog kilde, som er koblet til forstærkeren, bør den stå i Dolby Pro Logic II Movie indstillingen.

Med de nye Blu-ray skiver er der dukket en række nye højopløste lydformater op, som kan give dig væsentlig bedre lyd end de “gamle” formater. Så du skal til at vænne dig til begreber som Dolby Digital Plus, Dolby True HD, DTS HD m.fl. Hvilke af disse nye formater, du kan udnytte, afhænger meget af både Blu-ray disken, diskafspilleren og din forstærker/receiver. Her vil vi foreløbig henvise til brugsvejledningen til det enkelte produkt. Men grundreglerne for opsætningen af dit anlæg er de samme, uanset om du lytter til traditionel dvd-lyd eller HD-formaterne.

Ved afspilning af to-kanals musik (f.eks. fra cd) er det normalt stereo, som giver den bedste lyd. Vil du høre musikken i fem eller flere højttalere, kan du dog også finde en funktion til dette på de fleste forstærkere. På NAD's modeller hedder funktionen EARS, på DENON f.eks. 5 Channel Stereo eller Dolby Pro Logic II Music.

Vi ønsker dig held og lykke med dit surround-anlæg. Når alting er koblet rigtigt sammen, kan du se frem til mange hyggelige stunder i sofaen sammen med familien og vennerne!

OBS!
Husk altid at afbryde strømmen på stikkontakten, når du roder med tilslutningerne på dit anlæg (kabler og stik). Hvis uheldet er ude, kan kortslutninger, gnistdannelser eller kraftige lydimpulser forårsage alvorlige skader på udstyret!




 
Omtalt i denne artikel

Relaterede artikler


Skal jeg købe stereo eller surround?

Både stereo og surround kan give dig rigtig flot filmlyd. Lad derfor dit personlige behov afgøre, om...

Blu-ray – forrygende højopløste filmoplevelser

Med Blu-ray kan du endelig opleve den fulde billedkvalitet fra dagens bedste ultra-højopløste flad-tv...

Tilkobling af fladskærme

HDMI, komponent, scart, digital, analog. Hvordan bør jeg tilkoble min fladskærm?